Af Marianne Ester Back
”Der var en dreng fra min klasse, som kom hen i skolen og fortalte, at der var et kunstværk, der var blevet solgt for helt vildt mange penge, og kunstværket var bare en rød firkant. Det, synes jeg virkelig, var interessant, og i tilbageblik kan jeg se, at min interesse for kunstens rammesætning blev kickstartet der” forklarer lektor i kunsthistorie Lotte Philipsen, hvis fascination for samtidskunst blot er vokset sidenhen. For Lotte Philipsen viser samtidskunsten os nye vinkler på verden, nye måder at artikulere virkeligheden på, som man ikke havde forestillet sig. Særligt værkets proces eller tilblivelse optager Lotte Philipsen, selv om den ofte er usynlig.
”Der er en hel masse skjulte processer, som ikke er visuelle, enten fordi de antager andre sanselige former, eller fordi det er forretningstransaktioner eller handlinger, men som alligevel indgår som en del af det kunstneriske materiale.”
Svært at forstå? Lotte Philipsen giver os eksempler på noget af den samtidskunst, som kan synes svær at forklare, men som man ikke behøver at være kunsthistoriker for at forstå.
Værket "Take The Money And Run" af Jens Haaning på Kunsten i Aalborg. (Pressefoto: kunsten.dk)
En af de danske samtidskunstnere, Lotte Phillipsen fremhæver, som har tradition for at bryde de institutionelle grænser, er kunstneren Jens Haaning. Med værket Trade Bartering (1996) i Oslo kunne publikum købe billig kød og spiritus, som ellers er enormt dyrt i Norge, men som her var fritaget for importafgifter, fordi Haaning klassificerede det som kunst.
Helt frisk i hukommelsen og i medierne er nok nærmere hans værk fra september 2021 Take the money and run, som lige nu er at finde på Kunsten i Aalborg. Eller det vil sige ikke er at finde på museet. Hensigten var, at Jens Haaning skulle udstille to glasrammer med pengesedler, der illustrerede henholdsvis en dansk og en østrigsk årsindkomst. Til det formål lånte han 534.000 kr. af kunstmuseet. Da medarbejderne ved museet i Aalborg pakkede de to kunstværker ud, fik de sig en overraskelse. Jens Haaning havde i stedet skabt et nyt værk med titlen Take the money and run, og udtalt at værket er, at der mangler en halv million. Så tilbage på museet er to tomme glasrammer med kun rester af lim, der hvor pengesedler skulle have siddet. Ifølge den oprindelige aftale skal pengene leveres tilbage, når udstillingen ender. Men det kommer ikke til at ske, ifølge kunstneren, for værket er, at han har taget deres penge.
”Jens Haaning arbejder hele tiden på grænsen til at arbejde meget konkret, i det her tilfælde med konkrete pengesedler, og så samtidig at arbejde enormt konceptuelt. Der er en hel masse processer, der er skjulte, som ikke er visuelle. Du får ikke noget ud af alene at kigge på to tomme glasrammer. Det er handlingen eller nærmest softwaren bag hans værk, der er det egentlige værk,” forklarer Lotte Philipsen og uddyber, at softwaren kan ses som kunstnerens opskrift:
Hvorvidt der kommer ekstra punkter til, mener Lotte Philipsen er meget sandsynligt, da hun ikke tror, at kunstværket er færdigt endnu. ”Skal pengene bruges til at købe noget, som så efterfølgende kan udstilles? Eller skal de graves ned?” Vi venter på efterspillet, i lige så høj grad som museumsdirektøren venter på sine penge.
Foto bragt med tilladelse fra Ismar Cirkinagic. Se flere billeder fra udstillingen Hebarium her: http://www.ismarc.com/portfolio/herbarium
En anden kunstner, Ismar Cirkinagic, der kom til Danmark i 1992 fra Ex-Jugoslavien, har arbejdet med et plantetema, Hebarium, hvor han udstiller nogle fine tørrede blomster i rammer. Det ser ved første øjekast meget tilforladeligt ud, og planterne er smukke at se på. Værkets skjulte motiv er imidlertid, at planterne er indsamlet fra massegrave i Bosnien og Hercegovina. Ved siden af plantens latinske navn, skriver han navnet på massegraven, hvor planten er blevet fundet samt hvor mange lig, der blev fundet i graven.
”Lige pludselig får planterne en helt anden karakter og der opstår et sammenstød, hvorigennem værket på en meget sanselig måde artikulerer nogle meget ubehagelige, men reelle og komplekse, dele af vores måde at være mennesker på. Blomsterne fra massegravene har, på samme måde som Jens Haanings værk, både en konceptuel side, men også en meget materiel. Kunstneren har helt konkret været i Ex-Jugoslavien og plukket de her blomster og presset dem, så der er en proces, og der er et håndværk,” forklarer Lotte Philipsen.
Foto fra: cjarvis.com bragt med tilladelse fra Charlotte Jarvis
Samtidskunsten benytter sig i stigende grad af mere avancerede teknologier, hvor videnskabelige eksperimenter blender med kunstneriske eksperimenter.
”Hvis eksperimentet er en kunstnerisk udforskning af materialet eller en spørgen til nogle ting, der ikke skal have et svar, så synes jeg, det begynder at blive kunstnerisk interessant,” fortæller Lotte Philipsen.
En af de kunstnere, der arbejder på tværs af flere videnskaber, er Charlotte Jarvis. Igen er der tale om et værk, der er meget processuelt. Først har kunstneren været nede i serverrummet på Genetic Engineering and Society Center, hvorfra hun har lavet nogle lydoptagelser. Dernæst er der en komponist, der har komponeret et stykke musik på baggrund af lydoptagelserne. Musikken er blevet indspillet og lavet til en MP3-fil. Lydfilen er blevet inkorporeret i et biologisk materiale, som er blandt op med sæbebobler. Titlen på værket: Music of the Spheres.
”Klodernes musik er et klassisk motiv om harmonier hos Pythagoras, der ikke skelnede mellem kunst og naturvidenskab. Når man puster de her sæbebobler, hvad gør man så, laver man musik? MP3-filen er et sted i det her materiale. Så i princippet kunne jeg tage de her sæbeboler med hen på laboratoriet og få dem sekvenseret, og så kunne jeg få den oversat tilbage til en MP3-fil og tage tilbage til kontoret og få det afspillet. Det er den her grænseleg imellem nogle meget avancerede teknologier både biologisk, digitalt og så sådan et legende materiale, som får det til at se håndgribeligt og hverdagsagtigt ud.”
Myriad (Tulips) af Anna Riedler er en installation af tusinder af fotografier af tulipaner, og det boom der var i Holland i 1600-tallet omkring tulipaner. Fotografierne blev senere brugt som datasættet for Mosaic Virus 2018 og Mosaic Virus 2019 til at skabe nye kunstige billeder af tulipaner. (Foto bragt med tilladelse fra Anna Riedler).
Et af de andre felter, som Lotte Philipsen er optaget af, er samtidskunstens brug af machine learning og kunstig intelligens. En kunstner ved navn Anna Riedler arbejder med kunstig billedgenkendelse og har fokus på, hvordan man træner maskinen, så den selv kan lave ”kunstige billeder”. Ridler har skabt et større værk omkring tulipaner, som udspiller sig over flere processer.
”Normalt når man træner et neuralt netværk til at genkende billeder, så har du et træningssæt. Det unikke ved Anna Riedlers værk er, at hun selv laver sit datasæt. Det vil sige, hun tager selv 10.000 fotos af tulipaner, får dem digitaliseret og læst ind. Den del, som ligger i træningen, er virkelig vigtig og til dels også underbelyst, når vi snakker om kunstig intelligens,” forklarer Lotte Philipsen.
Ved at udstille datasættet som et kunstværk får Anna Riedler skabt en opmærksomhed omkring den mængde tid, der går med at konstruere det, men afslører også det menneskelige element i maskinlæring, som normalt er skjult af algoritmiske processer.
De nye digitale teknologier kommer dog til kort på en række essentielle områder, ifølge Lotte Philipsen, der lige nu beskæftiger sig med feltet: digital art history.
”Der er nogle tendenser i det digitale felt, som trækker i retning af en måde at drive kunsthistorie på, som vi har forladt for årtier siden. Billedgenkendelsesværktøjerne kan jo kun se det visuelle. Det vil sige, Ismar Cirkinagic’s føromtalte tørrede planter, hvis du læser dem ind, så er der nogle aspekter, nogle lag, som de modeller ikke får øje på. ”
Det kan i sidste ende få nogle vidtrækkende konsekvenser, mener Lotte Philipsen.
”Hvis machine learning vinder rigtig meget indpas, hvor algoritmerne kommer til at analysere og fortolke kunsten, så kommer det til at betyde noget for den måde, vi bedriver kunsthistorie på. Så er det slut med et blik for det konceptuelle, det performative, rumlige installationer samt slut med de usynlige aspekter ved kunsten, som i dag i mange tilfælde i lige så høj grad er en del af det kunstneriske materiale. Så reduceres kunst til overfladiske billeder, og vi bliver ikke klogere på, hvordan kunsten kan vise os tilværelsens kompleksitet.”
