Aarhus University Seal

Hvordan kan museer udvikle deres formidling?

Det spørgsmål har et nationalt forskningsprojekt undersøgt. Projektet har de seneste år involveret forskere fra fem universiteter og otte museer. Fra Aarhus Universitet har projektet haft lektor Ane Hejlskov Larsen i spidsen.

Foto Poul Ib Henriksen

Vores museum er titlen på et nationalt forsknings- og udviklingsprojekt, der har været i gang siden 2016 og afsluttes i 2020. Professor ved Syddansk Universitet, Kirsten Drotner, har været overordnet leder af Vores museum, som har undersøgt formidlingsformer på danske museer og givet deres viden tilbage til museumsverdenen.

”Vi har haft 13 forskellige projekter fra fem forskellige universiteter. Der har både været historiske projekter som for eksempel en undersøgelse af museumsprofessionens udvikling fra 1958 til i dag  - og nutidige projekter som Ældre Kunst og nutidige brugere. I sidstnævnte projekt har forskere fra Aarhus Universitet i tæt samarbejde med Skovgaard Museet i Viborg undersøgt, hvilken formidlingsmæssig værdi museets brevarkiv har, og hvordan de kan formidle arkivet,” fortæller lektor Ane Hejlskov Larsen.

Udvikling af formidlingseksperimenter

Sidstnævnte projekt har ligesom flere af de øvrige forskningsprojekter kastet resultater af sig i form af publikationer.  Bag projektet Ældre kunst og nye brugere står hovedvejleder og lektor Ane Hejlskov Larsen og ph.d.-stipendiat Mia Yates, der har haft fokus på, hvordan et brevarkiv på 6000 breve på Skovgaard Museet i Viborg kan skabe værdi i formidlingen af den ældre kunst.

”I vores projekt har vi haft fokus på, hvordan brevarkivet kan skabe værdi i formidlingen af den ældre kunst. Vi udviklede derfor forskellige formidlingseksperimenter – blandt andet lydfortællinger, hvor forskellige skuespillere indspillede brevcitater i førstepersonsfortællinger. Oplevelserne med lydfortællingerne blev efterfølgende evalueret af gæster på museet,” fortæller Mia Yates, der fremhæver, at de personforankrede lydfortællinger var med til at kvalificere den visuelle oplevelse. 

På Skovgaard Museet mener museumsleder Anne Mette Villumsen også, at projektet har tilført værdi i formidlingen af den ældre kunst:

”Projektet har vist, at vi kan få skabt en interesse for kunst hos nye brugere ved at formidle den på nye måder. For eksempel ved at lave arrangementer med fokus på tematikker, der går på tværs af kunst og andre emner, så som håndværk, eller ved at fokusere på det sociale aspekt, hvor familier med børn kan tilbringe kvalitetstid sammen på museet i kreative workshops,” fortæller hun. 

Læs mere på voresmuseum.dk

 


Fakta

Vores museum er et nationalt forskningsprojekt om museumsformidling.

Fem danske universiteter har i samarbejde med otte partnermuseer undersøgt museernes afvejning af oplevelses- og oplysningsdimensioner både historisk og aktuelt. Hertil kommer associerede museer, der indgår i undersøgelserne. Ledelsen udgøres af en styregruppe og et internationalt rådgivningspanel.

Formålet med Vores museum har været at belyse, hvordan formidlingsformer har ændret sig og kan ændre sig for at styrke medborgerskabet for flere brugere.

Vores museum er ikke de første, der undersøger hvordan museer bidrager til at udvikle kulturelt medborgerskab, men de første, der inddrager et historisk perspektiv, et designperspektiv og et evalueringsperspektiv.  Projektet har været støttet af VELUX FONDEN, Nordea-fonden og de deltagende parter.


Yderligere information

Lektor, mag.art. Ane Hejlskov Larsen

Aarhus Universitet
Museologisk forskningsprogram
Mobil:  2043 4657
E-mail: kunahl@cc.au.dk