Aarhus University Seal

Flere unge danske kræftpatienter bruger sociale medier under deres kræftforløb

Halvdelen af unge med en kræftdiagnose øger brugen af sociale medier efter deres kræftdiagnose. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny rapport udarbejdet af forskere fra Aarhus Universitet, IT Universitetet og Syddansk Universitet finansieret af Kræftens Bekæmpelse.

Hvert år diagnosticeres ca. 500 danske unge mellem 15 og 29 år med cancer. Indtil nu har der været meget begrænset forskningsmæssig viden om, hvordan unge cancerpatienter bruger sociale medier i forbindelse med deres kræftforløb. I et netop afsluttet forskningsprojekt har en forskergruppe undersøgt, i hvilken grad unge med kræft bruger sociale medier under deres kræftforløb, hvilke sociale medier der bruges til hvilke kræftrelaterede formål samt hvilken betydning de unge kræftpatienter tillægger sociale medier under sygdomsforløbet.

Om undersøgelsen fortæller projektleder og lektor i Nordisk Sprog og Litteratur, Carsten Stage:

-Vores forskningsprojekt hedder ”Unge danske cancerpatienters brug og oplevelse af sociale medier. I forbindelse med vores projekt har 205 kræftpatienter mellem 15 og 29 år besvaret en række spørgsmål om, hvordan de bruger sociale medier til forskellige kræftrelaterede formål, og derudover har vi lavet opfølgende interviews med 25 unge fra hele landet, fortæller projektleder Carsten Stage, der har lavet rapporten sammen med forskere fra ITU og SDU på baggrund af en bevilling fra Kræftens Bekæmpelses Psykosociale Forskningsudvalg.

Formålet med undersøgelsen har, ifølge Carsten Stage, været at få indsigt i mediepraksisser hos en særlig patientgruppe, som ofte føler sig overset i det eksisterende behandlingssystem. Dermed tilbyder projektet også et indblik i, hvordan man bedre fremadrettet kan kommunikere med denne patientgruppe gennem viden om deres sociale medievaner.

Øget brug af sociale medier under kritisk sygdom

Og hvad gør en kræftdiagnose så ved unges mediebrug? 

-Halvdelen af de unge i undersøgelsen øger brugen af sociale medier efter deres kræftdiagnose, mens den resterende halvdel forbliver på status quo. En tredjedel fortæller, at de også selv poster mere indhold efter diagnosen. Undersøgelsen viser også, at de unge i særlig grad bruger sociale medier til at opsøge personlige erfaringer fra andre unge i samme situation, og at mødet med andres fortællinger ofte medfører, at man føler sig mindre alene i sygdommen, fortæller Carsten Stage og uddyber:

-Det vi også kan se er, at de unge overordnet bruger de samme platforme som andre danske unge, og at de betragter Facebook, Instagram og blogs som de mest egnede platforme til at dele kræftindhold. Derudover svarer 41 %, at antallet af likes og kommentarer påvirker deres trivsel og humør. Cirka hver fjerde af alle respondenter markerer også, at de tænker på antallet af likes og kommentarer, når de vælger indhold til deling, mens lige så mange svarer, at de føler sig alene og overset, hvis ingen reagerer.

Hent forskningsrapporten


Fakta om forskningsprojektet

Forskningsprojektet ”Unge danske kræftpatienters brug og oplevelse af sociale medier” (2018-2019) er udført af et forskerteam fra AU, ITU samt SDU og finansieret af Kræftens Bekæmpelse.

Projektgruppe Carsten Stage (lektor, Aarhus Universitet) Karen Hvidtfeldt (lektor, Syddansk Universitet) Lisbeth Klastrup (lektor, IT Universitetet) Sarah Dammand Larsen (vid. assistent, Aarhus Universitet).

Undersøgelsen er finansieret af en bevilling fra Kræftens Bekæmpelses Psykosociale Forskningsudvalg. 

Der er i forbindelse med rapporten anvendt et såkaldt mixed methods-forskningsdesign, der består af:

1. et survey, der kortlægger 205 unge danske cancerpatienters sociale medievaner,
2. kvalitative interviews med 25 unge danske kræftpatienter med fokus på deres mediebrug og oplevelse af sociale medier.

Læs mere om projektet


Yderligere information

Lektor Carsten Stage
Institut for Kommunikation og Kultur - Nordisk Sprog og Litteratur
Mail: norcs@cc.au.dk
Fastnet: +4587163175