Af Charlotte Rørdam Larsen
Det århusianske musikinstitut jeg startede på efter efterårsferien i 1971 var meget overskueligt og præget af hjemlighed. Som københavner havde jeg indledt mit musikstudium på MI i København, der dengang var spredt ud over det indre København. Det var svært at finde noget at bo i – og musikstudiet i Århus var mere politisk, havde jeg hørt. Så med nogle få højskolevenner som fundament flyttede jeg. Dengang var det muligt at starte på alle studier og at flytte rundt i landet på egen hånd. Det var før KOT (den koordinerede tilmelding) og adgangsbegrænsning.
Musikinstituttet i parken mindede om et udvidet parcelhus – og hele atmosfæren befordrede en følelse af hjemlighed. Som studerende fik man nøgle og hermed en slags ejerskab til instituttet. Et vindfang førte ind i en entre. Til venstre lå auditorium B med plads til omkring 40 studerende. Til højre befandt sig et meget lille bibliotekar-bur. Her residerede i mange år den – for det meste – imødekommende Ivar Kirkegaard, som bl.a. tog imod telefoniske afbud til undervisningen. Ivar følte sig ofte som en jaget mand, og hans humør kunne let ændres af det uoverskuelige i at skulle passe både telefon og bibliotek samt kæmpe med kælderetagens forskellige former for duplikatorer, når noget på skrift skulle distribueres. (Det var dengang den meget sjældne fotokopi hed en xeroxkopi og fremstod som et gulnet fotografi.) Ivar noterede afbud ned på autoriserede sedler med rød kant med sin svært læselige håndskrift. Men kunne man tyde den, gav tavlen overblik over helbredstilstanden og dagens gøren og laden hos såvel lærere som studerende.
På en anden opslagstavle i entreen kunne man orientere sig om verden udenfor. Den var knapt så interessant. Dog hang der, da jeg startede, et brev fra formanden fra gymnasielærerne Lindum Poulsen, hvor han gjorde opmærksom på, at kandidater fra de musikvidenskabelige institutter skulle på efteruddannelse, straks når de kom ud i gymnasieskolen. Studiet var utidssvarende i forhold til undervisningen i gymnasiet! Noget af en entre.
I garderoben hængte man overtøjet, og gennem en vinduesgang kom man ned til den åbne frokoststue. Den blev senere omdannet til kantine, hvor den moderlige Amy residerede. Smørrebrødet ankom i taxa (i starten hentede Jesper Jacobsen, der var lektor på instituttet, den i sin bil) fra Matematisk Kantine og Amy langede maden over disken et par timer hver dag. Den øvrige tid var frokoststuen et sted, man hang ud før, mellem og efter timerne. Efter frokoststuen lå en lang gang. På den ene side var der seks små lokaler til soloundervisning, øvning og småhold, på den anden 3 større lokaler. Alle lokaler havde dobbeltdøre, som man lod stå åbne, når man forlod dem for at signalere, at de var ledige til øvning. For enden af gangen lå auditorium A, instituttets største lokale, der kunne rumme 50 studerende.
Min årgang (71) var den største nogensinde: 50 studerende. Som noget nyt var årgangen blevet screenet i hørelære, og småholdene på 6 studerende var sammensat herefter. Som sent ankommet forstod jeg ikke rigtig, hvad det egentlig betød at screene, men siger det ikke alt, at min årgangskammerat Jens Johansen havde fået plads på hold 1?
Første del af studiet var berammet til 2 år. Vi havde undervisning konstant: På småhold: hørelære, prima vista, koralharmonisering og kontrapunkt (på andet år). Holdsang, hørelærediktat og kordirektion foregik på større hold. Derudover (solo)sang og (solo)klaver og mulighed for et (akustisk) bi-instrument. Ugens 3 x 2 timer med musikhistorie og -analyse, repertoirekendskab og almindelig musiklære med Finn Mathiassen og Jesper Jacobsen var for hele årgangen. Det var spændende, men der var ret mange ting, der først rigtigt gik op for mig, da vi skulle læse til eksamen. Udover 6 musikhistorieopgaver med analyse, skulle vi til skriftlig eksamen i almindelig musiklære og til slut til mundtlig eksamen i det der hed hele musikhistorien. Et lyspunkt var, at detI var det tilladt at ryge i alle timerne, og det var der mange, som gjorde. På et tidspunkt blev der dog – af hensyn til ikke-rygerne – indført engangs-askebægre!
Jeg havde været til optagelsesprøve i København foran et helt panel af lærere. Det gik fint, men jeg fik et chok, da jeg hørte sanglærerens karakteristik af min stemme: luftfyldt og uden støtte – en helt ny begrebsverden for mig, der bare havde sunget. Desværre opfattede jeg afgørelsen som en form for dødsdom, hvilket betød, at jeg resten af livet ikke har vovet at melde mig til et kor med optagelsesprøve. Taleundervisning skulle jeg også have! Fra hjørnet af et mindre lokale skulle jeg brøle sætninger fra H.C. Andersens “Elverhøj”: “Nej, hvor det rumler og brumler i den gamle elverhøj!” til læreren, der stod i fem meter væk. Jeg elskede dog det nye fag holdsang, som jeg havde hos den forstående Lise Helmer Petersen. Alle fik udvidet sangrepertoiret, idet hele holdet bidrog med sange fra deres egen baggrund. Jeg gik på hold med Lars Hannibal, som sang med elizabethanske kærlighedssange og Tony Vejslev-viser (når han ellers kom til timerne – han var på vej til konservatoriet). Solosang var sværere: Luft eller ej – lyden af mig skulle ingen pille ved.
Det gik fint med småholdene. Men jeg var usikker, når der var mange. Jeg tilbragte mange møder med hjertet helt oppe i halsen. Bare at overveje om jeg måske skulle vove at sige noget, betød ustyrlig hjertebanken. Først når muligheden for at sige noget var forpasset (fx at mødet var slut), gled hjertet tilbage til sit normale slag. Jeg kan sagtens få det sådan stadigvæk – hvis det da ikke er mig, der underviser.
De store forsamlinger var der mange af. 1970’erne var en tid, hvor diskussionen af musikvidenskab var konstant og påtrængende. Bevidsthed og bevidstgørelse var vigtige begreber. I en rus-introduktion 1970 rustede den ældre studerende Søren Schmidt årets russer til kamp:
Den musikstuderende, der er begyndt sit studium med tanke på en behagelig, uforpligtende beskæftigelse, der engang ad åre ligefrem kommer til at give penge, får sig en overraskelse, når han eller hun bliver sat i gang med discipliner, som kun de færreste drømte om eksisterede. Det gælder ting som Palestrinakontrapunkt, generalbas, koralharmonisering, sang med oplæsning, middelalderlig musikhistorie etc.
[…] Den studerendes holdning over for denne måde at dyrke musikken på kan være en af tre: Man kan forlade studiet, enten frivilligt eller ved at dumpe tilstrækkeligt mange gange, man kan godtage den autoriserede opfattelse af musikken på bekostning af sin egen, eller man kan forsøge at ændre studieordningen.
Det var mere politisk i Århus. Studenteroprøret var i fuld gang og med det et særdeles tæt miljø og stærke bånd mellem årgangene. Men det betød jo desværre også, at vi var mange til møderne. Så jeg fik ikke sagt så meget. Vi tog ordet revolution i vores mund, og jeg diskuterede med en veninde, om hvorvidt vi ville skyde vores far, når (hvis) den kom. Jeg sagde nej!
På det lidt mere fredelige plan blev studiets indhold diskuteret og ændret. Man kunne fx afløse kontrapunkt med et seminar. Der blev udgivet institutavis, og debatteret dag og nat. Nye undervisningsformer som gruppearbejde blev indført og kunne endda i nogle tilfælde honoreres med kollektiv bedømmelse (= samme karakter for alle). Undervisningen i kor- og orkesterdirektion slået sammen og moderniseret med ansættelsen af Erling Kullberg. Calle Møller blev ansat som hørelærelærer, og stod i spidsen for udviklingen af det nye fag ITP (Integreret teori og praksis).
Alle opgaver (og der var mange) blev for mit vedkommende skrevet i grupper. Som rødstrømper gerne i kvindegrupper. Der blev arbejdet hårdt, og den fælles drivkraft var en stærk følelse af, at vi nok var den første generation, der virkelig forstod at afkode verden. Vi studerede på baggrund af en materialistisk historieopfattelse, hvilket betød, at vi forstod musikhistorien ud fra mere end stil, værker og komponister: de samfundsmæssige produktionsindhold måtte inddrages, hvis man skulle forstå det musikalske udtryk. I opgaverne skrev vi side op og side ned om produktionsforhold. På studiets anden del (det der nu hedder kandidatstudiet) indgik for mit vedkommende ikke et eneste af de faste læreres seminarer. Det ville være for traditionelt. Vi læste og studerede i døgndrift og deltog i tværfag, på lige fod med studerende fra andre fag, fx i faget Vareæstetik. Når man som os ville forstå musik i kontekst, fx popmusikken som industriel masseproduktion med drift mod fornyelse og salg for øje, var det nødvendigt også at inddrage andre fagligheder. På baggrund af et (studenterstyret) seminar Popmusik (og for mit vedkommende erstatning for kontrapunkt) udarbejdede vi Rapport om Popmusik i Danmark. Popmusikken var en vare som blev distribueret, og i den forbindelse interviewede vi både Jørn Hjorting og Jørgen Mylius – meget kendte radionavne på den tid – for at afdække, hvor bevidstløst de videreformidlede musikken som vare. Sven Fenger og jeg mødte op i Radiohuset med den lille transportable kassettebåndoptager instituttet havde købt til det brug – men da vi skulle optage mødtes med Jørgen Mylius, som havde iført sig solbriller til interviewet med de unge revolutionære studerende (så var stilen ligesom lagt), manglede optageren batteri. Der var ikke meget revolution over os, da Mylius hentede batterier til den.
Også specialet skrev jeg sammen med tre andre piger. Det omhandlede musik og ungdomskultur, og blev afleveret som pædagogisk udarbejdet undervisningsmateriale: Mediernes og rockmusikkens historie præsenteret via musikeksempler, diasserier og teksteksempler som tematiserede undervisningsforløb om køn, forbrug og oprør. Det var i rødstrømpebevægelsens tid, og vi havde alle følt, at rockmusik på nogle planer ekskluderede kvinder, inden ord som sexisme var på banen. Vi fremstod udadtil som meget stærke, men vores sikre fremtoning skræmte helt sikkert.
At eksperimentere – også med eksamen lå i tiden: På anden del var vi fire studerende (nu også mandlige), der sammen gik op til en fælles eksamen i sang: Vi akkompagnerede hinanden og udover en obligatorisk klassisk sangeksamenssang sang vi bl.a. Brecht/Weill-songs, med deres karakteristiske blanding af cabaret- og refrainsang og Burt Bacharach. Det var en intern sangeksamen og den ene af os dumpede. Censor (der altså var en kollega) udtalte under voteringen til vores sanglærer, at man overhovedet ikke kunne høre, vi havde modtaget sangundervisning. Kampene foregik også i sanglærergruppen.
Musikinstituttet var et trygt miljø, hvor alle kendte alle. De utrolig mange møder betød, at vi nærmest var sammen dag og nat. Der var kommet ny styrelseslov i 1970. Professorvældet var afskaffet og de studerende havde fået indflydelse. De mange institutrådsmøder med lærere, studerende og TAP’er (teknisk-administrativt personale) blev holdt om aftenen. Det tog tid og mange ord blev sagt, men bagefter gik næsten alle ned på værtshuset Chris i Sjællandsgade og drak øl. Der var omkring 40 i institutrådet. Det at gå i byen var en stor del af livet: skulle man danse, var der Cabana på Klosterport, Tagskægget i Klostergade og Vestergade 58. På Cabana og Vestergade var der musik næsten hver aften – for det meste uden entre.
Igen var det studerende, der fik organiseret sammenspil med strøm på. MuSoc og Publimus som andre har skrevet om, var vigtige sten på vejen. Fra 1974 indgik sammenspil i undervisningen (hvis man ikke var “traditionel”), vi andre tog på kursus, eller organiserede det selv, som da mange musikstuderende sammen tog til Kolding Højskole på MuSoc-seminar.
Mange af os boede i kollektiv med hinanden, så påvirkningen fra miljøet var stærk og konstant. I sommerferierne arbejdede jeg som laborantassistent på Mødrehjælpen i København og tjente penge til resten af året, som tilskud til studielånet med de høje renter.
Jeg startede egentlig med at læse musik, fordi jeg havde spillet klaver, var musiksproglig og i det hele taget glad for mange slags musik, også den klassiske. Kan man sige, at musik næsten blev en guilty pleasure? Jeg havde svært ved at kæde min gamle jeg sammen med det nye. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med den del af mig, der nød at høre musik. Min hjerne var vokset og forståelsen af musik i samfundet var stor. Kunne jeg tillade mig at give mig hen? Musik havde jo betydet så meget for mig, men var det en rest fra et mere ubevidst liv? Måske på grund af denne oplevelse af manglende sammenhæng eller kontinuitet, blev mit forskningsområde efterhånden at beskæftige mig med og forstå musiks mange forskellige og forskelligartede betydninger for mennesker. Hvem ved?
