Af Karin Esmann Knudsen
I slutningen af august 1975 stod jeg på gangen uden for det eneste større auditorium på det lillebitte musikinstitut i universitetsparken - med opsmøgede cowboybukser, træsko og lilla ble om hovedet. Jeg skulle til optagelsesprøve i det som jeg rigtig gerne ville have som mit bifag, og jeg havde øvet Schuberts Impromtu i Ges-dur, været hele Den danske Koralbog igennem for at være klar til at spille fra bladet og udvalgt ”En yndig og frydefuld sommertid” som den sang der gerne skulle give mig adgang til studiet. Det gik heldigvis godt. I hvert fald blev jeg optaget, og så begyndte et par meget intense år der skulle få afgørende indflydelse på mit liv, både studiemæssigt og privat og også række langt ind i mit fremtidige arbejdsliv.
Når jeg i skrivende stund sidder og ser på mine fotos fra den tid, blandes de forskellige sammenhænge på musikstudiet: Billeder af integrationsholdet og af MuSoc-grupperne, billeder fra spillesessioner, fra projektarbejde, fra øveseminarer i Thy, fra sommerferie på Anholt og skiferie i Norge. De samme mennesker i forskellige konstellationer glider i erindringen sammen til en helhed af musikalsk udfoldelse og faglig fordybelse, af teori og praksis, af det private og det politiske. Kernen i denne helhed er for mig MuSoc – ikke at forveksle med den fordummende muzak, nej tværtimod: Navnet MuSoc stod for socialistisk musik hvis funktion netop var at bevidstgøre om samfundets undertrykkende mekanismer og bane vej for et sted som var ”stort og smukt, som blir blankt når det blir brugt” som det lød i ”Drøm om et sted” af Benny Holst, Arne Würgler og Jesper Jensen!
Året før jeg begyndte at studere musik havde en ny studieordning samlet de forskellige praktisk-musikalske discipliner under ét sammenhængende fag der omfattede mange former for musik. Det var den såkaldte integrationsordning, og den var jeg heldig at komme på. Min musikalske baggrund var Højskolesangbogen og et stort antal spejdersange samt en vis nodefærdighed på klaver som jeg havde fået ved at gå til spil fra jeg var ni år hos den lokale spillefrøken i min barndomsby. Ellers havde jeg en stor og udifferentieret glæde ved al slags musik, både den klassiske som jeg var vokset op med og det lydtapet af rockmusik vi konstant var omgivet af i kollektivet i Århus. Nu fik jeg mulighed for at prøve andre instrumenter end klaver, og jeg oplevede friheden ved at spille efter becifring i stedet for automatisk at følge noderne som jeg havde været vant til. I musikhistorie var nye tilgange på vej. En bredere kulturhistorisk og materialistisk funderet gennemgang faldt i tråd med det arbejde med det historiske som jeg kendte fra mit hovedfag på Nordisk Institut der havde stillet sig i front i de fagkritiske bevægelser efter 1968. Også undervisningsformerne ændredes, og i forskellige projekter afsøgte vi selvstændigt problemstillinger som var relevante for musik, musikformidling, musikpolitik etc.
I dette studiemiljø af nytænkning opstod en musikbevægelse hvor vi som studerende ville forsøge at bruge vores musikalske praksis til at formidle politiske budskaber, til at støtte politiske aktioner og i det hele taget forme arrangementer og fester i retning af fællesskab og opgør med overleverede normer, både privat og samfundsmæssigt. En fagkritik i praksis der opstod nedefra, blandt de studerende. Jeg var straks fascineret af ideen. Vi kunne bryde ud af isolationen fra den samfundsmæssige virkelighed og helt konkret realisere slagord som agit-prop, rød sanselighed og modoffentlighed. MuSoc-bevægelsen var udtryk for en selvorganisering som vi der læste Habermas og Negt & Kluge så som fremtidens opgør med traditionelle måder at organisere sig og kommunikere på. Og så fik vi chancen for ikke blot at forholde os teoretisk til socialismen, men at indgå i en praksis der formidlede vores budskaber til en bredere befolkning, herunder den arbejderklasse vi så gerne ville i kontakt med. Det hjalp lidt på den dårlige samvittighed man som venstreorienteret studerende godt kunne føle over at være så langt fra det centrum som revolutionen skulle komme fra!
MuSoc-bevægelsen opstod som et led i den tværfaglige og tværsocialistiske Fagkritisk Front, der fra midten af 1970’erne lagde sine kræfter i praktisk arbejde frem for som hidtil i fordybelsen i marxistisk teori og fagkritik inden for de forskellige studier. Fronten købte i 1976 nogle gamle industribygninger i Mejlgade og etablerede et hus der skulle rumme en række aktiviteter af kulturel art, trykkeri, forlag, café, mødelokaler etc. Studenteroprøret var rykket fra universitetet ned i midtbyen og ud til folket! Her fik MuSoc øvelokaler. I efteråret 1975 var en flok interesserede musikstuderende mødt op, og de delte sig i tre grupper, MuSoc 7, MuSoc 9 og MuSoc 13. Efterhånden kom flere til, og bevægelsen voksede til en organisation der på sit højdepunkt i slutningen af 1970’erne talte otte orkestre med i alt 60-70 medlemmer.
Der gik ikke ret lang tid før vi fik vores sag for. MuSoc 13 som jeg kom med i fra foråret 1976, debuterede til en forårskoncert på et gymnasium i Aalborg 30. april 1976. Vi havde i hast fået et repertoire banket sammen, vi byttede instrumenter for at bryde med individdyrkelsen, og vi skrålede løs på socialistiske slagsange. Hvor godt det lød, kan diskuteres, men vi var ovenud tilfredse med os selv til den efterfølgende sammenkomst hos musiklæreren. Dagen efter tog vi hjem til Aarhus og deltog i en særdeles farverig 1. maj hvor dramaturgistuderende blandede sig i demonstrationen med fantasifulde performances. Vi følte os for alvor som del af en større bevægelse.
I tiden efter tog det fart Vi spillede ofte, og vi spillede mange steder, både i Aarhus og rundt omkring i landet. Det var en tumultarisk tid med nedskæringer og deraf følgende aktioner og arbejdskampe. Vi spillede til aktionsfester fx i anledning af nedlæggelsen af basisuddannelsen på RUC, og vi spillede til støttefester for fx typografernes strejke. Til demonstrationer kunne vi fungere som forsangere og spillemænd med harmonika og guitar. Og vi spillede til et utal af fester på universitetet, på andre uddannelsessteder i Århus og i Fronthuset der blev et vigtigt udgangspunkt for venstrefløjens modkultur. Vi indgik i et fælles arbejde med at skabe nye æstetiske former for hvad vi kaldte en socialistisk sanselighed, sammen med filmfolk, plakatkunstnere og teaterperformere. Fantasien blev sluppet løs, og alt kunne lade sig gøre.
I opbygningen af en socialistisk musikkultur blev repertoiret hentet i Sverige hos Hoola Bandoola Band og i Danmark hos Røde Mor, Solvognen, Jomfru Ane band og Holst & Würgler, der under navnet Agitpop havde udgivet Danmarx melodibog. Men vi fandt også gamle arbejdersange frem, og vi skrev selv nye tekster til rockmelodier så de passede til lejligheden. Et hit var fx ”Ruc-rock”! Efterhånden opstod en betragtelig egenproduktion, skabt af særligt talentfulde skribenter og komponister blandt bevægelsens medlemmer.
Kvindebevægelsen spillede en stor rolle; der blev oprettet rene kvindegrupper som hentede inspiration i den svenske og den danske kvindeplade, Sånger om kvinnor og Kvinder i Danmark, og hos de mere professionelle kvindegrupper, Shit og Chanel, Søsterrock og Hos Anna. Også de mandlige musikere fandt sammen i rene mandegrupper der bearbejdede den mandlige kønsrolle. Det betød dog ikke at vi ikke i de kønsblandede MuSoc-grupper tog hverdagsproblemer op som diskuterede arbejdsvilkår, privatliv, identitet og frigørelse fra traditionelle roller og normer.
Diskussionerne i MuSoc 13 hvor jeg fik lejlighed til at boltre mig, var mange og lange. Det var aldrig kedeligt at være med, spilleglæden var i højsædet, men vi fandt det også vigtigt at diskutere både udadvendte strategier og interne rollefordelinger. Vi tog vores mission meget alvorligt, et band der skulle nå forskellige grupper af mennesker, skabe en god oplevelse af fællesskab, rokke ved forudfattede meninger og skabe håb om forandring. Det betød diskussion af repertoire, tekster og temaer, men også af de musikalske former i de konkrete situationer. Og ikke mindst vores egen rolle som formidlere, vores fremtræden på scenen og vores henvendelse til publikum. Selvsagt skulle der anvendes meget forskellige strategier til eksempelvis en støttefest for strejkende arbejdere og en semesterstartsfest på universitetet. Vi diskuterede hvordan vi kunne inddele vores optræden i temaer, hvordan vi skulle introducere numrene, og vi diskuterede brug af forskellige dramatiske effekter hvor vi optrådte i spraglede udklædninger. Inspirationskilderne var især Røde Mor og deres teaterforestillinger om livsvilkår og intimsfære i det moderne samfund, Betonhjertet og Hjemlig hygge. Så udbyggede blev vores optrædener aldrig, men diskussionerne var hele tiden i gang om hvad der virkede.
For at skabe en følelse af fællesskab hos publikum fandt vi det vigtigt selv at demonstrere at vi var et kollektiv, at det var den fælles indsats og ikke den individuelle præstation der var det vigtigste. Derfor byttede vi instrumenter så de fremtrædende roller ikke var forbeholdt de få. Der var dygtige musikere der således måtte holde sig tilbage, mens vi andre mere uøvede fik lov til at stå i front. Der var i gruppen en fælles forståelse af dette, men det var alligevel ikke altid så let. Og måske virkede det heller ikke efter hensigten, men gav snarere et lidt grinagtigt indtryk at vi for rundt mellem numrene for at finde det instrument vi nu skulle spille på. En gang foreslog en tilskuer at vi skulle anskaffe en rullescene for at lette processen!
Instrumentbytningen gav os uden tvivl en fornemmelse for helheden i vores optræden. Og den var musikalsk meget lærerig med hensyn til at få en forståelse af de forskellige instrumenter. Der lå også et kønspolitisk perspektiv i det. Vi ville gerne bryde med de traditionelle roller hvor guitardrengene ubesværet udfoldede sig i soloer og smarte riffs, mens pigerne blev henvist til kor og tamburin. At få selvtillid nok til at improvisere var en længere proces for mange af os kvindelige medlemmer af gruppen. De mandlige medlemmer trak sig pænt tilbage, men ofte lå problemerne hos os selv og skyldtes vores musikalske usikkerhed og mangel på erfaring. Men at hele processen var særdeles lærerig for begge parter, det er der ingen tvivl om, både på grund af diskussionerne om roller og på grund af det ansvar for den musikalske helhed vi tre kvinder fik ved at få plads.
MuSoc-bevægelsen ebbede ud henimod 1980. Dels blev mange af medlemmerne færdiguddannede, fik job og måtte forlade byen, dels stødte hele ideen om en antikommerciel socialistisk musikkultur på amatørbasis på sin egen grænse. MuSoc 7 tog konsekvensen og transformeredes til Hjerter Knægt der indgik i det professionelle aarhusianske musikmiljø ved at blive tilknyttet Aarhus Musikkontor og udgive et par albums. Andre grupper gik i opløsning eller fortsatte som sociale sammenhænge.
Selv forlod jeg MuSoc 13 omkring den tid jeg fik job som gymnasielærer uden for Aarhus. Jeg blev ansat med dansk og musik på et helt nyt gymnasium og fik som skolens eneste musiklærer til opgave at etablere en samling af instrumenter, plader og bøger. Her kom min erfaring fra MuSoc mig til hjælp. Vi havde jo allesammen indgået i de forskellige funktioner, så det var ikke fremmed for mig at kontakte Asger Bak som havde skaffet instrumenter til MuSoc og købe et lydanlæg hos ham. I MuSoc var jeg blevet vant til at slæbe instrumenter, og jeg glemmer aldrig da jeg skulle bakke en Hanomag ind gennem den smalle port til Fronthusets gård. På gymnasiet mødte jeg lignende udfordringer. Vi holdt til i midlertidige barakker mens det ny gymnasium blev bygget, og jeg måtte før og efter hver musiktime pakke instrumenter henholdsvis ud og væk, ligesom det til den første forårskoncert var nødvendigt at køre instrumenterne hen til den tilstødende folkeskoles festsal.
Som nybagt musiklærer var det værdifuldt at have fået kendskab til de forskellige instrumenter. Jeg præsenterede også mine elever for dele af MuSocs repertoire, ikke altid til forældrenes tilfredshed. De kunne ikke forstå at deres poder skulle lære alle de røde sange. Min nye situation var ikke til agit-prop, fandt jeg ud af. Ikke desto mindre fik mine første musikelever en solid sangskat med sig fra deres gymnasietid, og de kom til deres 10-års jubilæum hen til mig med deres gamle musikmapper og foreslog at vi skulle synge deres yndlingssange.
Når jeg nu så mange år efter tænker tilbage, slår det mig at jeg faktisk i hele mit arbejdsliv har fortsat den interesse der blev grundlagt på musikstudiet og især med MuSoc. Vi var allerede på studiet en gruppe der skrev projektopgave hvor vi reflekterede over udfordringer og perspektiver i vores musikalske praksis. Som gymnasielærer var det mest den praktisk-musikalske udfoldelse der refererede til min tid i MuSoc. Senere blev jeg ansat på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet hvor min forskning på forskellig måde kom til at handle om æstetiske processer og forbindelsen mellem teori og praksis. Jeg arbejdede med æstetik i undervisningen, med skriveprocesser, med ligheden mellem leg og kunstneriske processer og endelig med haver og litteratur som æstetiske processer der har visse fællestræk. De første spæde refleksioner over det felt fandt sted på musikstudiet. Men jeg fik dér fat i en uudtømmelig problemstilling som jeg åbenbart aldrig bliver færdig med.
