Vævede tapeter – eller gobeliner som disse figurative vægprydelser i daglig tale kaldes – forbindes formentlig af mange med en støvet og afdanket herregårdskultur, hvis værdi snarere skal måles efter kulturhistoriske end æstetiske alen. I renæssancen og barokken nød tapetmediet imidlertid en anderledes høj anseelse blandt Europas herskende elite. Med deres materialemæssige pragt og monumentale historiefortællinger transponerede de eksklusive vævearbejder magthavernes økonomiske og kulturelle kapital til rumlige kategorier, idet de indvævede motiver samtidig tjente som affirmative spejle for den sociale og rituelle praksis, der udspillede sig i interiørernes hic et nunc. Tapetvævning, frem for anden figurativ kunst så som maleri eller skulptur, var ganske enkelt periodens foretrukne repræsentative medium. Gennem analyseeksempler hentet fra en særskilt dansk kontekst er det forsøgsvis hensigten at indkredse de særlige materiale- og virkningsæstetiske (og overvejende mediespecifikke) kvaliteter ved tapetkunsten, som appellerede så stærkt til datidens magthavere.

Foredraget er åbent for alle.

Forelæser: Ulrik Reindel

Folder