Aarhus University Seal

Medievidenskab får ny bacheloruddannelse

Det er med et øget fokus på digitale metoder, når den nye studieordning for medievidenskab træder i kraft efter sommerferien. Bliv klogere på den nye bacheloruddannelse her.

Medievidenskab og metode, digitale metoder og analyse af digitale medier. Det er et udsnit af de nye kurser, som de kommende studerende skal undervises i på bacheloruddannelsen i medievidenskab. Og netop det digitale aspekt har været et af fokuspunkterne i udarbejdelsen af den nye studieordning:

”Vi ønsker, at de studerende skal have en dybere forståelse for digitale metoder, og hvordan man håndterer digitalitet i nutidens medielandskab. Vi giver dem nu nogle konkrete værktøjer at arbejde med,” siger Susanne Eichner, der er konstitueret afdelingsleder på Afdelingen for Medievidenskab og Journalistik.

Ifølge Susanne Eichner kommer den nye studieordning på et naturligt tidspunkt:

”Medier er i konstant udvikling, hvorfor vi jævnligt opdaterer afdelingens uddannelser. Selvom vi har en velfungerende bacheloruddannelse, giver det god mening at inkorporere digitale metoder i undervisningen, så vi fremtidssikrer de studerendes kompetencer.”

Fortsat kontinuitet mellem kurserne 

Den nye bacheloruddannelse vil fortsat have sammenhæng mellem de individuelle kurser. Dette gælder både i forhold til, at hvert kursus skal danne et videnskabeligt og metodisk fundament for de andre kurser, men også at flere af kurserne er delt op over flere semestre:

”I den nye studieordning vil kurserne Medie-, kultur- og videnskabsteori, Mediebrug og -oplevelse samt Mediesystemanalyse strække sig over to semestre. Vi har valgt at bevare den kontinuitet, som vi hidtil har haft, men samtidig bestræbt os på at få kurserne til at tale bedre sammen,” siger Susanne Eichner. 

’First year study skills’ – nyt tilbud til førsteårsstuderende

Et andet tiltag i studieordningen er, at de nye studerende skal tilbydes aktiviteter og kurser under en såkaldt ’First year study skills’-pakke. Dette er tilbud, som de studerende frit kan benytte sig af ved siden af de obligatoriske kurser på semesteret:

”Det er et frivilligt tilbud, hvor de nye studerende blandt andet kan få kurser i, hvordan man laver referencer, hvordan man skriver akademisk, og hvordan man bruger biblioteket,” siger Susanne Eichner.

Derudover vil der blive afholdt studenterdrevne lektiecaféer og workshops støttet af Centre for Educational Development (CED). Ifølge Susanne Eichner giver tilbuddet de nye studerende mulighed for at opnå tekniske færdigheder, som de kan bruge i deres studieliv. 

Kulminationen på over et års arbejde

Det er en task force nedsat af afdelingens medarbejdere, som har stået bag den nye bacheloruddannelse. Heriblandt Susanne Eichner, der er fagkoordinator for bacheloruddannelsen i medievidenskab, og afdelingsleder, Anne Marit Waade.

”Studieordningen er skabt i tæt samarbejde med afdelingens medarbejdere, repræsentanter af studerende i Uddannelses- og Studienævnet, Studievejledningen på Katrinebjerg samt dekanatet på Arts. Det har derfor været en lang, men vigtig proces. Vi er meget glade for resultatet,” siger Susanne Eichner. 

Læs mere om den nye bacheloruddannelse her