Af Thomas Husted Kirkegaard
Mine første oplevelser på Musikvidenskab fandt sted som en del af den såkaldte brobygning, mens jeg stadig gik på Silkeborg Gymnasium. Jeg husker blandt andet en utroligt nørdet – og vildt stimulerende – analyselektion, som nåede dybder af Queens ”Bohemian Rhapsody”, jeg ikke troede muligt. Jeg husker en korlektion, som bestod af lige dele (lidt pinlig) opvarmning og (ret berusende) musiksamskabelse. Jeg husker en ITP-lektion, hvor vi overværede en studerende vejlede sine studiekammerater i at realisere hans arrangement. Og jeg husker en næsten uforståelig forelæsning med et lixtal som var intimiderende højt – og måske af samme grund også lidt besnærende.
Brobygningsugen talte sit tydelige sprog til mig: Jeg skulle studere Musikvidenskab. Efter gymnasiet havde jeg et enkelt sabbatår, hvor jeg febrilsk forsøgte at blive god nok til klaver til at bestå optagelsesprøven. Det lykkedes, og i 2011 begyndte jeg så på Musikvidenskab, og jeg påtog mig med stor stolthed identiteten som musikvidenskabsstuderende.
Jeg tænker på hele min studietid med meget stor glæde. I begyndelsen fyldte det sociale mest – vi var velsignet med et fantastisk hold af tutorer, som virkelig lykkedes med at ryste alle os RUS’ere sammen. Den akademiske ilddåb var en ulæselig svensk tekst, som vi alle brugte en hel uge på at dechifrere – så var vi ligesom i gang (tak, Charlotte!). Jeg trivedes godt i kombinationen af praktiske og boglige fag, selvom det hurtigt blev en udfordring at jonglere de to søjler. Jeg tror ikke, vi mærkede meget til de kampe, der vist nok foregik ovre i underviserfløjen, og som i sommeren op til studiestart havde fyldt landets avisspalter…
Men en reminiscens af de faglige brydninger mærkede vi jo nok alligevel, for efter et år skulle vi vælge linje: Underviserlinjen eller kulturlinjen? Her var tale om et vanskeligt valg. Det føltes som om, at vores valg ville give os et fagligt identitetsstempel. Det hensatte flere af os i en musikvidenskabelig identitetskrise: Underviserlinjen repræsenterede en nogenlunde genkendelig identitet, en sikker vej, hvor man havde en god idé om de kompetencer man skulle opøve og det arbejdsliv, det kunne åbne døren til. Men var det ikke også som om, at underviserlinjen var lidt mindre fin? Vi fik måske det indtryk, at det var linjen, der repræsenterede den ”gamle” musikvidenskab. Gik man den vej kunne de praktiske fag sluge tid fra de mere ”bogligt-akademiske” fag. Kulturlinjen tilbød en anden musikvidenskabelig identitet: Her var vores indtryk, at man arbejdede med de nyeste strømninger indenfor den mere kulturteoretiske musikvidenskab, og vejen til en forskningskarriere – en idé, som allerede på det tidspunkt begyndte at spire i min bevidsthed – virkede kortere. På den anden side stod det lidt uskarpt for mange af os, præcis hvilket arbejdsliv, kulturlinjen ville forberede os på, og måske var det derfor, langt størstedelen valgte underviserlinjen.
Jeg valgte også selv underviserlinjen. Tit var jeg lidt ked af at gå glip af de spændende kurser, som jeg kunne høre mine kulturlinjekammerater tog, men jeg kunne ikke forestille mig at skrue så meget ned for musikfagets praktiske dimension, som kulturlinjen lagde op til.
Efterhånden som årene gik på studiet begyndte jeg at blive sulten på at arbejde mere med nogle områder, som jeg synes, vi ikke havde haft tilstrækkeligt tid til. Det drejede sig især om musikteori og musikanalyse, som jeg absolut elskede, men hvor jeg også følte, at vi kun havde tid til at kradse lidt i overfladen. Men de faglige vinde blæste ikke umiddelbart i teoriens og analysens retning – Knud Jeppesens tid var for længst forbi. Jeg spekulerede på, om der mon var plads til den musikfaglige identitet som teorinørd på Musikvidenskab anno 2010’erne?
Det var der faktisk. For heldigvis delte jeg min interesse med flere medstuderende, og vi opdagede muligheden for at bruge en af kandidatlinjens valgfagsblokke til vores fordel. Det lykkedes os at overtale et par velvillige undervisere til at udbyde et valgfag med fokus på teori og analyse. Vi var kun 7-8 studerende på holdet, og kurset blev det mest dybdegående, fokuserede og givende i min studietid. I timerne sad vi bøjet over noderne og granskede de samme svimlende dybder, som jeg i sin tid var blevet fascineret af i lektionen om ”Bohemian Rhapsody” – denne gang dog i Beethovens sene strygekvartetter og Schönbergs Verklärte Nacht blandt meget andet.
På omtrent samme tid var jeg begyndt at jagte et 4+4 ph.d.-stipendium. Med (næsten) samme gruppe medstuderende havde vi arrangeret en studietur til Eighth European Music Analysis Conference i Leuven, Belgien, i 2014. Dét var en tur, jeg ikke vil glemme. Vi lyttede til foredrag om de mest esoteriske musikanalyseemner fra kl. 9 om morgenen til sen eftermiddag, og om aftenen samlede vi op på alle de papers, vi havde hørt, over en god belgisk øl. Pludselig var musikvidenskabens – og altså særlig teoriens og analysens – verden meget større end den verden, vi kendte fra Kasernen.
En vigtig oplevelse for min videre færd blev de mange ekstremt ophedede diskussioner mellem (europæiske og russiske) tilhængere af funktionsteori og (amerikanske og britiske) tilhængere af Schenkerteori. Den fundamentale uenighed, som næsten fik den øverste skjorteknap til at springe op af raseri hos de altid velklædte og gamle musikprofessorer, blev en vigtig inspiration til det ph.d.-projekt, som jeg fik tildelt midler til i 2016.
Identitetskrise #3: Profiler og positioner.
Som ph.d.-studerende var jeg pludselig på den anden side af bordet. Eller, rettere, i begyndelsen var jeg på begge sider: Som 4+4-studerende var jeg i de første to år ud af fire både kandidatstuderende og ph.d.-studerende. Jeg oplevede derfor blandt andet den mærkværdighed at sidde til eksamen hos en af underviserne om formiddagen og sidde til lærermøde med samme underviser om eftermiddagen. Det var en besynderlig position – og endnu en musikvidenskabelig identitetskrise – men nok i virkeligheden en ret privilegeret position, som gav mig mulighed for at se de faglige diskussioner fra flere vinkler.
For faglige diskussioner var der faktisk mange af, opdagede jeg. Jeg blev kastet ind i processen med at skabe en ny studieordning – en radikalt ny studieordning, som var det nødvendige resultat af en række nedskæringer og besparelser, men som også fik skismaet mellem de to ”linjer” til at blusse op. Den nye studieordning skelnede mellem en ”underviserprofil” og en ”kulturprofil” (IKKE linjer!), og i de faglige diskussioner mellem de to positioner til lærermøderne følte jeg mig som en konsensussøgende olie-på-vandene-gyder, der ofte havde svært ved at finde mig til rette i diskussionernes enten-eller. Særlig vanskelig blev identitetskrisen denne gang fordi jeg egentlig selv følte mig bedst tilpas i en tredje position, nemlig en position, der vægtede musikhistorie og -historiografi. Hvis der var noget, der definerede Musikvidenskab som fag, tænkte jeg efterhånden, så var det, at enhver havde sin egen vision om faget; og i centrum var netop gnidningerne, overlappene, kontrasterne, og synergierne mellem det praktiske, det kulturteoretiske og det historiske.
Identitetskrise #4: Musikhistoriens subjekt.
Sideløbende med mit ph.d.-projekt mærkede jeg en ny faglig interesse klø. Igen havde jeg fornemmelsen af, at der var et område, som jeg vidste alt for lidt om, som vi kun havde kradset i overfladen af – ja, som vi faktisk stort set ikke havde adresseret i min studietid. Hvis der var tale om en identitetskrise denne gang, så angik den ikke mig, men det fag, jeg havde lært at kende som Musikvidenskab: Det angik nemlig identiteten på den vestlige musikhistories typiske subjekt, som, i det jeg havde lært, næsten altid var en mand. Hvor var kvinderne i musikhistorien? Og endnu vigtigere: Hvorfor havde jeg ikke hørt om dem, når nu der faktisk – viste det sig – var ganske megen forskning på området? Hvorfor var det aldrig blevet mainstream Musikvidenskab? Rundt omkring var interessen for kvinders bidrag til historien begyndt at blusse op, og da jeg var ved at være færdig med min ph.d., åbnede der sig en mulighed for en postdoc på Musikmuseet (Nationalmuseet). Jeg søgte med et projekt, som med udgangspunkt i museets righoldige arkiv skulle handle om danske kvindelige komponister omkring år 1900 – og deres musik. Det kom der siden et projekt ud af, som rent fagligt var utroligt givende for mig, og som gav mig mulighed for at kombinere både det historiske, det kultur- og kønsteoretiske og det musikanalytiske.
Mens jeg skriver dette, er jeg ved afslutningen af dette projekt. Musikvidenskab på AU fylder 75 år, og det skal fejres. Jeg håber, at Musikvidenskab og dets studerende bliver ved med at opleve identitetskriser og vanskelige vægtninger mellem det praktiske, det historiske og det kulturteoretiske. De diskussioner, som der opstår heraf, har været formative for mit eget forhold til faget. De er vigtige og nødvendige – også selvom de af og til er ret irriterende. Tillykke til Musikvidenskab AU!
