”Undgå åndelig indskrumpning!”
… et tidsbillede af et bofælleskab, som udsprang af Musikvidenskabeligt Institut i 1987

Af Sigurd Barrett, Bo Gunge, Jakob Schmidt og Dorte Simonsen Gunge

”En forårsdag vågnede jeg op under et bord med kæmpe tømmermænd. Jeg havde været til fest med alle dem fra 1. årgang på Musikinstituttet, og vistnok også kysset heftigt med en af dem. På min cykeltur hjem ad Herredsvej fik jeg pludselig øje på en lille gul murermestervilla. ’TIL SALG’ stod der på skiltet ved indgangen. Jeg fandt en blå telefonboks på Hasle Torv og ringede til ejendomsmægleren – og tre timer senere havde jeg købt huset. Dengang kunne man nemlig købe et hus, bare man kunne præstere en udbetaling og en underskrift!” Det er Sigurd Barrett, der dengang studerede på Musikinstituttets 1. årgang, som fortæller.

Erfaringerne med at bo til leje havde været yderst uheldige, efter at Sigurd havde sat sig for at øve alle skalaer i alle tonearter på alle tider af døgnet på sit akustiske klaver. Efter en improviseret fest, hvor Sigurd havde glemt at slukke havegrillen, så gløderne var ved at antænde huset, var han blevet smidt på gaden af sin udlejer, og Sigurd havde derfor snakket med Bo Gunge om at lave et bofællesskab i Musikinstituttets ånd. Her skulle ingen andre bestemme, og ånden skulle ene og alene handle om kunst, kultur og fri udfoldelse. Husets navn skulle være ”KULTURPALADSET” – intet mindre kunne gøre det.

”Jeg var ikke klar over, at disse bygninger fandtes i flere Østeuropæiske hovedstæder,” fortæller Bo, ”men nu fik man set billeder af det, og det var jo forrygende, at opkalde et lille rækkehus i Hasle ved Aarhus efter disse Østblok-mastodonter. Vi fik lavet et skilt og sat over døren, til nok forholdsvis stor undren for vores naboer!” Som den tredje beboer fik Sigurd og Bo overtalt studiekammeraten Jakob Schmidt til at flytte ind:

”På det tidspunkt boede jeg stadig hos mine forældre, men jeg var meget klar til at flytte hjemmefra,” fortæller Jakob. ”Jeg drømte om at bo i min egen lejlighed. Et sted, hvor der ikke var nogen, der blandede sig i noget. Så da Bo og Sigurd kom og spurgte, om jeg ville være med i en slags kollektiv, var det ikke præcis det, jeg havde tænkt mig. Men det var vist et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til!” Bo, Jakob og Sigurd blev hurtigt en dynamisk trio med mange ideer:

”Der var noget ved kombinationen af vores personligheder, som var godt,” fortæller Bo. ”Vi var forskellige på en måde, så alle tre altid vidste, at der var bestemte aspekter af det musiske, man hver især var respekteret for af de andre. Vi var alle ambitiøse, men anede ikke hvad vingerne ville kunne bære. Men det at vi kunne spejle os i hinanden, afstivede selvtilliden enormt. Dagen efter et spillejob med sit band berettede Jakob: “Vi spillede fantastisk. Publikum derimod var noget af en skuffelse!” På trods af den raffinerede ironiske distance var moralen klar: Det var tilladt at være stolt over at ville noget, selv om man endnu ikke vidste, hvad det kunne blive til.”

Der blev anskaffet herskabsmøbler fra genbrugsbutikker, og det var tilladt at male, hvad man ville, på væggene, for hvorfor skulle de dog være hvide og kedelige? ”Mozart var et røvhul!” blev et af de første postulater, som med bred maling prydede en af væggene, men snart druknede udsagnet i romerske søjler, bibelske engle og alverdens andre udsagn, nogle mere gennemtænkte end andre. På et tidspunkt blev der kreeret en søslange, som fyldte hele loftet, mens en af lamperne var en omvendt trafikkegle, som var blevet hjembragt på en natlig bytur.

”Det kan godt være, at det ikke var noget stort hus, men en ting var sikkert i Kulturpaladset: Der var højt til loftet,” husker Jakob. ”Og der var musik alle vegne. Både Bo og jeg havde kærester, der også var musikstuderende. Mange af lejerne var musikere, og en meget stor del af dagligdagen i huset handlede simpelthen om musik. Vi fik lavet 500 balloner med teksten "Kulturpaladset - Undgå åndelig indskrumpning – ring 86150708". Så kunne folk bare ringe. Desværre fungerer telefonnummeret ikke længere. Det er blevet meget sværere at styre udenom den åndelige indskrumpning.”

Bos kæreste, Dorte Simonsen Gunge, var også musikstuderende og gik på årgang med Sigurd og Jakob. Også hun husker de 500 balloner:

”Vi puster balloner op. Kulturpaladset – undgå åndelig indskrumpning! Snart er det lille værelse lige inden for indgangsdøren fyldt op. Det er egentlig Sigurds værelse, men det tager ingen sig af. Heller ikke Sigurd selv, der tilsyneladende sover godt omgivet af balloner. Så vidt jeg husker, blev der spredt balloner rundt i det halve Århus i løbet af den følgende tid. Man kunne hævde, at man skulle lede længe efter en mere indbildsk og ”opblæst” tekst, men på sin egen måde passede den meget godt med det noget pompøse navn ”Kulturpaladset”. Pointen er dog, at den på trods af tekstens umiddelbare udsagn bestemt også var udtryk for en høj grad af selvironi og selvbevidsthed. Lige dele selvironi og selvbevidsthed, tror jeg.” Bo supplerer: ”I stuen i Paladset havde vi malet to græske søjler med en tympanum over med indskriften “Gnothi Seauton”, - ”Menneske kend dig selv”. Med samme ironiske sikkerhed som skiltet over husets indgangsdør, var denne portal malet over fjernsynet. Så man vidste, når man “stenede fjerner”, at man var på afveje.” 

Fjernsynet var naturligvis et skoleeksempel på ’åndelig indskrumpning’ og måtte for enhver pris undgås og erstattes med ægte levende musik og debat. Dette ledte til en ny og banebrydende ide: Kulturpaladset skulle naturligvis afholde kulturaftener! Der blev derfor indbudt til soiré, hvor alle måtte komme med et kunstnerisk bidrag. Det førte til en lang række kulturaftener, hvor stuen var propfyldt med interesserede gæster, de fleste fra Musikinstituttet. Der var digtoplæsninger, musikalske urpremierer, happenings, elektronisk synthesizermusik, ja, der blev endda inviteret en strygekvartet fra musikkonservatoriet, som var glade for at spille for et interesseret publikum.

Sigurds værk ”I like the moon” gik ud på at fastholde publikum i en skrækindjagende dommedagsprofeti om, at Jorden snart ville gå under som følge af miljøbelastning, for til sidst at kulminere i et øredøvende brag flankeret af rædselsskrig og undergangsstemning. Sigurd skrev også manifestet ”Det grønne diktaturs nødvendighed”, som fastslog, at kun en global grøn diktator ville kunne afholde mennesket fra at spolere sin egen eksistens. Retorik, som selv i dag ville kunne imponere den politiske venstrefløj hvad angår klimaambitioner.

”Vi var imod alt, som var systembevarende,” fortæller Sigurd. ”Ingen skulle manipulere med andre. Derfor kunne vi ikke tillade ledetoner i musik, og som konsekvens deraf prøvede vi at synge alle sange i heltoneskala. Det blev afprøvet ved en fredagsbar på Musikinstituttet men viste sig at kræve mere end én øl for at gennemføre!” Sigurd forsøgte sig også som bygningskonstruktør og søgte i fuld alvor Aarhus Kommune om lov til at opføre et 3,5 meter højt kobberspir på den lille undseelige murermestervilla. Afslaget fra kommunen blev sat op på den væg, som havde fået navnet ”Væggen for afslag.” Jakob fortæller:

”Ud over musikken tror jeg, at humoren var noget af det mest gennemgående i Kulturpaladset. Vi havde en Wall Of Rejections, hvor de mange afslag på forskellige ansøgninger, man som ung musiker modtog, blev hængt op. Der var også et meget sagligt afslag (med klagevejledning og det hele) på en ansøgning fra Sigurd til Kommunen om byggetilladelse til et spir på paladset. Og vi havde en Wall Of Statements. Når nogen sagde noget med tilpas fynd og vægt, kunne det blive kåret til at være et statement. Så var der et ritual der dikterede, at det skulle råbes ud over villakvarteret fra terrassedøren og derefter skrives på The Wall Of Statements. Min egen catch-phrase "alt er flip" og forskellige udviklinger af den ("i begyndelsen var alt flip, og sådan har det været lige siden", "det hele er noget flip, og det, der ikke er noget flip, det er bare noget andet flip") prydede også loft og vægge. Vi bidrog alle med kreative telefonsvarerbeskeder. Sigurd skrev altid morsomme anledningssange. Bo blev narret til at tro på, at han skulle betale al sin SU for et år tilbage.”

Apropos økonomi, så var der ingen, der havde overvejet økonomien i at bo i sådan et hus. Alle betalte 1700 om måneden, som dækkede det mest nødvendige, men ingen havde tænkt over, at der efter et halvt år kom en terminsopkrævning. Jakob var alene hjemme, mens alle andre var rejst på juleferie, da der pludselig dumpede et girokort ind fra kreditinstituttet BRF på 17.000 kroner. Vi havde ingen mobiltelefoner, så Jakobs eneste løsning på problemet var at bede sine forældre lægge ud for denne uforudsete udgift! I det hele taget husker Dorte, at de tre paladsindehavere havde så travlt med den store kunst og kultur, at det kneb gevaldigt med at holde orden:
”Det, der kendetegnede Kulturpaladset, var - set udefra - ikke mindst et frygteligt rod. Halvtomme kaffekrus efterladt de særeste steder og møbler, der stod hulter til bulter i stuen. En kasse med ”nej-tak-reklamer” stod udenfor hoveddøren, og ved blæsevejr fordelte de glitrende sider sig i naboernes haver. Jeg var bestemt glad for ikke at skulle betale husleje eller have ansvaret for rengøringen, men mindst lige så glad var jeg for det frirum, der opstod i kølvandet på oprydningsanarkiet. Set i bakspejlet tror jeg, at det var denne legende og tilsyneladende ustrukturerede tilgang til verden, der var så befordrende for kreativiteten.” 

Og kreativitet var der nok af, husker Jakob: ”Alle kunne optræde med, hvad de ville. Der blev spillet, sunget, læst digte op og meget andet. Bo, Sigurd og jeg havde alle tre gang i noget popmusik (i ordets brede forstand), men vi var også gået i krig med klassiske partiturer. Et af højdepunkterne, jeg husker, var da Bo fik en strygekvartet til at komme og opføre et værk, han havde skrevet. "To Childhood" tror jeg, det hed. Oplevelsen af strygekvartetten så tæt på i stuen var helt overvældende. Til en havefest skrev Bo, Sigurd og jeg hver et stykke musik for et ensemble bestående af cello, klarinet, trompet og pauker. Det var Sigurds idé, og som så ofte med hans idéer kom der noget meget fint og meget underholdende ud af det - hvor usandsynligt det end kunne lyde.” Også Bo husker, hvordan kreativiteten kunne have mange former, som alle udsprang fra musikstudiet:
”Der var noget ved Musikvidenskabsstudiet: Vi vidste, vi beskæftigede os med faget fra flere vinkler på én gang, både det udøvende, det historiske, det analytiske og det filosofiske. Det var med at samle så meget på nakken som muligt, og så se hvad der ville lykkes. Studieretningen var jo under alle omstændigheder indrettet sådan, at man ville kunne søge job i gymnasiet bagefter, men i Paladstiden var det ikke en tanke, der faldt hverken os eller vores kærester (som også gik på instituttet) ind.” 

Selvfølgelig havde Kulturpaladset både øvelokale i kælderen og sit eget hjemmestudie, bestående af Sigurds primitive Fostex 4-spors kassettebåndoptager. Bo fortæller:
”Sigurds generøsitet og tillid mht. hans gear var enorm, og jeg blev virkelig gode venner med både hans Roland trommemaskine og Fostex’en, eller “Bad Noise Studio”, som den også blev kaldt - på grund af en fæl brummen, som stod i skærende kontrast til det hæderkronede Sweet silence-studie.  En søndag fortalte Sigurd, at han havde spillet suppe-steg-og-is job aftenen før, og havde trykket den kombination på trommemaskinen, der skulle give ham en blid bossa. Nu kom der i stedet en amok-agtig 5/4-takt. Om jeg vidste, hvem der mon kunne have programmeret den ind? For så ville han godt sige tak!”

Kulturpaladset blev et sted, mange studerende fra Musikinstituttet besøgte, enten til kulturaftener eller til en af de mange fester, som bestemt heller ikke gik i ét med tapetet. Jakob fortæller:
”Kollektivfester er nok altid noget særligt. Vores var i hvert fald. Vi holdt en undervandsfest, hvor vi havde fremstillet en søslange, som hang under loftet i stuen, og i hvis hoved en båndoptager løbende afspillede søslangebrøl. Overalt i huset var der højttalere, der afspillede bølgeskvulp. En anden fest var maskinfesten - inspireret af, at Bo med afskyblandet fascination havde læst Desmond Morris. Gæsterne blev taget imod af en "velkomstrobot", og der var tv-skærme med hvid støj og datidens "computer-grafik" mellem strimlerne af sort videobånd, der hyllede det meste af huset i en umiskendeligt dystopisk stemning. En af vores lejere arbejdede på en videobåndsfabrik af en slags og havde adgang til uanede mængder af affalds-bånd. Som en anden af kredsen erklærede, var man bagefter usikker på, om maskinfesten var den bedste eller den værste fest, man nogensinde havde været til. En af delene i hvert fald.” En anden mindeværdig fest var flyfesten, hvor alle gæsterne blev stuvet sammen i kælderen på klaustrofobisk tætte stole, og efter en ”flyvetur” med indlagte drinks, heftige flylyde fra jordskælvshøjttalere og en flykapring, landede gæsterne på en tropeø, som var stuen. Her havde vi varmet op til 30-40 grader, og til forførende latinorytmer fra et live band smed de fleste tøjet og dansede natten lang. Klokken 6 ringede telefonen, og en oprørt nabo klagede: ”Kan vi snart få nattero?” hvortil Jakob – som altid har evnet at lyde velformuleret selv i en kæmpe brandert - svarede: ”Hvorfor det? Det er jo ikke nat mere!”

I det hele taget mente Kulturpaladsets beboere, at naboerne lå under for samfundets latterlige krav og normer. Sigurd fortæller:

”Vi syntes, deres ligusterhække og velfriserede haver var udtryk for en fornægtelse af alt det sjove, skæve og udfordrende i tilværelsen, hvorfor vi mente at have ret til at gå ind i genboens have midt om natten og ”låne” en frø af sten, som var en del af hans haveanlæg. Frøen fik plads på bordet, mens vi holdt fest og morede os med at lade den smage vores mad. Som modstander af reklameblade havde jeg opstillet en kasse foran hoveddøren, som omdelte reklamer kunne smides i, men under en natlig storm blev kassen blæst omkuld, hvorfor alle reklamebladene endte i nabohaverne. Dengang forstod jeg vitterligt ikke, hvorfor vores ’systembevarende’ naboer altid var så stramme i betrækket overfor os. I modsætning til dem bidrog vi jo med noget spændende og nytænkende til samfundet!”

Om Kulturpaladset tilførte naboerne meget andet end nysgerrig undren og momentan irritation er svært at sige, men i hvert fald tilførte det noget helt unikt både til dets beboere og lejere, og til en stor kreds af gæster, herunder i særlig grad mange studerende fra Musikinstituttet:

”Der er ingen tvivl om, at Musikinstituttet har haft en stor betydning for, hvad der foregik i Kulturpaladset,” siger Dorte. ”Måske er det for meget sagt, at huset var en forlængelse af Musikinstituttets lokaler og undervisning, men det var sådan, det ofte føltes. Dele af undervisningen på instituttet levede videre i Kulturpaladset. Den blev afprøvet, efterprøvet og diskuteret. Det ene øjeblik talte man om Wagner og det næste om tidens popmusik. Sætningen ”Mozart var et røvhul” hørtes ofte, om end det ikke blev mig helt klart, hvorfor han nu også var det - (og det blev sjovt nok heller ikke diskuteret på instituttet…)” 

”Der var væg-til-væg musik i og omkring Kulturpaladset,” tilføjer Jakob. ”Vi prøvede hver især så mange forskellige ting af, og havde hele tiden hinanden at diskutere musikken og alt omkring den med. Fælles referencer i alverdens retninger. Det er nok umuligt helt at forstå, hvor meget den periode formede os som mennesker og som musikere.”

”Om Kulturpaladset omvendt har haft en betydning for livet på Musikinstituttet?” spørger Dorte retorisk. ”Ja, det vil jeg bestemt også mene. Jeg tror, at det engagement og den smittende musikglæde, man fandt i Kulturpaladset, var vigtig for både det faglige og sociale liv på instituttet i lige præcis de år - sidst i 80’erne. Med Kulturpaladset blev Musikinstituttet måske et lidt bedre og mere inspirerende sted, men uden Musikinstituttet havde der heller ikke været et Kulturpalads”. Heller ikke Sigurd ville have undværet det kreative balladehus: ”Jeg elskede at bo der. Det var en legeplads uden sidestykke, og musikken, lyrikken og filosofien blev udfoldet i en grad, som jeg ikke siden har mødt andre steder. Flere af vore lejere bidrog også med hver deres faglighed, og i det hele taget kunne jeg unde mange flere unge mennesker i dag den oplevelse, det er at bo tæt sammen med andre unge i et fællesskab, som kan danne ramme om at udfolde det, man har allermest lyst til. I vores tilfælde var det en grænseløs musikalsk legeplads, og den ville jeg aldrig have været foruden!”

”Disse år, Musikinstituttet, og ikke mindst Kulturpaladset har lige siden stået som en stor gylden portal over indgangen til mit voksne liv,” slutter Bo. ”Jeg lærte mennesker at kende, som jeg siden har betragtet som mine nærmeste venner. Dermed har de også været en fast del af hele min forestilling om, hvem jeg selv er.” Og hvad med FOMO – fear of missing out? spørger Dorte sig selv:
”Det er svært at overvurdere Kulturpaladsets betydning for mig personligt. Her fik jeg venner for livet (tilgiv mig min indbildskhed; jeg ringer straks 150708 og finder selv ud) og tilmed en ægtefælle. FOMO led jeg bestemt ikke af. Jeg havde helt sikkert en fornemmelse af hele tiden at være på det rigtige sted!”

”Sådan føler vi det vist alle sammen!” siger Sigurd. ”Jeg lærte meget i Kulturpaladset, men jeg lærte sørme også meget på Musikinstituttet. Faktisk lærte jeg ikke noget, jeg ikke har kunnet bruge senere hen i livet!” slutter Sigurd og håber stadig - 35 år efter Kulturpaladsets åbning - at blive forskånet for åndelig indskrumpning.

Kulturpaladset eksisterede som andelsforening fra 1987 til 1993.
Beboerne blev udskiftet efterhånden, men navnet blev bibeholdt.
Flere end 20 nåde at bo i Kulturpaladset, enten som ejere eller som lejere.
Huset ligger stadig i dag på adressen Herredsvej 44a, 8210 Aarhus V.
Efter salget af huset blev andelsforeningen nedlagt.
Huset fik aldrig et kobberspir.