Af Kirsten Sass Bak
Vi skriver 1958. Det lille nybyggede institut i parken har eksisteret i ti år og gennemlevet sin første periode: Knud Jeppesen-æraen. Professoren, der er internationalt anerkendt for sin Palestrina-bog og sin lærebog i kontrapunkt, lever stadig og rejser mellem Risskov og Italien, skriver og komponerer, modtager de musikstuderendes syngende hyldest på sin fødselsdag. Hans ruskantate opføres endnu i en årrække ved rusfesterne, hvor de nye årgange, der nu når op på 6 – 7 studerende, modtager den rituelle indvielse. Til toner fra Wagners Mestersangerne (finder jeg senere ud af) optages man i ”Aarhus-studenters musikvidenskabelige lag” - en for os ukendt verden af brevis, longa og semibrevis, som på uudgrundelige måder indsættes med halen strittende op eller ned. Indsættes hvor? For nogle studerende forbliver dette spørgsmål aldrig helt besvaret.
Kandidater fra denne tidlige periode, som jeg kender eller kommer til at kende: Per Cortes, Bent Stellfeld, Finn Mathiassen, Knud Møller og Jesper Jacobsen, kan alle tale på den særlige staccerede måde som Jeppesen, og fortælle anekdoterne, bl.a. den om Othello der siger: ”Desdemona, nu dræber jeg dig!” – hvortil Desdemona svarer: Nå, gør du det?”. Så man fornemmer hvad man er gået glip af.
Men instituttet fik en ny professor som netop startede i 1958: Søren Sørensen. Året før havde det midlertidigt været Bjørn Hjelmborg, som flere gerne ville have beholdt; men det handlede om at have sin disputats færdig, og det havde Søren, om Buxtehudes kantater. Han og jeg kom altså – fra hver sin kant - til at opleve den samme, første rusfest i dette miljø. Her blev Søren udsat for en ”optagelsesprøve”, meget morsomt, og det afsløredes at han, der var kendt fra radioen som cembalist, også var i stand til at ”buske” i klaveret, i en opgiven melodi fra det populære repertoire: ”Mit barndomshjem”.
Det var særlig højtideligt dette år, og der holdtes taler som gjorde indtryk på den nye. Walter Børner, kordirigent og underviser i netop kordirektion, afrundede med: ”det lille institut som vi alle har så kært – det lille institut som vi elsker!”. En tale af Johannes Nørgaard udsendte signaler som havde en lidt mystisk karakter af forsoning. Mellem hvad og hvem? Tilsyneladende en forsikring om et ubrydeligt venskab mellem på den ene side ham selv og hans kone Marianne og på den anden side Søren og hans kone Jytte – men hvorfor? Det stod foreløbigt hen.
Imidlertid forløb rusfesten lige så lystigt som en række lignende og uforglemmelige fester på det gamle institut. Finn Mathiassen, undervisningsassistent, som jeg kun kendte fra hans introduktioner til de ungdomskoncerter, Thomas Jensen og byorkestret afholdt i Scala gennem min gymnasietid, kom hen og sagde: ”De er vist ny – skal vi ikke drikke dus?”. Det skulle vi. Vores kommende lærer i næsten alt, Bent Stellfeld, som vi ikke skulle drikke dus med før forprøven var bestået, sang duetten fra Don Juan ”la ci darem la mano” med sanglærer Fru Gottlieb, sådan at Stellfeld sang sopranen i falset og Fru Gottlieb barytonrollen. Knud Ottosen, vores hørerlærer Kittes mand, optrådte med sjove sange. Men først og sidst var der Traf, et musikalsk-komisk naturtalent, som med sine enmands-sketches, eller i parløb med musikbibliotekar Erling Winkel, fik alle til at ligge flade af grin – hver gang. Traf var de indviedes navn for den ældre studerende som hed Tage Mortensen, og ja, det var ham som blev DR-pigekorets dirigent i 1970’erne. For nu at bruge et stunt, han og pigekoret lavede engang, idet de fløj op i en flyvemaskine og dér afsang nogle sange, hvorved de kvalificerede sig til den imaginære titel af ”det kor som har sunget højest”, kan man sige: højt at flyve, dybt at falde. Det duer selvsagt ikke at forsvare eller forklare dirigentens nu velkendte opførsel med at ”det var en anden tid”. Næ næ. Men vel var 1970’erne en anden tid, hvad enhver af os ældre sikkert ved, hvis vi husker efter.
Kort tid inde i semestret blev der indkaldt til fællesmøde for alle studerende. De ældre var bekymrede. Rygtet gik at Johs. Nørgaard skulle forlade instituttet, dvs. var fyret. De kønne ord i talen havde ikke været nok. Hvorfor? Hvad de personlige relationer end måtte være, kunne ingen forestille sig større forskelle i holdninger til den musikvidenskab som jo var kernen i vores studium, end de to personer repræsenterede. Søren kom med sit fokus på barokken og et ret gammeldags billede af musikhistorien, tilføjet den laubianske linje som man også kendte fra kolleger i København; Nørgaard var kendt som fortaler for Gustav Mahler, noget næsten uhørt i tiden, var antroposof og desuden – hvad? Vistnok kendt for, især på Konservatoriet, at omgive sig med kønne unge damer som han havde ”smittet” med sine anskuelser. En ældre studerende, Karsten Lawaetz, sagde: ”Nu har vi Søren, men så må vi også, som modvægt, beholde Johannes”. Man nikkede og var enig. Blot havde vi som gruppe ingenting at skulle have sagt. Nørgaard forsvandt, og det samme gjorde kapelmester Gerhard Schepelern, der havde undervist i direktion.
Senere på året blev der holdt en jubilæumsfest i anledning af tiåret, hvortil Finn Egeland Hansen, årgangen før os, havde komponeret en kantate. Heri forekom et talekor som på en skæbnesvangert hviskende måde fremsagde, i forbindelse med de revner og sprækker i instituttets mure som allerede da var synlige: ”Der ryger somme tider en lærer ud mellem sprækkerne. Navnlig de lange og tynde.” Hvorpå fulgte et citat fra Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen. Jeg husker ikke om Søren var til stede. Men grundlaget for vores musikvidenskabelige opdragelse var nu fastlagt indtil videre; det var stadig efterkrigstid uden megen slinger i valsen.
Den dannelsesrejse vi skulle ud på, omfattede selvfølgelig alle livets sider. Basale forhold som det pludselig at skulle sørge for sig selv, at skulle overholde færdselsreglerne på cykel igennem byen, at skulle leve for 300 kr. om måneden inklusiv en husleje på 80, at finde et passende værelse hos private med en – muligvis begrænset – adgang til bad, og hvor det var tilladt at spille klaver, var i sig selv besværligt nok. Jeg flyttede næsten hvert år igennem min studietid, og klaver-flyttemændene Frithjof og Holger med deres ”hund” blev kendte skikkelser. Det var før s.u., før studenterhuset, og i det hele taget før det meste; men hvis man tog til takke, var der varm mad for 1,50 kr. i studenterkøkkenet, som lå i kælderregionen af hovedbygningen. Man måtte se at få et job, og jeg fik ret hurtigt et som klaverspiller til gymnastik, begyndende med 8 kr. i timen, dog med stigende tendens. Jeg blev ganske populær hos byens gymnastiklærerinder, da jeg improviserede til øvelserne, hvilket sparede begge parter for noder og forberedelse.
Indslusning i studiemiljøet var vigtig, og kom næsten af sig selv. Vores gode, lille årgang blev ganske vist decimeret i løbet af det første års tid. Sten Abrahams, min gamle klassekammerat, faldt fra allerede efter en måned, da vi i hørelære kom til ”kvartsekst-forudhold for dominanten” – det fandt han for stærkt. Den søde Birgit Worn blev syg af noget så sjældent som tuberkulose og måtte langvarigt på hospital. Uffe Withen Jensenforlod os for at blive sanger, og så var Gustav Gundersen og jeg tilbage. Vi blev dog forøget med Steen Nielsen fra den forrige årgang. Steen var jazzmusiker, og det utal af problemer, han af den grund kom ud for i sin studietid, må forekomme yngre generationer utroligt. Alligevel holdt han ud, og da vi kom til at følges ad og også blev kandidater samtidig, blev vi venner. Han insisterede på at skrive speciale om Miles Davis, som Søren (plus censor) gav karakteren ”godt” – den lavest mulige at bestå på. Til gengæld blev han den første på instituttet som fik sit speciale udgivet som bog: Om Jazz, 1967, med bagsidetekst af Erik Moseholm.
Der fandtes på instituttet en inderkreds med centrum hos Jesper Jacobsen og hans kone Jytte. Omkring dem stod en skare af tilhængere, i min erindring mest piger, der næsten alle hed Kirsten. Man skulle ikke have opholdt sig længe på stedet for at vide at det var herfra, normer og smag blev fastlagt, for musikken og for lidt af hvert. En sød pige fra en ældre årgang, Lis Holm, kom hen og betroede mig, at her på stedet skulle man ikke kunne lide f.eks. Chopin – nej, det var Bach og Brahms og så fremdeles. Hun må have kunnet mærke hos mig en skepsis over for kredsens dogmer, og det var sandt, for min gymnasiemusiklærer Per Cortes havde advaret mig på forhånd. Der var en slags kult, havde han sagt, med Jesper som ypperstepræst. På fredagsaftener, hvor man kom hen på instituttet for at lytte sammen til en grammofonindspilning af et klassisk værk, svømmede man hen, så man lå hen over bordet, især når dirigenten var Furtwängler! – Svømme hen eller ej, så var disse aftener naturligvis en udmærket mulighed for at høre nye indspilninger, og den blev også benyttet af os få som ikke umiddelbart hørte til i inderkredsen. Man medbragte selv brød, og der blev drukket spandevis af te – en drik som i det hele taget dominerede, selv indretningen af de små lokaler inden for hoveddøren, hvor et antal tepotter og -krus altid stod parat.
Selve studiet fyldte naturligvis, det er svært sige hvor meget, og måske burde det have fyldt mere. Forprøven efter to år udgjorde en relativt lille del af det samlede studium; fagene musikhistorie (ifølge Povl Hamburgers Musikens Historie), koralharmonisering, hørelære, sang- og klaverundervisning skred fremad i roligt tempo og frembød ikke særlige vanskeligheder. Undervisningen foregik dels i auditoriet, dels i et lille lokale i den anden ende af huset, hvor der akkurat var plads til et opretstående klaver, et undervisningshold af beskeden størrelse – og så til nogle bogreoler med en stadig voksende tilvækst af bøger som, fik vi at vide, med tiden skulle være noget der hed ”Sanghistorisk arkiv”.
Klaverundervisningen foregik i Musikkonservatoriets lokaler i Rosensgade eller Mejlgade. Man fik tildelt en lærer fra konservatoriet, og på den måde fik jeg gennem mit studium glæde af fremragende klaverlærere som Paul la Cour, Jørgen Thomsen, Esther Birch og Kjeld Hansen. På konservatoriet blev de universitetsstuderende traditionsmæssigt betragtet som umusikalske nørder, der kun sad og talte parallelle kvinter, eller som la Cour formulerede det: ”en flok drønnerter.” Ganske som man fra vores side kunne tvivle på om konservatorie-studerende overhovedet kunne læse og skrive. Det hindrede ikke et udmærket samarbejde, eller at ikke så få med udbytte gik begge steder.
Et særligt studieelement var faget talelære. Det foregik i små lokaler med skråvægge øverst oppe over universitetets aula, hos Johs. Dalsgård, og havde til formål at lægge vores stemmer i et sundt og holdbart leje, samt at danne vores tale i overensstemmelse med – så vidt muligt – gældende københavnske norm. Øvelserne, der bl.a. gik ud på at fremsige ”ø øde ø” og ”å åde å” og så fremdeles, for at undgå sprængansats, forekom måske komiske; men jeg har mange takket skæbnen for denne kur, især ved lyden af de syge og klemte talestemmer, jeg dagligt hører i radioens P1 og P2, hos et større antal både medarbejdere og interviewpersoner som med held ville kunne konsultere en talepædagog.
Det var en god idé at overvære en eksamen før man selv skulle op, og sådan fik jeg et indtryk af det kulturelle københavneri, Dalsgaard loyalt havde forberedt os på. Vi skulle til eksamen læse op, et stykke poesi efter eget valg samt et stykke prosa som ekstemporal. Der fandtes efter Dalsgårds egen opfattelse en jysk rigssprogsnorm som burde være ligeberettiget med den københavnske, men ikke var det. Derfor måtte man øve sig i bestemte ord: vej, skov og løv, som man gjorde bedst i at udtale på den københavnske måde, nemlig med stød. Nu hørte jeg en kandidat læse op med en rigtig god diktion; men da han i ekstemporalen kom til ét af de kritiske ord, fornemmede jeg at det pludselig kørte rundt for ham: hvilken var nu den ”rigtige” udtale og hvilken den ”forkerte”? Ak, han huskede fejl og sagde ordet uden stød, hvorpå de to censorer, der jo begge var københavnere, vendte ansigtet mod hinanden og som på tælling gjorde et notat i deres papir. Kandidaten fik mg-minus. De to censorer var Mogens Wøldike og Knud Olrik, og de skulle følge mig til samtlige eksaminationer gennem mit studium.
Forprøven forløb uden særlige problemer, og så kunne Gustav, Steen og jeg drikke dus med både Kitte og Stellfeld, nu Bent. Med vores klaverlærere var det anderledes; de havde deres yndlingselever som de var dus med, og så meget mere følte de øvrige at de var udenfor, hvilket viser det inhumane og vilkårlige i hele dette system. Ingen drak vist nogensinde dus med instituttets eneste sanglærer, Fru Gottlieb. Og mens alle vores øvrige lærere var dygtige og effektive, kan det betvivles om hun nogen nogensinde lærte at nogen at synge godt, hvis de ikke kunne det i forvejen. Men herom senere.
Forprøven var også nøglen til den traditionelle tur sammen med Stellfeld ud til hans sommerhus, men dette år gik den i stedet til Steens forældres sommerhus. Her blev den obligatoriske ”forloren skildpadde” indtaget, vist i god ro og orden, hvilket var heldigt nok, for forud var gået en yderst lystig og fugtig frokost i det grønne, hvor jeg i et væddemål havde spist en vandkalv, noget som Bent aldrig siden blev træt af at indlemme i sit velkendte fond af historier. Vores chauffør var Ove Kryger Rasmussen, der var svagere tilknyttet vores årgang, idet han, ligesom Tom Prehn, var magisterstuderende og derfor fulgte et andet studieprogram – og altså besad et kørekort. Om det videre forløb af hans bilkørsel, og hvad der skete da han skulle aflevere den lejede bil, er det måske dækkende at sige at ”det var en anden tid”.
Det endelige punktum for denne del af min studietid var dog den store Salzburg-tur senere på sommeren. Omtrent hele institutfamilien var med: Søren og Jytte, Walter Børner og frue, Kitte, Stellfeld, og bussen fyldt med studerende helt ned til yngste årgang. Flere havde, som også jeg, en kæreste eller ægtefælle med. John og Aase Christiansen stod meget professionelt for arrangementet, der omfattede koncert- og operabilletter både i Salzburg og Bayreuth, indkvartering alle steder, og uudtømmelige mængder af kiks og læskedrikke under turen. Traf var med, en fornøjelig kammerat, men – ak, også den der lærte os sine forvorpne tekster til skæbnesymfonien og andre klassiske værker, tekster som det skulle blive umuligt nogensinde at få ud af hovedet igen.
Første punkt var et kloster i den tyske by Beuron, hvor vi skulle høre munkesang. Det må skyldes mine manglende forudsætninger for at vurdere denne sanglige specialitet, at min erindring om de to dage, vi tilbragte der, er så godt som blank. Så gik turen videre mod Salzburg. Her noterede jeg mig med tilfredshed mine fagfællers litterære niveau: jeg ikke var den eneste som spontant reciterede ”Salzach er ingen munter flod”. Bussen, med den allerede populære chauffør Frederiksen, fortsatte til en lille flække i bjergene uden for byen, Sct. Koloman, hvor kroen blev vores hjem. Lærerne og enkelte studerende overnattede i pæne logis’er med rigtige senge; vi andre, kønsopdelt i hvert fald i princippet, under primitive forhold på en nærliggende landejendom, på gulve og hølofter og med én kold vandhane til et gulv fuld af piger. Det var jo samtidig et eventyr, og vi tog det så vidt jeg husker med humør. Mindst tre gange blev vi transporteret ned i selve byen, til de oplevelser vi havde købt billet til. For mig var det Don Carlos i Felsenreifschule, med Boris Christoff som kong Philip; det var koncert med Wienerphilharmonikerne og Karajan, bl.a. Beethovens syvende, og – toppen af alt – Rosenkavaleren med Elizabeth Schwartzkopf som marskalinden og Sena Jurinac som rosenkavaleren. Det var selvfølgelig pragtfuldt. Men givetvis var jeg alt for uforberedt til at få ”nok” ud af det.
Det hindrede ikke at jeg deltog i den almindelige overbærende attitude, da et Tyroler-band i Lederhosen og med kæmpestore helicon’er optrådte på kroen. Ejheller at erindringerne om vores uendelige afsyngelse af spontant digtede tekster til sang-spøgen ”Hele familjen går ut med gjeten” – en ottelinjers melodi i 3/4, hvor tekstens stavelsesantal er lige én for meget, nemlig 10, hvorfor tekst og melodi først går op til sidst – står cirka lige så klart i hukommelsen som de store musikalske oplevelser. For ikke at tale om vores forsøgsvise omgang med den østrigske 80 % Rum, der ikke sjældent faldt uheldig ud. Eller vores afskedsfest på kroen, hvor Jytte sang sine halvvovede viser, og hvor Søren og jeg på et tidspunkt stod og ofrede sammen omme bag kroen. Men sammenholdet blev bedre efter alt dette, og på en mærkelig måde også det almindelige udsyn på verden.
Så gik turen videre til Bayreuth. Her husker jeg underligt nok klarere både byen, operahuset og den ene forestilling, som i vores tilfælde var Den flyvende Hollænder, med den purunge Anja Silja som Senta. Fornemmelsen af Wagner-kulten lå som en næsten mærkbar dyne over salen. I operaens slutning stod på den mørklagte scene et kor af grønligt fosforiserende spøgelser og sang – længe og skræmmende. Jeg blev ikke omvendt til Wagner før langt senere i livet.
Havde forprøvestudiet virket som at træde ind i en ny, spændende men lidt lukket verden, så blev 2. dels studiet en bevægelse, hvor flere og flere døre syntes at åbne sig. Ikke alene blev man selv mere erfaren, men 1900-tallets egen musik fik på forskellige måder en større plads. Man gik til koncerter, ikke blot de klassiske i Scala men også AUT-koncerter (Aarhus Unge Tonekunstnere) på Konservatoriet, med nulevende komponister. Vi deltog ud over de obligatoriske fag i forelæsninger af Finn Mathiassen, om strømninger og hovedværker i den ny musik: symbolisme, wienerskole og flere slags modernisme, Debussys Pelléas et Mélisande, Les Six, Webern, Alban Berg, Sjostakovitj og meget andet.
Da der på et (uvist) tidspunkt blev arrangeret endnu en operatur, denne gang dog kun et folkevognsrugbrød fuldt og til Hamburg, var det for at høre moderne operaer. I løbet af en uge overværede vi pragtfulde forestillinger: Stravinskijs Oedipus rex (plus en anden enakter som jeg ikke husker); Alban Bergs Wozzeck; Alban Bergs Lulu; Benjamin Brittens A Midsummer Night’s Dream; Karl Birger Blomdahls (og Harry Matinsons) Aniara samt Rolf Liebermanns Die Schule der Frauen. Sidstnævnte var komponeret af teaterdirektøren selv og klart den mindst interessante, mens især Aniara var betagende, og de to Berg-operaer stærke oplevelser. Operaens mandlige førstekraft hed Toni Blankenheim, og han formåede at spille næsten samtlige hovedroller, sangligt og scenisk fremragende. Denne gang havde jeg ingen vanskeligheder med at forstå eller værdsætte, selvom tonesproget havde flyttet sig. Jeg var åbenbart flyttet med.
Nu blev det også endeligt klart for mig personligt, at tidens musik, tresser-modernismen, udgjorde så voldsom en hurdle rent nodemæssigt, at man godt kunne skrinlægge enhver plan om eventuelt at komponere selv; så mit sidste ”værk” forblev det lille klaverstykke, jeg havde spillet til optagelsesprøven. Vi befandt os i en tid hvor der ikke fandtes noget rigtig acceptabelt lag af musik mellem den klassiske verden og de ”døgnmelodier” vi kendte fra halvtredserne. Der var selvfølgelig dansemusik og evergreens, som jeg også havde spillet i stor stil, og hvis man var blevet indkørt i tide, hvad jeg ikke var, ville der måske have været jazzen. Et begreb som ungdoms-musikkultur var ukendt fremtidsmusik, al den stund der slet fandtes noget sådant som ungdomskultur; og noget så vildt som idéen om et kvinde-band kunne slet ikke fostres i ens hoved. Så jeg nøjedes med at lytte, nyde og studere. Mit problem med nodelæsning, som i dag måske ville have fået en diagnose, som så meget andet, forsøgte jeg imidlertid stadig at holde så hemmeligt som muligt – og i øvrigt prøve at klare mig igennem på øret.
Selv i studiemiljøet var ingenting helt som før. En bombe var allerede før sommerferien kastet ind i instituttets inderkreds: Jespers Jytte var rendt af med Karsten Lawaetz til København, og Jesper selv (der havde været alene med på Salzburg-turen) i gang med den proces der skulle forvandle ham til den rummelige og rare kollega der kendes fra senere tider. En større pluralitet kom til at præge instituttets liv, og da Kirsten Winkler Lund inviterede en flok af os piger, de ”udenforstående”, til sin polterabend, opdagede vi at vi allerede var i overtal.
Da Margit oprettede institutionen ”Mosegrisene” som solgte øl, var der sket endnu et skred. Og snart skulle selve rammerne ændres til ukendelighed, da Søren fik gennemført en total ombygning og udvidelse, som næsten kunne rumme selv de store årgange, ingen endnu vidste ville komme. Det institut som vi herefter kender, stod færdigt i 1965; men da jeg på det tidspunkt færdiggjorde min bifagseksamen, har jeg hverken erindringer om byggerod eller indvielsesfest.
Studieordningen på Musik blev på dette tidspunkt modificeret en smule, med indførelsen af to delprøver som man kunne afslutte separat, mod som tidligere at skulle op i alt på én gang. Delprøve A kaldtes teori, hvilket dækkede over kontrapunkt (hos Finn) og fri harmonisering (hos Stellfeld), mens delprøve B var klaver og sang. Så nu kunne vi gå i gang med de nye fag.
Det stod hurtigt klart at jeg ikke var skabt for Palestrina-kontrapunkt, men det samme gjaldt tilsyneladende de fleste på holdet. Efterhånden kom vi dog efter det, og når man var lykkedes med en opgave, kunne man få en ”snølle”, en lille blyants-krusedulle som gik tilbage – ikke kun til Jeppesen, men til hans lærer Carl Nielsen, og som muligvis en gang have været et CN. - ”Fri harmonisering”, jamen var det ikke bare det som jeg havde praktiseret siden jeg var et stort barn, nemlig at spille en melodi med harmonier, enten som man på et tidspunkt havde hørt at det skulle lyde, eller (det gjaldt f.eks. de flotte finske melodier i den enstemmige Nordens sångbok, som vi havde brugt i mit hjem): som man kunne regne ud at det skulle lyde? Nej, ikke helt. Det var en skriftlig disciplin, der var stemmeføring, og ikke mindst var der faldgruberne: de parallelle kvinter og oktaver, fejl som var adskilligt værre end det manglende jyske stød. Jeg må have taget for let på disse ting, for eksamensresultatet blev elendigt; der havde været paralleller i både harmoniserings- og kontrapunktopgaven. Det var trods alt for flovt. Jeg fik lov til at gå op igen, og næste gang var resultatet forbedret til ukendelighed.
Mens mange musikstuderende tjente til brødet som kirkesangere, skiftede jeg gymnastikspillet ud med i to omgange at være timelærer i musik på min gamle skole, Aarhus Katedralskole. Her stod man pludselig i juni 1962 og manglede en lærer, da Henrik Schiøtz var forsvundet ret brat. Per Cortes foreslog mig at træde til; der var kun få uger tilbage, og hvis det gik skidt, kunne det jo være lige meget, men hvis det gik godt eller nogenlunde, ville der være et antal ugentlige timer til mig efter ferien. På de vilkår turde jeg godt, og da ikke gik så galt, blev jeg musiklærer. Her fik jeg lejlighed til, ud over naturligvis en værdifuld undervisningserfaring, at være med i opførelsen af en Händel-opera. For første og eneste gang blev jeg cembalospiller.
Per Cortes var, i øvrigt ligesom jeg selv, orienteret mod det engelske, og var blevet ven med den store engelske bassanger Owen Brannigan. På Katedralskolen havde Cortes tidligere med held sat både Dido og Aeneas og Tiggerens Opera op, og nu kom turen til Händels herlige lille opera Acis og Galatea. Med den engelske forkærlighed for at blande professionelle og amatører, var det ikke svært at overtale Brannigan til at komme til Aarhus og synge Polyphemos’ parti, alternerende med Jørgen Byberg, min tilkommende mand. De øvrige solister, bl.a. Vibeke Bielke, var på plads, og som ved de tidligere lejligheder var det lykkedes at skrabe et lille orkester sammen. Jeg skulle spille continuo-cembalo, og det efter engelsk forbillede. Cortes kom og placerede en kæmpestor spolebåndoptager på min bopæl, og nu skulle jeg bare lytte efter continuospillet, udført af den kendte cembalist Thurston Dart, og så prøve at gøre ligeså. Det var ikke det enkle generalbasspil som vi havde lært til forprøven, jeg hørte her, men en sky af cembalo-guirlander og improvisation. Jeg lyttede, til jeg så at sige kunne operaen udenad, og selvom mit spil langtfra kom bare i nærheden af forbilledet, så virkede det dog, og jeg fik endda ros af Søren, som var kommet til stede for at høre Brannigan. Den engelske sanger viste sig at være en særdeles hyggelig mand, forestillingen gik i det hele taget godt, og denne korte karriere som cembalist er én af de sjoveste musikalske opgaver jeg har haft.
Imellem de to år på Katedralskolen skrev jeg speciale. Det lå stadig på en plads inde i studieforløbet, hvor man ikke var fuldt uddannet, og i øvrigt havde vi ikke havde skullet aflevere én eneste skriftlig opgave om musikhistorie og analyse, kaldet formlære, i studiets løb. Da der tilmed ikke fandtes egentlig vejledning, er det ikke mærkeligt at det ofte trak ud, og at der var en del ”sumpere”. Man aftalte emnet med professoren, eller på det tidspunkt Finn eller Stellfeld, og det var omtrent det. Jeg var ad forskellige veje faldet for den engelske virginalmusik, med dens friske, umiddelbare og alligevel virtuose stil, dens blandede tonalitet midt mellem systemerne, og det at den, med Lars Ulrik Mortensens ord (engang i radioen) ”virker som nedskrevne improvisationer”. Artigt spurgte jeg Søren, som mente at det var en god idé; navnlig kunne jeg se på cantus firmus-bearbejdelserne i The Fitzwilliam Virginal Book. Det forsøgte jeg, men indså snart at de netop repræsenterede det mindst interessante stof i hele samlingen, med deres bagudrettede stilpræg. Da jeg en dag på instituttet traf på Finn, nævnte jeg for ham at jeg fandt variationsværkerne over verdslige melodier langt mere spændende. Det gav han mig ret i; vi snakkede lidt om måder at angribe stoffet på, og han rådede mig til også at lægge vægt på ”det sociale”, dvs. Tudor-tidens musikalske miljøer. Her var noget godt at gå videre med. Jeg gik i gang - og blev efter nogen tid ringet op af Finn, hvilket var uhørt. Han havde tilfældigvis snakket med Søren, der havde sagt at dette var ”hans” speciale; men jeg skulle ikke være nervøs, blot gå videre som jeg havde tænkt. Nu befandt jeg mig i én af disse gamblings- situationer som, skønt de jo er ganske uværdige, ikke var til at komme uden om. Jeg endte med at gøre lidt mere ud af cantus firmus-bearbejdelserne og relativt mindre af ”det sociale”; men variationssatserne kom trods alt i fokus. Den dag i dag bliver jeg glad når – hvad ikke helt sjældent sker – én af de gamle Tudor-melodier høres i en musikalsk sammenhæng: ”Go from my window”, ”John come and kiss me now”, ”The woods so wild” og alle de andre.
En ny person dukkede op i lærerkollegiet: Karl Clausen, som alle straks vidste hed Kalle. Samtidig med at opbygge bogsamlingen som blev til Sanghistorisk Arkiv holdt han forelæsninger om dansk sanghistorie, et obligatorisk studieelement, men med afløsning for deltagelse. I begyndelsen kom han rejsende fra København, medbringende en lille kuffert som blev lagt op på bordet. Ud kom først en stribet pyjamas, dernæst tandbørste og barbergrej, og endelig fandt han i bunden af kufferten de bøger han ville vise os, ofte sjældenheder som f.eks. O.D. Lütkens Huus- og Skolesangbog fra 1818. Jeg var i begyndelsen mest fængslet af manden selv, hans naturlige selvbevidsthed og hans åbenbare fascination af selve bøgerne. Det var samleren, vi hørte og så, lige så meget som sanghistorikeren. Senere flyttede han herover med familien, hans kone Grethe blev latin- og fransklærer på Katedralskolen og dermed min kollega, og Kalle selv blev, takket være Henrik Schiøtz’ sortie, dirigent for Aarhus Studentersangere, hvor min mand var en ivrig deltager. (Dette strejftog ind i det mere private er baggrund for den følgende episode, som handler om faget kordirektion hos Walter Børner.)
Der blev undervist flere årgange sammen, for vi skulle naturligvis også agere kor og dirigere hinanden. Imidlertid erklærede Børner rent ud at han ikke brød sig om at se kvinder dirigere, så vi piger blev sjældent eller aldrig taget op. Men prøves skulle vi jo for at få afløsning, og mens jeg stod dér for første og eneste gang og dirigerede, gik døren pludselig op og Kalle kom ind for at hente noget. Han og Børner var blevet naboer og gode bekendte.
Kalle: ”Nå, så du har damerne oppe i dag!”
Børner: ”Jae, hun – øh – hun er rigtig god.”
Kalle: ”Ja, men hun er jo også gift med en sanger – en fortrinlig sanger for resten!”
Her slutter erindringen, og jeg aner ikke hvordan det gik med direktionen. Men jeg fik da min afløsning.
Da jeg efter min bifagseksamen vendte tilbage til det nu helt forandrede institut, med to auditorier, kantine og små øvelokaler (som snart skulle inddrages i undervisningen, da årgangene begyndte at vokse i størrelse), foruden en hel fløj med lærerkontorer, Sanghistorisk arkiv og noget der hed Akustisk laboratorium, følte jeg mig allerede som lidt af en oldsag. Erhvervsarbejdet og en hjernerystelse efter et cykelstyrt havde forsinket mig, min gode kammerat Gustav var allerede færdig, og grønskollingerne var begyndt at rykke op. Men nu var der også kun det sidste tilbage, først delprøven med klaver og sang.
Fru Gottlieb gik på pension. Længe havde der været flugt fra hendes undervisning, især da en ny sanglærer på Konservatoriet, med et ry nærmest som en mirakelmager: Peer Birch, var blevet tilgængelig også for os. Min holdning var den at jeg nok alligevel ikke kunne lære at synge, og at det måske også var lidt synd for hende hvis alle forsvandt. Så jeg var blandt de trofaste som hun til afsked inviterede op til sit hjem i Randers. Det var hyggeligt nok, og Stellfeld, der også var med, havde skrevet en morsom sang på ”Langt højere bjerge”. Derefter var det meningen at vi, hendes dygtige elever, skulle optræde lidt og vise hvad vi kunne. Men hvad kunne vi? Kirsten Kjærulff kunne godt synge, men det havde hun vist kunnet siden hun begyndte at studere. Fru Gottlieb selv sang Heises ”En sommeraften silde” med Henning Nielsen som akkompagnatør (han kunne godt spille fra bladet). Men derefter gik det i stå. Fru Gottlieb var dybt skuffet og blev ved med at sige: ”Jeg synes det er for ringe!” Hvad der kunne være årsagen til denne tilstand blev ikke diskuteret.
Nu fik også jeg Peer Birch. Da han bad mig synge en sang, valgte jeg Brahms’ Sapphische Ode, en tilstrækkelig dybtliggende lied til at jeg turde binde an. Men hvad var det? Min spinkle sangstemme klang helt alene i rummet til akkompagnementet, hvilket jeg ikke var vant til, for fru Gottlieb havde altid stået og hujet, gestikuleret, afbrudt og sunget med, så man ikke kunne høre sig selv. Peer sagde: ”Det kan ikke passe at der ikke er mere lyd i sådan en stor pige!” Så begyndte vi helt forfra. Og skønt der ikke var megen tid tilbage, skete det mærkelige, at min sang- og min klavereksamen fik samme karakter, nemlig mg+. I betragtning af at jeg dog havde øvet mig på klaver i mange år, og spillede et forholdsvis ambitiøst program bestående af Bachs cis mol/des mol præludium og fuga samt alle Bartóks seks bulgarske danse fra Mikrokosmos, mens jeg sangligt set for ret nylig kun havde kunnet sige pip, var ”mirakelmager” måske ikke helt forkert. Jeg sang Caccini og Debussy, akkompagneret af Jens Dalsgård, med hvem jeg havde den aftale at han ville lægge et bestemt e op i klaveret, hvis det var gråvejr, og det derfor ville knibe for mig at nå det. Jeg tror nok at solen skinnede.
Prima vista hørt til de sidste fag. Undervisningen hos Kalle havde været en todelt erfaring, for her fremgik mine svagheder og styrker ubønhørligt klart. Når jeg spillede dårligt fra bladet, rystede han undrende på hovedet, og sagde engang: ”Du skal ikke være ked af det – det vigtigste er at man lever i et godt ægteskab!” Når jeg harmoniserede, både den lille lette melodi i Schulz-stil, med ”så få toner i bassen som muligt” (hans eneste helt konkrete råd), og den mere udbyggede melodi i en firestemmig klaversats, så han igen glad ud og udtalte: ”Nu kan man da høre at du er et åndsmenneske!”. Han forsøgte også at lade mig undervise de andre to, Steen og Niels Helge, i harmonisering; men det fandt ingen af os var en god idé, så det gik i sin mor igen.
Jeg vil altid med glæde og taknemmelighed se tilbage på mit sidste halvår, hvor jeg studerede mine 20 hovedværker. Listen var godkendt med hensyn til spredning over den klassiske musiks perioder og genrer, og det eneste sikre var nu at man ville blive eksamineret mundtligt i to af værkerne. Der var ingen vejledning eller timer at gå til; men vi havde jo fået redskaberne, sådan som metoder og synsvinkler nu engang stod på denne tid. I de måneder fik jeg lært at studere musik. At fordybe sig i disse værker og deres plads i musikhistorien var – som vi jo endnu ikke sagde – fedt.
Først lå der dog en skriftlig eksamen i musikhistorie. Pensum var i princippet hele den vestlige musiks historie ifølge D.J. Grout, plus Nils Schiørrings Musikkens veje. Man sad i universitetets aula under overvågning, absolut uden hjælpemidler, fik udleveret stilehæfte og blyant (eller var det kuglepen?), samt altså emnet: passionens historie. Av av. Det emne havde vi allerede haft en prøveeksamination i, der ganske rigtigt ikke var gået særlig godt. Men at vi ligefrem skulle have det igen! Jeg tror jeg fik godt+.
Til den mundtlige eksamination ville der heller ikke være forberedelsestid eller hjælpemidler, det var en eksamen omtrent som i skolen. Så der var der kun én ting at gøre: at forberede 20 små nydelige foredrag hjemmefra, så eksaminator ville få ordet så lidt som muligt. Ved prøveeksaminer blev det reduceret til 18, men det var dog også en sjat. Derfor kom man let ud i en gambling. Der fandtes, mente vi, Finn-spørgsmål og Søren-spørgsmål, og helt officielt var det sådan at Finns eksamination ville lægge mest vægt på formlæren og Søren mest på det musikhistoriske; men samtidig ville begge indeholde det andet element i sig, som yin og yang. Men derudover forestillede vi os en anden fordeling som kunne gå på tværs: Søren måtte antages at vælge den ældre del af musikhistorien, Finn den senere; men han kunne på den anden side også vælge både middelalder og renæssance – eller Mozart. Her var min gambling slået fejl, for jeg kom op i Mozarts klaverkoncert nr. 27 i B-dur hos Finn, og i Stravinskijs Salmesymfoni hos Søren. Det greb lidt ind i de foredrag jeg havde forberedt, men var dog ingen stor ulykke.
”Formlære” var et misvisende ord, for formstrukturerne var det mindste af det, dem kunne man jo grafisk aflæse af nodebilledet. Derfor kunne jeg også uden besvær finde rundt i den tematiske indretning af Salmesymfoniens 2. sats, da vi kom til den hos Søren. Men forud gik det centrale: analysen af Mozart-koncerten, hvilket bl.a. betød det harmonisk-modulatoriske forløb i detaljer, hele førstesatsen igennem. Jeg er ikke i tvivl om at Finn, det visuelle menneske, og sandsynligvis også censorerne, troede at jeg sad og analyserede efter partituret, med transponerende instrumenter, bratschnøgle og alt. Men det som jeg analyserede var lyden som den klang i mit hoved, med en vis støtte i basstemmen. – Var det ikke sådan, de fleste gjorde, hvis sandheden skulle frem? Det troede jeg vistnok dengang og er stadig lidt i tvivl. Jeg gik dog helt stille med det i mange år, og gjorde gode miner; men slet spil var det nu ikke, for den sammenlagte karakter blev ug-minus.
Til min kandidatfest havde vennerne skrevet en mindeværdig kantate, en lystig dramatisering af de eksaminationer, jeg netop havde været igennem, med recitativer, kor, duet og solo, og med fantasifuld brug af kendte melodier samt deres oprindelige tekster. Den blev opført efter alle kunstens regler. Ud på aftenen sad Kalle og jeg ved klaveret og spillede firehændigt uden noder. På stikord fra ham fulgtes vi nydeligt ad og improviserede på livet løs.
Kort tid efter kom jeg i pædagogikum med begge mine fag, og glædede mig allerede til en ansættelse på Aarhus Statsgymnasium med en masse engelsktimer; for hvor var det dog nemmere at undervise i et sprogfag end i den klassiske musik, der var enerådende som pensum i musikfaget, men som kun få i klasserne var indstillet på. En jazzplade før jul hos min vejleder – det var det vildeste. Men synge gjorde vi da i hver eneste time, og det ville de gerne. – Så en dag ringede Søren overraskende og bad mig komme hen på instituttet til en samtale, hvor det skulle vise sig at også Finn og Kalle var til stede. Og resten er en anden historie.
Kun ganske få år senere brød det løs: studerendes angreb på de bestående magtstrukturer, på pensum, studieordninger og eksamensformer, på det videnskabelige grundlag, på lidt af hvert, indledt af amanuensernes oprør mod ”professorvældet”. Var der ingen forvarsler om alt dette i min studietid, eller var vi krigs- og efterkrigsbørn så velafrettede at vi slet ikke stillede spørgsmålstegn? Det gjorde vi nu nok, men givetvis mere spagfærdigt og individuelt. Et par ”forløbere” var der dog blandt de yngre studerende. Men svaret er naturligvis at den store bølge af protester som kom rullende i 1969, havde anderledes omfattende historiske betingelser på alle niveauer, og i både udland og indland. Så denne nødvendige, men langtfra altid smukke forandringsproces måtte nødvendigvis finde sted i en anden tid.
