Aarhus Universitets segl

BØV – børns møde med den nationale kulturarv

De tre nationale kulturarvsinstitutioner Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har en særlig forpligtelse til at henvende sig bredt til den danske befolkning, herunder til børnepublikummet.

Denne forpligtelse kan ses i lyset af FN's børnekonvention, der forpligter deltagerstaterne på at ”fremme barnets ret til fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv”. Det er i det lys, projektet vil undersøge, hvordan de tre nationale kulturarvsinstitutioner muliggør børns aktive møde med den nationale kulturarv.

Projektets overordnede forskningsspørgsmål lyder:

Hvilke strategier og tiltag anvender de tre nationale kulturinstitutioner til at sikre børns ret til at møde kulturarven, og hvordan opleves dette fra et børneperspektiv?

Projektet gennemføres som et tværinstitutionelt forskningssamarbejde mellem Center for Kulturevaluering v. Aarhus Universitet (AU), Det Kongelige Teater (DKT), Statens Museum for Kunst (SMK) og Nationalmuseet (NM) og bidrager med viden om, hvordan disse tre nationale kulturarvsinstitutioner skaber møder mellem børn og kulturarven.

Såvel det videnskabelige som det udviklende sigte er centralt i projektet. Den skabte viden vil gennem et tæt samarbejde mellem forskere og institutioner, samt en stærk formidling til øvrige børnekulturaktører, udvikle den danske forskning i kulturarv og kulturformidling ved at fokusere på børnenes perspektiv og kvalificere institutionernes nuværende praksis.

Projektet adresserer dette gennem tre delspørgsmål, der tilsammen dækker et børnepublikumsperspektiv, et formidlingsstrategisk samt et kulturpolitisk perspektiv.

  1. Oplevelser
    Hvordan oplever børnepublikummet kunsten og kulturarven på Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, og hvordan skaber det rum for børns aktive medborgerskab?
  2. Strategier
    Hvilke formidlingsstrategier og –valg ligger til grund for formidling til og aktiviteter for børnepublikummet på de tre institutioner, og hvordan kan de forstås som forskellige bidrag til at sikre børns kulturelle rettigheder?
  3. Værdier
    Hvilke værdier ligger bag de kulturpolitiske målsætninger og institutionelle strategier om at give børn adgang til og mulighed for at deltage i kulturarven?

Tilsammen giver projektet svar på, hvordan de tre nationale kulturarvsinstitutioner bidrager til børns kulturelle medborgerskab. I denne viden ligger et udviklingspotentiale, der ikke alene har værdi for de tre medvirkende institutioner, men for et bredt felt af børnekulturinstitutioner og -aktører.

BØV gennemføres i et samarbejde mellem Center for Kulturevaluering, Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet.

Projektets arbejdsgruppe består af Louise Ejgod Hansen (projektleder) og Christiane Oved Særkjær (post doc) fra Center for Kulturevaluering, Nina Gram og Mette Langeberg Lund fra Det Kongelige Teater, Michael Hansen og Nana Bernhardt fra Statens Museum for Kunst samt Nanna Holgaard og Rikke Tjørnehøj fra Nationalmuseet.

BØV er støttet af Augustinusfonden og gennemføres i perioden 2023-2026.

Nyhedsbrev