Centralt for Skjulte Plantehistoriers forskningsdesign er ideen om at lave en større værkindsamling. Projektet har etableret en database med 452 oliemalerier malet i perioden 1820 til 1920. Den er kodet med 27 datapunkter, der muliggør multivariat analyse såvel som mere simple træk af data.
Databasen er etableret som del af det kollektive forsknings- og formidlingsprojekt Skjulte Plantehistorier (2022-2026) af den tværfaglig forskergruppe bestående af botaniker Anders Barfod, lektor i æstetik og kultur Anette Vandsø (PI), direktør og kunsthistoriker Gertrud Oelsner, lektor i cultural heritage Nick Shepherd og kunsthistoriker, post doc Pernille Leth-Espensen. Forskergruppen har i fællesskab fastsat de 27 værdier databasen er kodet med angående køn, botanik, klasse mv.
Værkerne blev indsamlet i foråret 2024 af Leth-Espensen og studentermedhjælper Martin Bjerg Dahl og kodet af studentermedhjælperne Martin Bjerg Dahl, Amalie Søvndal Nielsen, Sira Cecilie Kjeldal sommeren 2024.
Databasen offentliggøres ved projektets udløb. For mere information om databasen, kontakt PI Anette Vandsø (vandsoe@cc.au.dk)