Ny podcast til de studerende på medievidenskab
Afdelingen for Medievidenskab og Journalistik har fået sin egen podcast. Medielidenskab er en podcast til studerende, der er nysgerrige på det faglige- og sociale studieliv. I podcasten snakker Benjamin Andreassen og Naja Schultz med undervisere og studerende, som kan gøre lytterne klogere på temaer såsom udveksling, bacheloropgave og praktik.
“Du lytter til Medielidenskab. En podcast til medievidenskabsstuderende på Aarhus Universitet.” Sådan indleder studentermedhjælper, Benjamin Andreassen, den første episode af afdelingens nye podcast. Sammen med Naja Schultz producerer han podcasten Medielidenskab, der går i dybden med studiet og de fremtidsmuligheder, det kan bringe med sig.
I første afsnit taler Benjamin Andreassen med to kandidatstuderende, Lina Link og Mikkel Møller Vilhelmsen, som har været i praktik ved henholdsvis Danmarks Radio og reklamebureauet Envision. Formålet med afsnittet er at give de studerende et indblik i, hvordan det er at være i praktik, og hvordan de bruger deres medievidenskabelige kompetencer i praksis. Lina Link fortæller blandt andet, hvordan Medietekstanalyse har bidraget til hendes arbejde hos Danmarks Radio. Her er hun med til at producere programmet, Den Store Bagedyst.
“Jeg kan bruge meget af det vi lærte i Medietekstanalyse. Altså den her forståelse for indhold og det visuelle, dramaturgi, fortælling, klipning, lyd og lys og alle de her ting, som vi lærte om i det fag. Det har givet god mening nu her, hvor jeg sidder og arbejder med TV. Vi ser tv-programmer igennem og diskuterer, hvad der kan blive bedre. Hvordan skal vi klippe det anderledes? Hvordan skal vi skrue op og ned for de her fortællinger?”
Lina Link fortæller desuden, at hun bruger konkrete værktøjer fra Mediereceptionsanalyse, herunder hvordan man laver interviews. Mikkel Møller Vilhelmsen har ligeledes brugt sine tillærte kompetencer fra Mediereceptionanalyse i sit arbejde som Strategic Planner hos Envision. Her har han skullet interviewe respondenter om produkter, kondensere interviewet og trække det ud, som kunne få ud af. Det kunne være alt fra om titlen på et produkt bliver forbundet med noget positivt til, hvornår et specifikt produkt bruges.
Hvorfor en podcast?
Benjamin Andreassen fortæller, at der er flere grunde til, at afdelingen vælger podcast-mediet.
“Den unge målgruppe lytter i stigende grad til podcast. Derfor er det oplagt, at afdelingen tilbyder studierelevant indhold til studerende på bachelor- og kandidatuddannelsen i lydformat. Vi ser et stort potentiale i, at studerende og undervisere kan inspirere og rådgive hinanden, samtidig med at vi kan bringer årgangene tættere på hinanden. Tidligere forsøgte vi udelukkende at formidle afdelingens nyheder via afdelingens hjemmeside, men vi har konkluderet, at målgruppen foretrækker et andet format. Ét af podcast-mediets styrker er, at de studerende kan fordybe sig, imens de eksempelvis er på farten.”
Naja Schultz er overbevist om, at podcasten kan give de studerende en bedre forståelse for uddannelsen som helhed. På sin årgang har hun bemærket, at medstuderende til tider kan have svært ved at se, hvordan kurserne kan bruges i løbet af uddannelsen eller i et fremtidigt job. Podcasten er dertil et godt tiltag, som kan konkretisere de studerendes kompetencer og muligheder på jobmarkedet.
“Ved at interviewe interessante og inspirerende gæster, der fortæller om deres erfaringer med eksempelvis større opgaver og praktikforløb, får de studerende et unikt indblik i deres studie. Indtil videre har vi fået meget positiv feedback fra studerende, som sætter pris på, at vi viser, hvad vi som medievidenskabere kan - eksempelvis ude på arbejdsmarkedet.”
De studerendes podcast
Podcasten bliver produceret med de studerendes interesser og hverdag for øje. Naja Schultz fortæller, at det er en vigtig faktor i tilrettelæggelsen af podcasten, at de studerende kan mærke, at podcasten er lavet til og for dem.
“Vi vil gerne have at de studerende på medievidenskab føler, at det er deres podcast. Derfor valgte vi også at inddrage dem i beslutningen om, hvad podcasten skulle hedde. Vores følgere fik mulighed for at give deres forslag via vores Instagram-profil, MedievidenskabAU, hvorefter der var en afstemning. Og deraf kom navnet, Medielidenskab.”
Benjamin Andreassen beretter ligeledes om, hvordan de studerendes mening har indflydelse på podcasten, da det også er de studerende, som bestemmer, hvad den skal handle om.
“Det er vigtigt for os, at vi tager emner op, som fylder meget hos de studerende og på studiet. Podcastens første afsnit har vi valgt, men fremover vil vi også tage emner op, som vores følgere foreslår på Instagram.”
Fremtidige emner og planer er der allerede mange af. Både Benjamin Andreassen og Naja Schultz kan berette om en ambitiøs vision, hvor der for fremtiden skal udkomme ét nyt afsnit med et nyt emne en gang i måneden.
Du kan høre første afsnit af Medielidenskab på Spotify og Google Podcast.