Kronik af Anne Green Munk, digter og ph.d. i Litteraturhistorie.

Set i et større perspektiv tager næsten al menneskelig aktivitet sig latterlig ud. Særligt hvis perspektivet får betragteren til at føle sig større end dem, der betragtes. Dette forekom i første omgang at være tilfældet for de tre kronikører, Benjamin Boysen, Frederik Boris Hylstrup og Steen Nepper Larsen (henholdsvis ph.d., ph.d.-studerende og lektor), der fik bragt kronikken ”Det er på mode at besjæle naturen” i Dagbladet Information den 6. november 2025. Dermed gav de bolden op til en natursynsdiskussion, der er fortsat i spalterne lige siden. Kronikørerne servede hårdt i deres første kronik, hvor de skrev, at det var ”arrogant” at det i samfundsvidenskaben, humaniora og kunstverdenen var ”kommet på mode at besjæle naturen” og ”at holde et spejl op imellem sig selv og naturen og falde i svime over det, spejlbilledet kaster tilbage”. Denne amoralske selvforelskelse blev ifølge kronikørerne legitimeret af teoretiske strømninger såsom posthumanisme og nymaterialisme, der blev eksemplificeret i kronikken ved tænkerne Jane Bennett, Hartmut Rosa og Bruno Latour.

Besjælede planter i kunstverdenen

Kronikørerne kom ikke med nogle konkrete eksempler fra ”kunstverdenen”, som jeg selv repræsenterer i min egenskab af at være digter, aktuel med digtsamlingen Vildmarken, der udkom 4. december 2025 og ansat som forfatter og forskningsassistent på Den Hirschsprungske Samling på udstillingen Plantefeber – verden i vindueskarmen, der også strækker sig til Ordrupgaard og varer til og med 11. januar 2026 på begge museer. Udstillingerne er skabt i samarbejde med det Veluxstøttede forskningsprojekt Skjulte Plantehistorier og rummer en mængde historiske og nyskabte eksempler på kunstværker, der fortæller planters kolonihistorie og viser stueplanters relation til mennesker og sommetider spejler dem gensidigt i hinanden. Men i stedet for at komme med eksempler på kunst illustrerede kronikørerne det ikke bare latterlige, men decideret farlige og derfor problematiske ved menneskers mulige identifikation med naturen med fortællingen om miljøforkæmperen Timothy Treadwell og hans kæreste Amie Huguenard, der levede blandt bjørne i mere end ti år i Alaskas Katmai National Park, indtil de en dag blev angrebet og ædt. To andre kronikører, improvisationsmusiker og ph.d. Jens Skou Olsen og ph.d.-studerende Rithma Kreie Engelbreth Larsen har efterfølgende i hver deres kronik påpeget, at det også er livsfarligt at være del af det menneskelige fællesskab, kulturen, med dens krige, partnervold og mange årlige trafikdræbte, ligesom de meget fint forklarer, at posthumanisme og nymaterialisme ikke er teorier, der advokerer for en antropomorficering af naturen, men for et fornyet engagement, og at det, der finder sted i forskningen og kunsten i dag snarere er en biomorficering af mennesket i erkendelse af, at naturen ikke er vores modsætning men hele vores forudsætning for at eksistere. Rithma Kreie Engelbreth Larsen påpeger også den tunge koloniale arv, der er knyttet til at se ned på mennesker, der oplever sig selv som forbundne med naturen, og at udbytningen af naturen hænger tæt sammen med at anskue den som afsjælet råmateriale for menneskelig formålsrationalitet.

Et mere tidssvarende natursyn

De tre oprindelige kronikører har taget til genmæle i det nye år, hvor de den 4. januar under den bastante overskrift ”Vi kan mere end torsk og majsmarker” – men ikke desto mindre langt mere interessant og rammende – præciserer deres syn på forholdet mellem menneske og natur således: ”Mennesket er udstyret med evnen til at omskabe sig selv og sin omverden. Det betyder at mennesket med sin fornuft og forestillingskraft kan sætte juridiske systemer i stedet for krig, politik i stedet for en tilstand af alles kamp mod alle og videnskab i stedet for troen på alskens former for dogmatik. Når det er sagt overskrider mennesket af natur den øvrige natur, og det er herved, at det har et unikt ansvar for sin gøren og laden på jorden. Et etisk ansvar og en selv- og samfundskritisk omtanke, som det slet og ret ville være absurd at tilskrive eller pålægge vandmænd, hjorte, bakterier og hvirvelvinde. (…) Derfor går det simpelthen ikke an at indplacere mennesket i en flad ontologi, der fortrænger menneskets særlige natur og kultur, der altid-allerede er kunst(færd)ig og verdensforvoldende.” Kronikørerne åbner her op for menneskets forbindelse til naturen som et både-og, hvor mennesket både er del af naturen og noget mere, der kortest kan sammenfattes som kultur, fremfor – som den første kronik gav indtryk af –  at fastholde tidligere tiders opfattelse af, at vi mennesker er radikalt forskellige fra den omgivende natur. Denne præcisering er meget vigtig. Med formuleringen om ”menneskets særlige natur og kultur, der altid-allerede er kunst(færd)ig og verdensforvoldende” er vi desuden tilbage ved det kunstneriske i mennesket og i dets forhold til naturen, som var målet for den oprindelige kritik, men som har fyldt meget lidt i debatten hidtil. Kronikørerne påpeger i deres seneste indlæg meget vigtigt, hvordan kapitalismen i dag nærmest har taget patent på kulturen og nogle af de mest menneskelige egenskaber, nemlig evnen til at betjene sig af sin fornuft og skabe og handle frit i forlængelse heraf. I den kapitalistiske orden bliver fornuften dog til formålsrationalitet og formålet med friheden bliver forbrug.

Mennesket er både natur og kultur

Desværre fører de tre kronikører diskussionen ad absurdum ved at antyde, at nogen i dag skulle antropomorficere og tillægge ”vandmænd, hjorte, bakterier og hvirvelvinde” et etisk ansvar, blot fordi det påpeges af nymaterialistiske og posthumanistiske tænkere, at naturen har agens. Informations Emil Høj har meget fint samlet diskussionen op i lederen ”Uenighed gør os klogere. Det har debatten om natursyn forbilledligt vist”, hvor han konkluderer, at diskussionen er vigtig og lærerig for alle, der ønsker at bidrage til at løse de aktuelle klimaudfordringer, og at ingen af kronikørerne hidtil har haft helt ret eller taget helt fejl, hvorfor han spørger: ”Kunne man definere en mere overbevisende position, der insisterer på, at vi bevidste mennesker er mere og andet end den øvrige natur og derfor bærer et andet politisk og moralsk ansvar, men som samtidig anskuer den klare skillelinje, vi historisk har draget mellem natur og menneske, som noget, der på flere parametre bør udfordres for, at vi virkelig kan forstå os selv i forhold til naturen?” Det mener jeg selvsagt (for nu ikke at skrive ”naturligvis”), at man kan, og det bliver særligt tydeligt, når vi ser på kunstens og litteraturens lange tradition for at skildre naturen. I min digtsamling Vildmarken, som jeg opførte som jazz-og-poesi-koncert på Den Hirschsprungske Samling på udgivelsesdagen, skriver jeg om nogle af de udstillede værker i Plantefeber og om vildmarken som både et konkret landskab og som en metafor for menneskesindet og jeg spejler et menneskeliv, nemlig mit eget, i planternes. Jeg har desuden lavet skriveworkshops med museumsgæsterne, der her kunne vælge at skrive som en selvvalgt plante fra et af udstillingens malerier. I den forbindelse har museumsgæsterne og jeg haft fine samtaler om det både inspirerende og i sidste ende umulige i helt og holdent at se verden fra plantens perspektiv. Jeg vil derfor gerne tage til genmæle på ”kunstverdenens” vegne ved at pege på, hvordan litteratur og kunst i mange tilfælde har knyttet menneske og natur sammen, men uden at skabe ”en flad ontologi.

Kunstens både-og

Til udstillingen Plantefeber skrev forfatter Shëkufe Tadayoni Heiberg f.eks. følgende digt, der tager form af et ordbogsopslag med et nyt antikapitalistisk sprog for mennesker med udgangspunkt i livet hos planter:

plante, vb: -r, -de, -t:
At være i verden som plante.

☼ At rode, grene, kviste, blomstre, frugte og frøe, som var det den nemmeste sag.

☼ Omsorgsfuldt at holde rum for alt liv på Jorden, som ikke selv kan forvandle CO2 til ilt og sukker.

☼ At samarbejde med Solen om at uddele maden og den friske luft.

I overført betydning: At være selvforsynende, og samtidig generøs nok til at dele med andre.

Det jeg elsker ved hende er, at hun planter så rundhåndet.

Heibergs digt er desuden et poetisk og konceptuelt udtryk for og forsøg på at løse den problemstilling, som Anette Vandsø, forskningsleder af projektet ”Skjulte Plantehistorier”, sætter ord på i artiklen ”Samtidskunstens Plantehistorier”, der er trykt i kataloget til Plantefeber: ”Vores samtale om naturen i dag er ofte præget af de menneskeskabte og globale miljøkriser og handler mange gange om, at ”vi ødelægger naturen.” På den måde reduceres planter til en passiv grøn baggrund for det handlende menneske. Men kriserne afslører, i hvor høj grad opretholdelsen af alt liv, også vores, afhænger af planterne, og hvordan de omvendt afhænger af os. Det påpeger blandt andre antropolog Natascha Myers, når hun siger, at tiden ikke kalder på krisebilleder og undergangsmotiver, men derimod på ”plantropocæne” fortællinger om, hvordan menneskers og planters liv er viklet ind i hinanden.”  I forordet til samme katalog forklarer Anette Vandsø sammen med direktørerne ved Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard, Karina Lykke Grand og Gertrud Olsener, hvordan planteudstillingens fokus på stueplanten i dansk kunsthistorie konkretiserer de ellers ret abstrakte forestillinger, som klima- og biodiversitetskriserne er omgærdet af. Fra litteraturhistorien kender vi lignende konkretiseringer, der ligesom billedkunstens stueplanter er blevet så velkendte, at de næsten er blevet usynlige. Et af de bedste eksempler på det er Jeppe Aakjærs digt ”Havren”, der udkom i 1916 i Vejr og Vind og Folkesind og senere er blevet kendt under titlen ”Jeg er havren”. I dag kendes digtet også, fordi den melodi Aksel Agerby skrev dertil samme år, er blevet benyttet til et utal af hjemmelavede lejlighedssange, men oprindelig var digtet ligesom Aakjærs samling Rugens Sange, hvor der blandt andet indgår et mindre kendt og ligeledes antropomorficerende digt med titlen ”Vi er siv”, skrevet som led i Den Jyske Bevægelses kamp for at bevare biodiversiteten i den jyske natur.

Naturen er en uudtømmelig kilde

Fra en helt anden position i 1900-tallets litterære landskab gjorde Karen Blixen sig lignende tanker om forbindelsen mellem menneske og natur. Med sin kaffefarm og flere af sine udtalelser er Blixen en problematisk skikkelse i en kolonihistorisk kontekst, men i sit syn på naturen var hun på nogle måder forud for sin tid, som det bl.a. fremgår i følgende uddrag fra et brev til Aage Henriksen, skrevet i maj 1954: ”Og angående mit forhold til naturen: Jeg kan slet ikke se, at der er nogen grænse mellem naturen og mennesket. Men jeg er heller ikke så dum, at jeg ikke ved, at andre ser denne grænse tydeligt, heller ikke, at jeg ikke nogenlunde ved, hvad de mener dermed. (…) Jeg er i det hele taget ikke ret kapabel til at fatte en ”dualisme”.” At der ikke er en dualistisk adskillelse mellem mennesket og naturen, men både ligheder og forskelle er netop det, der gør det meningsfuldt for kunsten at spejle sig i naturen og for filosofien og videnskaben at søge nye indsigter om (menneske)livet der. Ganske lige som landkortet, der kun kan vise vej, fordi det både ligner og adskiller sig fra det landskab, det leder os igennem – og som hvis det var helt væsensforskelligt eller ganske identisk med landskabet selvsagt ville være ubrugeligt – kan naturen kun vise os mere om os selv og om verden end vi allerede ved, ved at befinde sig i denne dobbeltposition, dette både-og. Som nævnt i indledningen af denne kronik tager stort set al menneskelig aktivitet sig latterlig ud set i et større perspektiv. Tager vi ikke ved lære af naturen bliver det (for nu endelig at benytte en antropomorficering af rent retoriske grunde) naturen, der ler sidst, når klimaændringerne umuliggør en fortsættelse af menneskelivet, som vi kender det. Men når det kommer til viden og inspiration for kunst, filosofi og videnskab er naturen faktisk en uudtømmelig ressource.