PhD-projekt: Den pixelerede krig – kunstneriske behandlinger af den nye billedkrig

Krigsførelse karakteriseres i nyere tid ofte ved synlighedskontrol, en art æstetiseret ramme for, hvad der kan og ikke kan sanses og erfares. Indflydelsesrige kultur- og medieteoretikere som Jean Baudrillard (1995) og Paul Virilio (1989) har stået i spidsen for en længere akademisk tradition for at tænke forholdet mellem krig og nye medier. Vietnamkrigen – den såkaldte ”Living-room war” (f.eks. Rosler 1962) – kan anses som startskuddet for en ny måde at føre og erfare krig på, hvor TV-skærmens livebilleder fra krigszonen repræsenterede krigen og gjorde den til en slags underholdning hjemme i stuerne. Amerikanernes infamøse liverapportager fra bombardementerne i den irakiske ørken, markerede ifølge Baudrillard en ny æra for måden at udføre og tænke krigen på. Krigsførelse blev løsrevet fra slagmarken og fandt, via billederne på skærmen, vej ind i dagligdagen. Senere markerede Gulf krigens såkaldte ’filming bombs’ en intensivering af denne udvikling, hvor billederne begyndte at ’gøre noget’ og ’se for dem selv’. Som den tyske kunstner og filmessayist Harun Farocki har beskrevet med begrebet ”operative images”, har den tiltagende digitalisering af billeder betydet, at de ikke længere blot repræsenterer krigen, men operationaliserer den; billeder blev slet og ret i stigende grad det medie, hvorigennem krig føres (Farocki 2004, Downey 2020). Sidenhen blev angrebene på Twin Towers d. 11. september 2001 emblematisk for billedkrigens virkemåder, som et strategisk billedpolitisk angreb og et vendepunkt, hvorfra krige i stigende grad begyndte at finde sted i og med billeder (Mitchell 2011, 3, Hartog 2015). Som mange kulturteoretikere har peget på, har den ’digitale revolutions’ nye virtuelle slagmarker og visuelle krigsteknologier, – såsom VR-simuleringsprogrammer, droner og sociale medier – kun intensiveret denne udvikling henimod en decideret billedkrig.

Forskningsspørgsmål & tese
Projektet handler grundlæggende om forholdet mellem krig og digitale billeder. Formålet er at undersøge hvad der sker med måden at føre og erfare krig på, når krige i stigende grad finder sted i og med billeder. Også dagligdagen faciliteres og ligefrem konstitueres af billeder i kraft af deres operative og netværklignende kvaliteter (Aurora Hoel 2021). Projektets tese er, at det digitale billede – qua disse nye kvaliteter – forårsager en sløring af grænserne mellem krig og fred: en art ’militarisering af dagligdagen’. Undersøgelsen tager afsæt i to forskningsspørgsmål:

- Hvordan reflekteres en ny form for ’dagligdags’ krigsførelse samt erfaringerne af denne i udvalgte samtidskunstværker af Harun Farocki ”Serious Games”, Ilkin Huseynov ”Looming Dreams”, Thomas Hirschhorn ”Pixel-Collages”, Omer Fast ”5.000 Feet is the Best”, Rabih Mroué ”The Pixelated Revolution”, Forenisc Architecture ”Drone Strike in Miranshah” og Hito Steyerl ”How Not to be Seen”?

- Hvordan bidrager militariserede billedpraksisser til en type krigsførelse, der i stigende grad er karakteriseret ved en form for militarisering af dagligdagen?

Metode
Forskningsspørgsmålene besvares igennem en analytisk undersøgelse af de udvalgte samtidskunstværker samt billeder der cirkulerer online (e.g. protestvideoer fra Gaza), som udgør afhandlingens empiri. De behandles i fire artikler, der afspejler og udforsker forskellige aspekter af, hvor og hvordan krig føres samt erfaringerne af denne, når den er konverteret til en digital billedkrig. Afhandlingen kortlægger i sin helhed en typologi over krigens former i en global, digital billedøkonomi. Idéen om ’militariseringen af dagligdagen’ bruges som overordnet trope til at tænke forskellige typer af krigsførelse med, for på denne måde at udlede noget diagnostisk om samtidens måde at føre og forstå krige på i samtidskunstens lys. Projektet arbejder pt. med tre forskellige niveauer af billedkrig: 1) Visuelle repræsentationer af 'den andens' krig, 2) Civile modstandspraksisser, 3) 'Usynlige' billeder der militariserer dagligdagen.

Formål
Formålet er at konkretisere hvordan billeder bringer en underlæggende, subtil vold ind i dagligdagen: både fysisk men også i form af ’subjektiveringsprocesser’, der ud fra mentale modeller dikterer hvordan vi agerer (Maurizio Lazzarato), afgør hvad der kan og ikke kan sanses (Jacques Ranciére) og bevirker kriminaliseringen af bl.a. brune og feminine kroppe (Achille Mbembe). Dette gøres for at belyse krigsførelse som et sammensat fænomen, hvor 'militariseringen af dagligdagen' samt krigens udformning er kontekstspecifikt og det militante derfor kommer til udtryk på forskellige niveauer. Projektet advokerer således for et mere flydende begreb om krig, der som en brutalitet og vold også indfinder sig i dagligdagen.