Af Marianne Ester Back
Johann Sebastian Bach, en verdensberømt tysk komponist og organist og umiddelbart let at placere på den musikalske scene under ”klassisk musik”. På Spotify, der er den mest prominente musiktjeneste pt., indgår Bach dog også under andre rubrikker såsom: ”Relaxing cooking music”, ”Bach – Summer Chill out” og ”Bach for reading.” Det er ikke svært at se, at der foregår noget med sorteringen af musik i den sammenhæng. Mads Krogh undersøger, hvordan forestillinger om, hvad musikalske genrer er, flytter sig i samspillet med de digitale tjenester.
Spotify byder på mere end 5000 genrer, som tager udgangspunkt i lytterens humør eller aktivitet frem for kunstnerens musikalske genre. Her er det humørgenren Glad – Musik der gør dig glad. Det kan blandt andet være glade sange til brusebadet. (Illustration fra Spotify)
Med de streamingtjenester vi har i dag, er kategoriseringen af musik eksploderet. Spotify opererer med et katalog på mellem 5.000 - 6.000 genrer. Ifølge lektor Mads Krogh, ser vi med de digitale tjenester nogle nye bud på, hvad musikalske genrer kan være:
”Når Spotify snakker genrer, så kan sleep også være en genre eller focus eller workout. Det vil sige kategorier, som ikke er hæftet op på scener eller musikkulturelle fællesskaber, sådan som man ellers traditionelt har forstået genrer i populærmusikken, men mere på stemninger, situationer eller aktiviteter. Med de digitale tjenester er musikken blevet mere mobil, og derfor kan man lytte til musik i stort set alle situationer og til alt, hvad man foretager sig i løbet af dagen. Spotify kobler musikken til bestemte gøremål, som de regner med, lytterne bruger musik til.”
Der må være noget om snakken. Spotify lavede nemlig en analyse for omkring 7 år siden, hvor de kunne registrere, at brugermønstrene trak i retning af aktivitets- og humørbaserede lyttemåder. Derfor skruede Spotify op for sorteringen af musik og for forslag til lytterne ud fra den type kategorier – ud fra en ide om, at man kunne skræddersy musik til de situationer, lytterne befandt sig i.
Denne bevægelse omtales i fagkredse som den kontekstuelle vending, og selve konteksten blev i 2014 udråbt af direktøren for Spotifys udviklingsplatform Paul Lamere til at være den nye genre.
Til trods for at vores forståelse af, hvad genrer er, flytter sig, så vurderer Mads Krogh ikke, at de traditionelle kategorier som pop, rock, rap eller klassisk er ved at forsvinde. Men der er ved at ske noget ved den status de har, og den måde de cirkulerer i musiklivet. Genrer er dog stadig meget vigtige, fordi de organiserer mange sammenhænge.
”Musikalske genrer er vigtige, fordi de påvirker, hvordan musikindustrien organiserer sig, hvordan musikere bliver castet, eller hvordan musik bliver produceret og markedsført. For publikum eller lytterne indgår genrer også i den måde, de fleste tænker om sig selv og om deres musikforbrug. Det at bruge musik behøver dog ikke handle om, at man identificerer sig med et fællesskab som hip hop eller jazz, det kan også være, at man dyrker workout og har et bestemt forhold til musik i den kontekst.”
Spotify giver stadig mulighed for, at man som bruger kan gå ind via traditionelle kategorier som eksempelvis klassisk. Men umiddelbart efter bliver du mødt af et interface, der beder dig vælge mellem kategorier som: Slap af, Opdag, Stemninger og øjeblikke, Fokuser og studer. Netop ved den klassiske musik kommer en af streamingtjenestens svagheder til syne:
”Jeg mener godt, man kan sige, at Spotify opererer med en forestilling om musik som populærmusik. Den måde tjenesten præsenterer musik på er gearet mere i retning af populærmusik end klassisk musik, og den måde klassiske værker er organiseret på passer ikke til algoritmerne. Hvis man f.eks. har et interface, der fremviser en klassisk kunstners største hits, så vælger tjenesten ofte enkelte satser frem for hele værker. Det strider både mod, hvordan musikken er komponeret, og almindelige forestillinger om, hvordan den ’bør’ høres – i hvert fald blandt klassiske musikfans.
Algoritmerne på Spotify passer bedre til populærmusik end klassisk. Når den klassiske kunstners hit skal præsenteres, så vælger tjenesten ofte en enkelt sats ud frem for hele værket. (Illustration fra Spotify)
En af Spotifys missioner er at hjælpe folk til at opdage ny musik, og det gør de, ved at ved at foreslå musik, som ligger inden for lytternes musiksmag. Spotify er dog også ude i et helt andet ærinde. Mads Krogh forklarer:
”Spotify er også ude i en manøvre, der handler om at betjene en aftagerkreds af reklamevirksomheder og andre virksomheder, der kan have glæde af data om brugere og deres lyttemønstre. Nok bruger Spotify dataindsamlingen til at udvikle forslag til, hvad lytterne gerne vil høre, men streamingtjenesten videresælger også data om de millioner af lyttere, de har.”
At reklamebranchen står som en klar aftager i horisonten, giver streamingtjenesterne nogle underforståede dagsordener man, ifølge Mads Krogh, ikke må være blind over for:
”Hvis man skal bruge musik til at sælge nogen consumer brands, så er det trods alt – i det store billede –mere attraktivt med nogle positive moods og aktivitetsformer. Det vil sige kategorier, som vi associerer med noget positivt, om det så er workout, relax, chill. Så der ligger en normativ dagsorden om, hvad man betragter som det ’positive’ og ’mest attraktive’ liv for lytterens vedkommende og ikke mindst i relation til reklame-samarbejdspartnere.”
Forskere taler i den sammenhæng om en form for implicit positiv psykologi, som også giver sig udslag i, at når man logger ind i tjenesten, bliver man som bruger mødt af en meget positiv velkomst, der nærmest får lytteren til at virke som den ægte stjerne på scenen frem for kunstneren. Det kan være personlige tiltaler som: Made for You, But nobody listens like you eller Who else but you would play Haustor after Idina Menzel.
Mads Krogh anfører dog, at man også kan møde mindre ’positive’ forslag – fx playlisten ”Life Sucks”, som dog kommer med den beroligende besked at ”We’ve all been there.”
Spotify arbejder med en implicit positiv psykologi på deres interface. Det betyder, at du bliver mødt af en meget positiv og personlig velkomst i dur med: But nobody listens like you eller Who else but you would play Haustor after Idina Menzel. (Illustration fra Spotify)
Det velkendte fremtidsscenarium om, at først skaber vi teknologien, derefter skaber teknologien os, gælder også inden for de digitale musikstreamingstjenester. For selv om langt de fleste kunstnere formentlig ville nægte at skabe musik udelukkende på teknologiens præmisser, så bliver kunstnerne nødt til at navigere efter, hvordan det er, at musikken distribueres.
”Når streamingtjenesterne samarbejder med reklamevirksomheder og medvirker til markedsføring af consumer brands, så sker der en bevægelse i musikindustrien, hvor det at leve af rettighederne til nogle sange, som kan bruges i film og TV-reklamer, bliver vigtigere at navigere efter end tidligere. Det er noget, som opleves af nogle artister som et pres, at man i stedet for at koncentrere sig om sin kunst og om at stå foran et publikum, pludselig skal orientere sig efter samarbejder med brands,” forklarer Mads Krogh.
For de fleste mennesker er et genretilhørsforhold også et spørgsmål om at identificere sig med et fællesskab både med fans og artister. Vi kender også alle det med at have en opvækst og nogle livshistorier knyttet til noget bestemt musik. Det står også ret centralt i den personlige identitetsdannelse – også den del har Spotify øje for.
”Det man kan sige med streamingtjenester i dag er, at de i vid udstrækning afkoder og registrerer det musikforbrug, vi har som brugere, og det vil sige, at når man logger ind på sin streamingtjeneste, så afspejler den musik, man bliver præsenteret for, i vid udstrækning den profil, som tjenesten har på en. Nogen gange taler man om en form for ’datadouble’. Det vil sige, at man har en form for dobbeltgænger inde i streamingtjenesten.”
Mads Kroghs eget daglige musikforbrug er i vid udstrækning også rykket over på de digitale tjenester, hvor et hurtigt kig på lektorens profil afslører, at sidst han var inde, var det til tonerne af Taylor Swift, fordi han havde en studerende, der skrev en opgave om hende. Og før det lyttede han til Mendelsohn, fordi han havde noget skrivearbejde, hvor det passede godt.
Kasser med lp’er og kassettebånd er stadig at finde i hans kælder, og i hans arbejdsværelse hænger en stor cd-reol, som han ikke har tænkt sig at skille sig af med.
”I dag har vi fået en måde at tilgå musik på, som er utrolig bekvem og mobil og personligt afpasset. Men jeg har stadig min cd-reol hængende, for det er en anden måde at erindre et musikforbrug på, og i virkeligheden også en anden måde at overskue musik på sammenlignet med det interface med playlister og personliggjorte forslag, jeg får serveret, når jeg åbner Spotify. Tidligere, når jeg havde købt 3-4 cd’er, så var det dem, der kørte på repeat, og lå tilgængelig oven på cd-afspilleren.”
Artiklen er blevet til akkompagneret af playlisten: ”Music for working at the office”. Det skulle efter sigende være en playliste med blid akustisk og positiv musik.
