Af Jonas Lindelof
Blandt de mange fotos, der hænger på mit køleskab, er et af Musikstuderendes BigBand. Og når jeg tænker på min studietid, er det ikke mindst de oplevelser, jeg havde med bigbandet, som jeg tænker på. 1995-96 tog gode kræfter under ledelse af Peter Vogel initiativet til Musikstuderendes BigBand, og fra 1997-2001 havde jeg taktstokken. Det er dette arbejde som dirigent – i tæt samarbejde med en engageret bestyrelse – som er centrum for dette bidrag.
Set i godt 20 års retrospektiv, så bestod opgaven med at lede et amatørbigband af mange centrale sider af musikfaget samtidigt. Dels en række stilhistoriske valg af repertoire; dels indstuderingsarbejdet på de ugentlige øvegange og etablering af en koncertpraksis; dels samarbejde med forskellige parter på vores eget institut og andre eksterne partnere i ind- og udland; og endelig et intenst oplevelsesøkonomisk arbejde. På mange måder var dirigentopgaven definerende for mange aspekter af mit fremtidige arbejdsliv.
Den indlysende dirigentopgave er at sammensætte et spændende repertoire, som musikerne gider at spille og at øve sig på mellem prøverne. Langt de fleste af orkesterets medlemmer var musikstuderende. Vi var glade amatører med meget varieret instrumentalbaggrund, og samtidig med en nogenlunde ensartet teoretisk og historisk baggrund pga. det fælles udgangspunkt som musikstuderende. Vi blev efterhånden enige om at fokusere på bestemte temaer for hvert semester som fx Count Basie-swing, bigband-salsa, Lars Jansson-numre, en Duke Ellington-suite og JazzPar prisvinderen Martial Solal. Det betød, at orkesteret lærte de forskellige genrer temmelig grundigt at kende, før vi skiftede til næste tema – og også, at vi alle glædede os til at arbejde med et friskt tema. Til at finde velegnede numre og arrangementer fik vi hjælp fra Jens Klüver, der havde et næsten uendeligt arkiv og et enormt genreoverblik fra sit professionelle bigband.
Et amatørbigband står og falder med, om der er musikere på alle pladser, især hvis repertoiret også består af numre, hvor sektionerne blandes gennem arrangementerne; altså hvor fx en saxofon spiller sammen med en trombone og en trompet, hvilket sker hyppigt i mere moderne arrangementer og sjældnere hos fx Count Basie. Derfor er det vigtigt, at alle musikere faktisk dukker op til den ugentlige prøve, og den slags 'personale'-fokus blev hurtigt en vigtig del af dirigentopgaven med jævnlige opkald i ugens løb til de mest mødeustabile. Dertil kom opgaven med at sikre øl og sodavand til pauserne, hvilket ikke var nogen lille tjans i halvfemsernes glasflasketid, hvor vi alle var på cykel uden adgang til biler med bagagerum. Kunsten af sammensætte et godt prøveforløb både over hele semesteret og på den enkelte prøvegang var et grundigt forstudie til senere undervisningsforløb på gymnasier og musikskoler. Hvornår skal vi lave gruppeprøver og hvornår fælles? Hvornår skal vi øve det svære stykke intenst, og hvornår trænger vi til at forstå sammenhængen? Mange timer i øvelokalet blev det til, og med mange sjove episoder, som da vandet gik under prøven for den gravide 2. altsax.
Århus er en tilstrækkeligt lille storby til, at når internationale kapaciteter kommer til byen, så kommer de ofte hele vejen rundt, og således også da Klüvers Bigband fik amerikanske David Springfield som husarrangør i et års tid. Musikinstituttet fik kapret David som underviser på et kursus i bigbandarrangement, og det kom vores bigband til gode, dels fordi flere af musikerne var studerende på kurset, og dels fordi orkesteret blev hyret til at opføre de færdige arrangementer. Et par af numrene blev indarbejdet i vores repertoire, mens andre blev sendt hjem på arrangørens værksted igen.
For alle orkestre gælder det også om at skaffe et koncertpublikum, som gerne vil klappe undervejs og efter soloerne. Vi var i Musikstuderendes BigBand heldige at have god kontakt til fx Simonsens Have i Den Gamle By, hvor den årlige sommerferiekoncert blev spillet, ligesom flere koncerter på det hedengangne Glazzhuset kom i hus. Vi blev efterhånden gode til at få styr på logistikken med at fragte instrumenter og sikre plads nok til alle musikere på scenen, inklusive trombonernes træk. Vi besluttede, at koncertpåklædningen var smoking for mændene og sorte kjoler for damerne, men først efter nogen overtalelse lykkedes det at få alle de studerende til at bruge penge på den slags ekstravagance eller låne sig til det. Vi spillede også koncerter udenfor Ringgaden, fx i Esbjerg, Spjald og Kiel, og her nød vi godt af det Humanistisk Fakultets to VW-busser, som studerende havde mulighed for at låne inklusiv et Q8-benzinkort.
Det gjaldt også, når vi skulle til København. Musikvidenskab i Danmark er et veletableret men ikke voldsomt omfangsrigt studium, og der var i 1990'erne en tydelig konkurrence mellem institutterne i især Århus og København. Til trods for det – eller måske derfor – tog vi initiativ til et udvekslingssamarbejde med vores søsterbigband på MI i København, MIBB, hvor vi i flere sæsoner mødtes både ude & hjemme for at spille for og med hinanden. Deres orkester var betydeligt mere veletableret end vores, og deres synkoper var nok lidt skarpere, ligesom de havde indspillet indtil flere plader. Til gengæld spillede vi musik i mange flere genrer, end de gjorde. Der var tale om et konkret og konstruktivt samarbejde mellem vores fag, og det var supersjovt og meget inspirerende; der kom endda et kærestepar ud af det undervejs.
På et tidspunkt fik vi den idé at tage på turné til Grønland, og gennem god brug af et kandidatstudiums fleksibilitet tog planerne efterhånden form. Vi fik kontakt til kulturhuset Katuaq i Nuuk gennem en studenterkammerat, der netop var flyttet dertil, og gennem halvandet års intenst arbejde lykkedes det at skaffe finansiering og kontakter nok til at sende 22 århusianske studerende afsted med en meget lille egenbetaling på Tour To-Tusind i august 2000, hvor vi spillede 22 koncerter på 14 dage. Universitetets rektor købte os for Musikerforbundets officielle tarif til at spille til AU's Årsfest i de to år, vi sparede op, ligesom orkesterets medlemmer (og deres forældre) skaffede os koncerter rundt om i Jylland, så vi i alt tjente knapt 200.000 kr. De grønlandske kommuner sponserede kost og logi, vi spillede foran den lokale supermarkedskæde i alle byer, og ikke mindst spillede vi fra kystskibet, når vi lagde til kaj. Sammenlagt var det én stor praktisk øvelse i oplevelsesøkonomisk arbejde. Vores mest ihærdige publikum sejlede ud til skibet i joller, da skibet i den lille bygd Kangaamiut ikke kunne komme helt ind til kajen, og her var alle musikalske styrkegrader og detaljer afskaffet, for kun fortissimo kunne bruges, hvis det skulle kunne høres inde på kajen. Vi spillede desuden for alle skoleelever i Ilulissat, Nuuk og Sisimiut, hvor børnene genkendte os hurtigt på gaden. Mange havde aldrig hørt så stort et orkester før. Især vakte 1. trompetistens solo ud ad vinduet fra 2. sal med solbriller på jubel. For orkesteret var helikopterturen til indlandsisen et meget stort øjeblik; vi kunne akkurat knibe os ind i Air Greenlands største helikopter, hvor der er netop 22 pladser.
Samlet set fik jeg som bigbanddirigent lov at øve mig på mange forskellige ting, som jeg har haft stor glæde af i mit senere arbejdsliv som musiklærer og leder i gymnasieskolen. Jeg føler mig heldig at have fået de muligheder allerede som studerende med virkelig meget musikfaglig og organisatorisk læring og med venskaber, der stadig holder. Og så var det også i Musikstuderendes Bigband, at jeg mødte min kone.
Så til de studerende på Musikvidenskab anno 2022 kan jeg kun bringe den opfordring at skynde jer at melde jer ind i institutbigbandet – eller sørge for at genetablere et, hvis det ikke findes, når du begynder på Musikinstituttet.
