Harry Wett Frederiksen (HWF) blev født i Lyngby-Gladsaxe, mens hans karetmagerfar, der var indkaldt under første Verdenskrig, havde kvarter i Bagsværd; moren var datter af Lyngbys kobbersmed. HWFs tilknytning til Lyngby og omegn holdt livet ud.
Efter krigen flyttede familien til en 4. sal på Nørrebro og senere til Brønshøj med de grønne moser. Sprogligt voksede HWF op mellem sin fars lune midtsjællandske bondemål og sin mors pæne og distinkte Lyngby-danske. I hjemmet var der bogskabe med fremmed- og andre ordbøger, en god stak af magasinet National Geographic, bøger om og fra museer, om det danske land, om kunsthåndværk. HWF blev tidligt bogven.
Fra sit 12. til det 18. år havde HWF lange årlige perioder med gigtfeber, måneder han tilbragte på Kommunehospitalet. Det var et handicap for et skolesøgende barn, hvor dog hans læselyst, energi og positive sind lod ham udnytte tiden til langt mere end grundig læsning af de obligatoriske skolefag. Læsning i mange faglige retninger var mulig, så familien snart kom til at anse ham for at være deres private opslagsværk.
16 år gammel lærte han stenografi og tog eksamen som stenografilærer. Denne kunnen blev ham et uundværligt redskab gennem studietiden, sikrede løbende det daglige brød, og fastholdt alle kommende år de forskelligste sproglige konstruktioner opsnappet fra sammenkomster og møder.
HWFs sygdomsbillede umuliggjorde gymnasieskolegang, men heldigvis ikke deltagelse på Statens Studenterkursus, hvorfra han blev student i 1935.
HWF blev straks immatrikuleret på Københavns Universitet med fagene Dansk, Engelsk og med Tysk som bifag.
HWF blev en flittig studerende; han både fulgte og gav megen undervisning – også af egne søskende og svigerinder, som han lempede gennem deres skoletids trængsler. Da han fik eget hjem med sin Ulla, gik mange aftener med kaffe-te + hjælp til den ene eller anden i oldsprog og andet fagligt. Ved aftenundervisning af krigsflygtninge fra de Baltiske stater kom mennesker til, som også efterhånden blev husvenner og interessante samtalepartnere for en sprogforsker. Cykelturene til familien på vest- og midtsjælland med de fascinerende dialekter blev i de år færre, korrespondancen til gengæld så meget mere omfattende. 1948 var HWF på studietur i England. Han besøgte almene skoler i London, var derefter, på medbragt cykel, en rundtur op mod den skotske grænse til andre skoler; han var i Oxford for sprogtonen der, blev en livslang beundrer af OED og sidenhen altid køber af opslagsværker fra Oxford University Press. Et ophold hos A.S. Neill på hans Summerhillskole, der så ofte misforstås, fascinerede ham særligt, og kom til at påvirke hans egen pædagogik. HWFs interesse for undervisning af netop mindre indlæringsivrige elever var allerede inspireret af hans lærer fra Jagtvejens skole, hr. Møller, der også havde indført ham i kredsen omkring Børnehjælpsdagens arbejde.
Alt i alt var det en indholdsrig, lang studietid med mange sideveje. Helt hørte studierne aldrig op, lingvistiske tankegange og Lingvistkredsens møder forblev en del af hverdagene i HWFs arbejdsliv: Selv om aftnerne mest tilbragtes med familien, var det altid med en ordbog, en grammatik eller lignende på skødet og selvfølgelig blyanten + farver klar til noter og kommentarer. I disse undervisningsår, der desværre ikke kunne aftjenes på universitetet, udviklede HWF et eget lærebogssystem, med undervisningsmateriale for sproglige studerende. Baseret på hans kendskab til lingvistik og understøttet af billeder og tegn, havde han med dette lingvision-system gode indlæringsresultater. (De var så gode, at også Nato interesserede sig for dem, og forhandlede med HWF de sidste år inden hans død om at anvende det.)
I 1950'erne prægedes HWFs dagligliv af hans fire forskellige undervisningssteder, der alle skulle nås på cykel: Københavnske kommuneskoler, Teknikum og Hærens hhv. Officersskole og Telegrafistskole – deraf Natos interesse.
I 1960 blev HWF fastansat, fik færre pligttimer og fandt tid til igen i sine fri timer at opsøge forelæsninger, sprogligt grammatiske, hvortil snart kom nye med matematisk lingvistik; det blev hans sidste studium.
