Af Jette Tikjøb Olsen
19 år og nybagt student begyndte jeg at læse musik på Musikvidenskabeligt institut i Århus og blev en del af instituttets dengang største årgang nogensinde: vi var 30! 12% af ungdomsårgangen fik studentereksamen i 1969 og vi var “de udvalgte”, der kunne vælge universitetsuddannelse. Afhængigt af forældrenes indtægt fik nogle studiestøtte, andre rentefri statslån. Det ændredes senere til SU og banklån med svimlende høj rente. Jeg kløede på med disciplinerne hørelære, klaver- og sangundervisning, stemmeteori, prima vista-klaver og musikhistorie. Klaverundervisningen foregik på konservatoriet og blev varetaget af klaverlærerne der. Alt andet foregik på Musikinstituttet. For mig var studiet spændende og det helt rigtige.
I hele uddannelsessystemet rumlede det dengang af røster, der ønskede ændringer. Psykologisk institut i København var blevet besat af utilfredse studerende i marts 1968 med kritik af professorvældet og manglende institutdemokrati. Røsterne bredte sig til Århus, og da den ny styrelseslov blev vedtaget i 1970, fik studenterne på Musikvidenskabeligt Institut mulighed for større deltagelse i ledelsesorganer. Jeg var opdraget med stor respekt for demokratiet, og da ingen af mine medstuderende på årgangen stillede op, gjorde jeg. Særlig højtråbende studenterpolitiker, blev jeg ikke. Som førsteårsstuderende og kvinde holdt jeg mig tilbage.
Det var åbenlyst, at en fornyelse af studieordningen var påkrævet. Beatmusikken – som den rytmiske musik dengang hed – var over os, og den blev ikke tilgodeset på studiet. I det hele taget var der ikke fokus på rytmisk musik hverken i klaver- og sangundervisningen, ej heller i musikhistoriedisciplinen. Musikhistoriefagets “ grundbog” på første del af studiet var A History of Western Music af Donald J Grout. Den sluttede med Schoenberg og Alban Berg. Endvidere savnedes en bredere sociologisk vinkel i fremstillingen. Så vi musikstuderende nedsatte diverse udvalg, der skulle arbejde for at forny undervisningen og studieordningen. Således kom jeg i en gruppe med ældre mandlige medstuderende, der skulle diskutere klaverundervisningen. Vi ville gerne have indført undervisning i rytmisk musik – herunder becifringsspil – og vi studerende indkaldte klaverlærerne og -professorerne fra konservatoriet til en sådan diskussion. De kom. Men mine ældre medstuderende kom ikke! Jeg følte mig meget alene som førsteårsstuderende i det selskab. Mødet blev ret kort, da kravet om mere undervisning i rytmiske stilarter og becifringsspil enten ikke vakte genklang eller blev skudt til hjørne af klaverlærerne, der ikke så sig i stand til at undervise i det.
Arbejdet med ny studieordning fortsatte og kom især senere årgange til gavn.
Det skal siges, at vi – indenfor de givne rammer – på mange områder fik gedigen og spændende undervisning på årgang 1969. Især husker jeg musikhistorielektionerne hos Finn Mathiassen og Jesper Jacobsen. De havde et bredere perspektiv på musikhistorien end Grouts personal- og internt værkanalytiske tilgang.
Jeg selv blev også grebet af andre nye strømninger, nemlig rødstrømpebevægelsen, der startede i Århus i 1970. På mange niveauer syntes det påkrævet med et oprør mod autoriteter og magthavere. Således også, når vi så på kvinders rettigheder og muligheder. Selv på musikstudiet oplevede jeg det traditionelle kønsrollemønster – endda både blandt mine mandlige venstreorienterede medstuderende og i studierne. I Grouts Musikhistorie er der f.eks. kun nævnt 7 kvinder, og de er nævnt pga. deres relationer til mandlige komponister!
I rødstrømpebevægelsen fik vi stillet en butik til rådighed på hjørnet af Nørregade og Randersvej. Den renoverede vi, og vi organiserede os uden ledelse, men i basisgrupper. Her afholdt vi møder og seminarer og planlagde aktioner for ligeløn, fri abort og nej til EF. Sang og musik var en del af vores aktioner og møder.
Samværet med andre kvinder var givende og gav os hver især mod på udfordringer.
Efter bifagseksamen tog jeg i 1972 imod en udfordring som årsvikar i musik på Grenå gymnasium. Dengang var musikkandidater en mangelvare, og for en musikstuderende var det en spændende mulighed for at prøve kræfter med sig selv og sit fag. Det var lærerigt og meget positivt at undervise og arbejde med kor. Overbevist om, at jeg gerne ville være underviser, gav det mig derfor en retning for mine videre studier på 2. del af musikstudiet. Bekendtgørelsen og studieordningen for musikstudiet på universitetet honorerede bekendtgørelseskravene i gymnasiet. Men gymnasieelevernes musikalske horisont pegede i andre retninger. Derfor var det klart, at mine kvalifikationer i rytmisk arrangement, sammenspil, becifringsspil og musikhistorisk behandling af samtidig ikke-klassisk musik kunne være bedre. Med undtagelse af et seminar om Beatles musik på 2. del, måtte jeg opøve sådanne kvalifikationer andre steder. Det skete delvist i kvindemusikgruppen Røde Wilma.
Som udløber af fagkritikken havde musikstuderende oprettet MUSOC – socialistisk musik.
Et anpartsselskab, hvor køb af højtalere, mixere og instrumenter gjorde det muligt for grupper at spille rytmisk musik. Vi var en del musikstuderende – mest fra universitetet, men også fra konservatoriet, der spillede i disse grupper. Jeg kom til at spille i gruppen Røde Wilma – en ren kvindegruppe, der valgte navnet efter Arne Würglers sang Røde Wilfred om en arbejderklassedreng, der ikke mere ville udnyttes af det kapitalistiske system.
Det var vigtigt for os at være en ren kvindegruppe. Hvis vi kom til at spille med mænd, ville vi højst sandsynligt få rollen som sanger eller tambourinspiller. Vi havde ikke – som drengene – fået en rytmisk guitar i konfirmationsgave. Vores baggrund var typisk klassisk korsang og klassisk klaver spillet efter noder. Der var kun få kvindelige forbilleder indenfor den rytmiske musik. Rockscenen var mændenes.
Hensigten med vores kvindegruppe var dels at sætte fokus på en samfundsmæssig ulighed klasse- og kønsmæssigt. Dels at udvikle vores kunnen i spil på rytmiske instrumenter og rytmisk arrangement – altså et supplement til vores universitetsuddannelse, der ikke rummede dette, og dermed en kvalificering til musiklærere. Og endelig ville vi støtte hinandens personlige udvikling til at få mod til at kræve respekt om kvinders evner og kompetencer.
Bandet var musikalsk selvudviklende, men vi ville også gerne optræde som band. Og da vi var idealister, der mente, at bandet skulle fungere kollektivt – dvs. at vi hver især skulle spille på flere instrumenter – betød det, at når vi spillede i forskellige sammenhænge, var der en vældig flytten rundt på scenen mellem numrene, hvilket – sammen med vores manglende professionalisme på instrumenterne - kunne gøre oplevelsen noget tung for tilhørerne og de dansende!
I starten spillede vi kopinumre fra Røde Mor, Arne Würgler, Lone Kellermann, Jomfru Ane Band, LP’en Kvinder i Danmark og Shit og Chanel. Senere lavede vi selv tekster og musik, og vi gik væk fra ideen om at rotere på instrumenterne.
En del af den århusianske studenterbevægelse, Fagkritisk Front, købte i 1976 nogle fabriksbygninger i Mejlgade 53. Det blev til Fronthuset. Her fik MUSOC-grupperne øvelokaler i baghuset. Herfra drog Røde Wilma ud til forskellige arrangementer – bl.a. til kvindernes 8.maj arrangementer, til rusfest i Stakladen og til 1. maj-arrangementer.
Der var efterhånden kommet flere kvindebands – især i København, og vi havde alle brug for at lære mere gennem undervisning og sammenspil. I 1978 blev der således arrangeret et kvindemusikseminar i Kerteminde, udelukkende med og for kvinder. Vi fik blod på “tanden” og arrangerede sammen med andre århusianske kvindemusikere samme år et kvindemusikstævne i Fronthuset, hvor 40 deltog. Og senere samme år deltog vi i et internationalt kvindemusikstævne i Huset i København. Jo, der var gang i den.
I Fronthuset arbejdede også andre grupper affødt af studenterbevægelsen, og vi skiftedes til at holde det sociale og kulturelle liv kørende i huset en uge ad gangen. Således havde Røde Wilma ansvar for en kvindekulturuge, hvor vi stod i køkkenet og lavede mad til husets café, og hvor vi bl.a. arrangerede en aften med universitetslektor Jette Lundbo Levy og forfatteren Bente Clod, som hver på deres felt arbejdede med kvindelitteratur. Tilstrømningen var overvældende. Det var ikke helt tilfældet med et arrangement om kvindemusikkultur. Her havde vi inviteret Shit og Chanel til diskussion. Publikum kom, men Shit og Chanel meldte fra samme aften. Så Henna Kjær og jeg, der sammen var i gang med at skrive speciale om kvindemusik i Danmark, måtte improvisere.
Det var virkelig spændende tider, hvor man som studerende kunne få lov til at udfolde sig på mange fronter: F.eks. spillede jeg en overgang i en renæssancegruppe, jeg sang i kor, var organist i den midlertidige Helligåndskirke og var projektvejleder på Musikvidenskabeligt Institut.
10 år efter min immatrikulation, efter et afsluttet danskstudium, en barsel og med en betydelig studiegæld - var jeg klar til at prøve kræfter som gymnasielærer.
På mange felter havde jeg fået en grundig uddannelse, som jeg havde suppleret med de omtalte aktiviteter. Men mit arbejde som musiklærer krævede, at jeg til stadighed skulle udvikle mine kompetencer indenfor den rytmiske musik, som min universitetsuddannelse ikke havde givet mig mange kvalifikationer til at håndtere.
Nu, som pensionist, ser jeg tilbage både på en spændende og udfordrende studietid og på en givende tid som gymnasielærer.
