Af Lars Ole Bonde
Introduktion: Studenteroprøret og musikfaget
Studenteroprøret satte sit præg på de fleste universitetsuddannelser i Danmark i 1970erne, og de musikvidenskabelige uddannelser i Aarhus og København (og den nye uddannelse i Aalborg fra 1977) var ingen undtagelse. Men studenteroprøret slog tidligere igennem på musikstudiet i Aarhus end i København. Allerede i 1971 lykkedes det at få ændret indholdet af musikhistorieundervisningen, så den også kom til at indeholde et modul i jazz og beat: Fra København kom Finn Gravesen og Erik Christensen og underviste anden årgang, hvor bl.a. Peter Busk Laursen og Lars Ole Bonde gik på holdet. Årgang 1972 fik en radikalt anderledes musikhistorieundervisning, idet Carl Christian Møller og Jesper Jacobsen gennemførte et forløb baseret på en materialistisk historieopfattelse, med et helt nyskrevet kompendium som grundlag (nye kapitler fra gang til gang). Otto Mortensens ”grundbas”-baserede undervisning i musikanalyse blev afløst af Carl Erik Kühls fænomenologiske tilgang (også med nyt kompendium) osv. osv.
Professor Søren Sørensen – kendt fra ”Spørg Århus” – vendte i efteråret 1971 tilbage til Musikinstituttet efter 4 år som rektor for AU, og han kunne næppe kende sit institut igen. De studerende havde opnået paritet i studienævnet og andre styrende organer, så fornyelserne fortsatte – i pensum og i undervisningsformer, bl.a. med ”Integrationsfaget”, som samlede de hidtil adskilte fag i satslære, teori, sammenspil osv., og de studerende oprettede ”lærerløse”/studenterstyrede hovedfagsseminarer med emner som ”Musikkens socialpsykologi” og ”Popmusik”.
Fagkritikken havde da allerede flere år på bagen. Arbejdet i en studiekreds mundede ud i en omfattende og grundlæggende ideologikritik af fagets åndshistorisk baserede grundbog i musikhistorie: Til kritikken af D.J. Grouts A History of Western Music. Om den skrev professor Ingmar Bengtsson i 1978 i en artikel med titlen ”Musikvidenskab – Nu og i fremtiden”:
Et interessant eksempel på en reaktion mod sådanne fremstillinger er den eksplicit marxistiske kritik, som en gruppe studerende i Århus fremførte i 1974 i et skrift om D. J. Grouts flittigt benyttede håndbog A History of Western Music. (Bengtsson 1978, s. 5)
En af forfatterne – og foregangsmændene i fagkritikken – var den licentiatstuderende Arne Kjær, som påbegyndte sit studium i 1963. 10 år senere fik han sit Festskrift til Arne Kjær – som på én gang var en parodi på det akademiske festskrift og begyndelsen på en ny faglitteratur, der skulle favne såvel nye metoder som fagområder i musikvidenskaben. I listen over forfatterne til de mange seriøse artikler fandt mande fleste af af instituttets lærere: Jesper Jacobsen, Henning Nielsen, Kirsten Byberg, Bent Stellfeldt, C.C. Møller, Finn Mathiasen – og nogle kandidater, der havde studeret sammen med Arne: Jens Rossel, Ole Straarup, Bo Marschner, Christian Mondrup. Der var også bidrag udefra: Poul Nielsen og Thorkild Knudsen stemmede i. Blandt de parodiske artikler var Mogens Helmer Petersens ”Centraltoneprincippet i Skæve Thorvald” en perle.
Aarhus Stiftstidende skrev om det usædvanlige initiativ:
De to nævnte publikationer var blevet til i Musikinstituttets kælder – med stud.mag. Peter Busk Laursen som primus motor. På festskriftet står der i kolofonen ”Peters forlag”, som var forløberen for PubliMus, der så dagens lys senere samme år.
Men først må vi omkring den tids kopi- og trykketeknikker: Da Peter og jeg startede på musikinstituttet i 1970, fandtes der – vidste vi – fotokopimaskiner på universitetet (og i Akademisk Boghandel), men de var meget dyre at bruge og nok mest forbeholdt direktion og rektorat. På det ydmyge institut var den såkaldte spritstencil (med tilhørende duplikator, kendt helt tilbage fra Modstandsbevægelsens tid) lærernes foretrukne hjælpemiddel, når der skulle mangfoldiggøres undervisningsmateriale. Den umiskendelige, sødlige spritlugt spredte sig i undervisningslokalet, når det lilla-violette materiale (tekst og/eller noder) blev uddelt. Vi studerende kunne selvfølgelig også anvende spritstencils, men det var ikke en populær teknik. Sværtestencils, hvor man skrev direkte på en stencil i en skrivemaskine og derefter monterede denne stencil på en sværteduplikator, var en mere populær teknik, men der var ikke plads til mange slåfejl – ”kvajelakken” fandtes, men var ikke så udbredt, og den virkede jo heller ikke forskønnende på resultatet. Udviklingen gik imidlertid hurtigt, og specielt kombinationen af rettetaster på nymodens elektriske skrivemaskiner og den såkaldte stencilbrænder, hvor teknikken bestod i at et maskin- eller håndskrevet ark (eller en node) blev lagt ind i en maskine, der transformerede teksten til en film, som så kunne sættes i en sværteduplikator, var en stor forbedring (se Wikipedia for nærmere teknisk beskrivelse af de forskellige trykketeknikker).
Peter Busk var primus motor og eksperten i alle de nye teknikker, og det kulminerede, da han erhvervede sig en lille offset-trykmaskine, som gjorde det muligt at trykke mange eksemplarer i pæn kvalitet. Efterhånden som aktiviteterne bredte sig, blev institutkælderen for trang, og Peter etablerede sig midt i halvfjerdserne med eget trykkeri og en stor, flot offset-trykkemaskine i det nedlagte kvægmarked tæt på havnen, hvor også nogle af instituttets politiske musikgrupper havde øvelokaler.
Arbejdet med at gøre manuskripter klar til (offset)tryk skiftede karakter, da de tidlige hjemmecomputere gjorde deres indtog på scenen omkring 1980. Igen var Peter Busk på forkant. Hans hustru Birgitte Slot fortæller:
Færdiggørelse af bøger til udgivelse var markant forskellig før og efter 1979/80. Så vidt jeg husker, var Reggae på Jamaica – som udkom mens Peter og jeg boede på 4. sal i Brammersgade – den sidste bog, der blev sat op til fotosats på lysbord. Vores lejlighed lignede en slagmark med små papirstumper med sætninger og ord, der skulle korrigeres på siderne på lysbordet. Noget af et mareridt. Peter var perfektionist med sine udgivelser, men ikke altid ordensmenneske!
Mit næste billede af Peter som udgiver er fra vores hus i Lollandsgade, hvor Peter arbejdede med den lille PC – Amstrad hed den vist - med den ene hånd og havde manualen til PC’en i den anden. Han havde vist hørt, man kunne klargøre siderne til fotosats på den - hvor ved jeg ikke. Han arbejdede stædigt og målbevidst på at gøre det til virkelighed, og når han havde samlet en lang liste af IT-relaterede spørgsmål og problemer, købte han én konsulenttime hos Uni-C. Steen Larsen, som blev en rigtig god ven, har senere fortalt mig, at Uni-C aldrig har haft en så krævende kunde som Peter var dengang.
Det var den korte udgave af Peters vej fra musikken til IT. En vej, der jo er et udmærket eksempel på den tids teknologiske ændringer, som Peter var foregangsmand for - på sit felt.
Forlaget PubliMus var fra midt-halvfjerdserne etableret med egen bestyrelse, som bl.a. lærerne Finn Mathiasen og Kirsten Byberg/Sass Bak og instituttets sekretær Anna Bonderup var med i. I 1975 flyttede Peter Busk og jeg selv i kollektiv – sammen med 4 andre studerende købte vi – for vores SU – en villa på Dr. Margrethesvej, lige over for Risskov, og forlaget havde de næste fem år hjemsted i køkkenet i villaens kælder. Her blev fakturaerne skrevet og bøgerne pakket, når der kom udenbys bestillinger – og det gjorde der: PubliMus havde kunder over hele landet. Der var også et lille bogudsalg på instituttet, med begrænsede åbningstider. Den mest stabile sællert gennem årene var de nodepapirblokke i A4-format, som Peter trykte rigtig mange af.
Peter og Birgitte blev par og flyttede til København i 1987. Forlagets økonomi havde aldrig været noget at prale af, og i firserne blev det tydeligt, at det lakkede mod enden. Paradoksalt var PubliMus’ sidste store bogprojekt samtidig det, der blev den største succes: Som man kan se af kolofonen, blev Peter Bastians Ind i musikken (1985) udgivet af Gyldendal ”i samarbejde med PubliMus”. Desværre var det Gyldendal, der høstede frugterne af den idé og det omfattende forarbejde, som PubliMus havde stået for. PubliMus blev lukket, og Peter var da allerede i gang med en anden karriere – i Uni-C, det firma hvis ”mest krævende kunde” han selv havde været!
De fagkritiske tendenser var allerede begyndt at slå igennem omkring 1970, og det viste sig bl.a. ved at kandidatstuderende begyndte at vælge specialeemner, der lå helt uden for fagets klassiske kanon. Det lå lige for at begynde udgivelsesrækken med nogle af disse specialer, fx Erik Møldrups Ragtime og Ole Straarups Funktionel musik (begge med tilhørende eksempelbånd, på såvel kassette- som spolebånd). Nye specialer kom hurtigt til, fx Steen Klausens Dagspressens forhold til musik og musikliv, Kirsten de Cros Dich & Anne Ejsings Musikken i samfundet (der også blev til en skoleradio-udsendelsesrække), Christian Mondrups Hanns Eisler – På vej mod en socialistisk musikæstetik, Sven Fenger & Henrik Herskinds Agitation og propaganda, men der voksede også udgivelser ud af de studenterstyrede hovedfagsseminarer, fx Rapport om popmusik og Fra et hjem med klaver. Den faglige udvikling og integration af de teoretiske og praktiske fag blev fasholdt i Rapport fra integrationsarbejdet.
Senere fulgte andre specialer som Reggae på Jamaica af Thue Dich, Rytmisk musik i Grønland af Birgit Lynge, og ikke mindst Beat på dansk af forfatterpseudonymet Beate S. Piil (som dækkede over specialegruppen Rita Arenkiel, John Frandsen, Svend Erik Topgaard Nielsen, Erik Larsen og Birgitte Slot.)
Emnekredsen var virkelig bred, og der kom efterhånden også manuskripter ind fra unge fagkritiske forskere fra andre fag, fx Anker Brink Lund, hvis Magten og Danmarks Radio blev den første af mange magtkritiske samfundsmæssige udgivelser, og Dunhammer & Segl, hvor tre fagkritikere fra Nordisk Institut tog den danske beat-lyrik under kærligkritisk behandling.
Et stort gennembrud for forlaget var at få tilladelse til at genoptrykke Georg Kneplers Musikgeschichte des XIX. Jahrhunderts. Der manglede i den grad musikhistorisk litteratur med en socialhistorisk observans, og Kneplers klassiske værk fra 1961 var udsolgt fra forlaget. Det lykkedes os – med Kneplers hjælp og accept – at få lov til at genoptrykke værket fotografisk i et begrænset oplag, og den indbundne udgave betragter jeg som forlagets smukkeste bogbedrift.
Der kom mange gode anmeldelser og fine støttetilkendegivelser udefra. Jeg husker især, at Poul Nielsen sendte os et manuskript om paradokser i tidens musikpædagogik, som han gav os tilladelse at trykke uden vederlag. Det blev desværre ikke til noget – det var først midt i 1980erne, at forlaget, på Peters initiativ, supplerede bogudgivelserne med korte essays og debatbøger, fx Torben Enghoffs Solisten i jazzen: om at begribe hvad der sker når jazzmusikeren spiller solo (1985), Ny afrikansk musik af Jens Jørn Gjedsted (1985) og Carl Bergstrøm-Nielsens To musikalske eventyrere: Cage og Stockhausen (1986).
Det var ikke kun den intellektuelle del af miljøet, der blev fornyet – det var også den musikalske. I halvfjerdserne opstod der en række politiske og kønspolitiske musikgrupper - Musoc 7-9-13, Jydske Knejte, Fædre og sønner – og der blev udgivet politiske sangbøger i lommeformat til de mange demonstrationer og festivaller. På vej var en af de første danske udgivelser med rytmiske arrangementer, og den ville nok have haft en større udbredelse, hvis numrene ikke alle sammen havde haft socialistiske tekster… Men der var virkelig brug for udgivelser inden for rytmisk musik, ikke mindst rytmisk kormusik. I skrivende stund, hvor Jens Johansen netop har fået Danske Korlederes og Kor 72’s Kormusikprisen 2022, er det sjovt at tænke på, at Jens’ første arrangementer blev udgivet af PubliMus for 45 år siden. Ny arrangementer blev ofte prøvet af på endags-workshops på instituttet, og mange af sangerne kom senere med i repertoiret hos Jens Johansens elitekor Vocal Line. Også numre af Hanne Boel fandt vej til ”Publimus Korbibliotek”.
Den samlede liste over udgivelser fra 1974-79 kan ses i forlagets eneste ”husomdelte” katalog fra netop 1979.
Der blev bygget bro til Musikinstituttet i København. Det begyndte med udgivelsen af Peder Kaj Pedersens speciale Træk af den musikpædagogiske debat i mellemkrigstiden (1975), og i 1977 kulminerede samarbejdet med udgivelsen af tidsskriftet Modspil. Tidsskrift for musikpolitik, kritiske musikstudier og kritisk musikpædagogik. Politikeren Erhard Jacobsen, som var den borgerlige lejrs vagthund mod alle slags ”røde lejesvende” fik Modspil galt i halsen og skrev et kritisk indlæg om det nye initiativ. Desværre (for ham) havde han forvekslet tidsskriftet med den kritiske musikgruppe Modspillerne, der i 1978 på Demos udgav en LP med kritiske Sange om idræt….
I den første folder (fra 1979) beskriver redaktionen bladet således:
Modspil er et musiktidsskrift, der er anderledes. Vi skriver om al slags musik, altså både rock, jazz, folkemusik, klassisk osv. Vi er særligt interesserede i, hvordan musikken hænger sammen med sine omgivelser – sit miljø og sit samfund. Derfor skriver vi ikke kun om ”musikken selv”, men også om dem, der laver den, dem der tjener penge på den, de medier der spreder den, og dem der bruger dem. Modspil er et musikpolitisk tidsskrift, der ikke tager det, som står i aviserne og historiebøgerne for givet.
Modspil eksisterede helt frem til 1990 og nåede at udgive i alt 44 numre. Flertallet af numrene var temanumre, som en eller to fra bladets redaktionsgruppe havde ansvaret for, og temaerne var ofte helt aktuelle og unikke, fx: Kvindemusik (#2 og 22), Musikeres levevilkår i Danmark (#6), Børn og musik (#9), Musik og seksualitet (#15/16), Musik og psykoanalyse (#19), Latin (#23), Musik og dans/Musik og billede (#28 og 29), Veje til musikoplevelsen (#32), Musik på Færøerne (#38), Danskernes daglige musikliv (#41), Caribien – en rejse i musik (#44).
I 1990 var Modspils redaktion skrumpet ind til to personer: Arne Kjær og Peter Kjærulff. De takkede af med – i samarbejde med bibliotekaren Tine Vind – at udgive et samlet register over de 44 numre. Der er både en kronologisk fortegnelse, et forfatterregister og et titel/emneregister. Således er det stadig muligt at finde frem til unikke og fortsat relevante artikler fra fagkritikkens gyldne år.
Overraskende nok genopstod (navnet) PubliMus mange år senere: Den tidligere lærer på Musikinstituttet Carl Erik Kühl havde i sin tid på Syddansk Musikkonservatorium startet og redigeret en faglig skriftrække, som fra 2007-10 blev udgivet med navnet PUFF. Efter aftale med Peter Busk Laursen og undertegnede overtog skriftserien forlagets gode gamle navn, og fra 2015 er skriftserien udkommet uafhængigt under dette navn. Fra 2016 har skriftseriens publikationer kunnet læses og downloades gratis fra nettet. På www.publimus.dk ligger der i skrivende stund 63 essays, som på fornem vis fører den fagligt-kritiske tradition videre. God fornøjelse!
Tak til Birgitte Slot, Arne Kjær, Jens Henrik Koudal og Hanne Tofte Jespersen for udveksling af minder til artiklen!
