Af Morten Breinbjerg
Før I løber ud af døren skal I sætte jer ned på jeres stole, børn. Prøv nu at lukke øjnene og være helt stille og lyt [... et minut senere …] Fint, så må I gerne smutte afsted.
Ordene faldt måske ikke helt på den måde, men det er omtrent sådan jeg husker min lærerindes formaninger fra børnehaveklassen tilbage i starten af 1970’erne, hvor hun praktiserede, at vi børn skulle sætte os ned for med lukkede øjne kortvarigt at lytte til vores omgivelser, førend vi måtte forlade klasselokalet og gå hjem. Når jeg siden hen har tænkt tilbage på den ”lytte-situation”, har det slået mig, hvordan den foregreb det, der sidenhen blev kernen i min akademiske faglighed, nemlig en interesse for hverdagslyde som musikalsk materiale og som genstand for komposition og design gennem teknologisk bearbejdning.
I de år hvor jeg var børnehaveklassebarn, var den canadiske komponist og musikpædagog Murray R. Schafer ved Simon Fraser Universitetet i Vancouver i gang med at etablere grundlaget for den humanvidenskabelige praksis vi i dag omtaler som akustisk økologi og soundscape-studier. Det er en videnskabelig praksis, hvor forholdet mellem mennesker og deres lydlige hverdagsmiljø studeres med det sigte at dokumentere, beskrive og formulere principper for det ”gode” lydmiljø. Murray Schafers arbejde indbefattede større empiriske studier af bymiljøer i Canada og Europa. Gennem feltoptagelser og interviews, via fotografier, tegninger og malerier samt litteraturbeskrivelser i aviser og logbøger kortlagde han og hans medarbejdere i et omfattende arbejde byernes lydmiljø og deres historiske udvikling.
Det er studier, der er beskrevet i en række videnskabelige publikationer, hvoraf bogen ”the tuning of the World” fra 1977 er den mest omfattende. I sit arbejde anvendte Murray Schafer en række etnografisk inspirerede metoder til empiriindsamling og til at skærpe den lyttende opmærksomhed på hverdagslivets lydmiljø. Det omfattede metoder så som interviews med ”ørenvidner”, feltoptagelser (field recording), vandringer med fokus på de lydlige omgivelser (sound-walks), soundscape kompositioner med afsæt i lydoptagelser, og såkaldte øre-rensnings-øvelser (ear cleaning) a la dem min klasselærerinde praktiserede. Alle er de kvalitative metoder til studier af hverdagslyd og lydmiljøer, som jeg har gjort brug af i mit eget virke på Aarhus Universitet, og som jeg har haft mulighed for både at bringe ind i det musikvidenskabelige studie og sidenhen på kandidatuddannelsen i audio design ved det, der nu er afdelingen for Digital design og Informationsvidenskab.
På Musikvidenskabeligt Institut foregik der allerede fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne et arbejde med lyd som musikalsk materiale inden for såvel den elektroniske som den konkrete musiktradition, der siden slutningen af 1940’erne og op gennem 1950’erne, med henholdsvis Karlheinz Stockhausen og Pierre Schaeffer som hovedfigurer, havde manifesteret sig som to paradigmatiske tilgange til elektronisk lydbearbejdning og komposition.
Det foregik i regi af Akustisk Laboratorium under afdelingen for Musikalsk Akustik, hvor man opbyggede et elektroniske musikstudie med først analogt og senere hen digitalt udstyr, og hvor kurser og kompositionsseminarer blev afholdt.1 Undervejs udviklede interessen for elektronisk musik sig til et samarbejde med datalogisk institut, med hvem man udviklede en digital synthesizer navngivet EGG.2 Samarbejdet omfattede også andre forskningsaktiviteter bl.a. et stort internationalt seminar i 1978 med deltagelse af prominente komponister og forskere i elektroakustisk musik bl.a. Jean-Claude Risset, Barry Truax (elev af Murray Schafer) og Curtis Roads.3 Primus motor i hele den satsning var Professor Finn Egeland Hansen, der dog var rejst fra instituttet, da jeg startede dér som studerende i 1985.
Forud for min egen studietid havde der således på Musikvidenskabeligt Institut været et fokus på elektronisk musikkomposition og herigennem også en interesse for arbejdet med hverdagslyd og syntetiseret lyd som musikalsk materiale. Men da jeg startede på musikstudiet var sporet af det arbejde utydeligt.
Akustisk laboratorium eksisterede stadig (jeg husker bl.a. det fine skilt på døren ind til lydstudiet i Finlandsgade), men interessen for lydproduktion og indspilning af musik i lydstudiet, der på det tidspunkt havde en 16-spors analog båndoptager og en ditto stor mixerpult med tilhørende effektenheder som sit omdrejningspunkt, samlede sig nu om den rytmiske musik. Aktiviteterne foregik i tilknytning til den praktiske ITP-undervisning, men ofte uden for den normale undervisning og som det vi nok i dag ville kalde for ekstra- curriculære aktiviteter, altså aktiviteter, der primært var styret af de studerende selv i samarbejde med den studietekniker, der var ansat til at tage vare på det tekniske udstyr og studiets indretning.
Min egen interesse for at arbejde lyd- og musikproduktion i lydstudiet voksede gennem min bacheloruddannelse, men det var åbningen af Dansk Institut for Elektroakustisk Musik (DIEM) i Aarhus i 1987 og muligheden for at gennemføre et selvtilrettelagt kandidatstudium i musikteknologi som i kombination styrkede min interesse for den mere eksperimenterende elektroniske musik.
I slutningen af 1980’erne var arbejdsløsheden blandt humanistiske kandidater, herunder for kandidater i musikvidenskab, høj. Det humanistiske fakultet gav derfor mulighed for, at man som studerende kunne tilrettelægge en individuel kandidatlinje – en såkaldt specialiseringsgren, hvis man havde ideer til et uddannelsesforløb, der vendte sig mod arbejdsmarkedet.
På den tid boomede den private hjemmecomputer og den digitale transformation var således allerede godt i gang. Det gjaldt også bredt i musiklivet, hvorfor jeg og en medstuderende – Lars Mydtskov, i 1989 tilrettelagde en specialiseringsgren i musikteknologi med følgende formål:
”at koncentrere vores uddannelse om arbejdsområdet musikteknologi (forstået som musikinstrumenter og udstyr til fremstilling, optagelse og bearbejdning af lyd, som baserer sig på computere og digitalt opbygget musikudstyr. Det digitale udstyr omfatter bl.a.: Digitale synthesizere, samplere, digitale pianoer, effektenheder, harddisk, RAM-optagelsessystemer, digitale mixere m.m. Arbejdsområdet skal ikke forstås som et studium i elektroakustisk musik, men som et studium i EDB- teknologien som værktøj i kompositions-, produktions-, fremførelsesmæssigt og pædagogisk øjemed”
Vores selvtilrettelagte kandidatstudium indebar blandt andet, at vi skulle følge udvalgte kurser, seminarer og workshop indenfor emnet musikteknologi, hvilket på det tidspunkt betød, at vi måtte kigge ud over universitetet selv og lede efter relevante undervisningsaktiviteter på andre institutioner. Det blev anledningen til et frugtbart samarbejde med føromtalte DIEM og dets daværende og efterfølgende mangeårige leder Wayne Siegel. Det var således i regi af DIEM, at vi fulgte kurser i lydprogrammering, computermusik, synthesizere og studieteknik samtidig med, at vi under vejledning studerede den elektroakustiske musiks historie og æstetik.
I tilknytning til undervisningen på DIEM oprettede musikinstituttet et mindre digitalt øvelsesstudie i Finlandsgade bestående af en Macintosh SE computer og en Yamaha DX-7 synthesizer, hvilket gav mulighed for at optage og redigere midi data i et sequencerprogram og afvikle lyden via DX-7 synthesizeren. Samtidig gav det os studerende lettere adgang til relevant teknologisk udstyr samtidig med, at instituttet sparede penge på den dyre studie tid, der ellers skulle betales for i DIEM.
DX-7 synthesizeren var op gennem 1980’erne en meget udbredt og anvendt digital synthesizer indenfor pop og rockmusikken primært pga. af dens el-piano og ”brass-agtige” klange, der alle byggede på frekvensmodulation, såkaldt FM-syntese. Men FM-syntese var også interessant for den mere eksperimenterende elektroniske musik, fordi FM-syntese på en forholdsvis simple måde gave mulighed for at komponere rige klangspektre via modulering af sinustoner. Selvom det indkøbte udstyr var sparsomt var det ikke desto mindre for den tid avanceret.
Fra starten af 1990’erne og de følgende år blev det digitale lydstudie i Finlandsgade udbygget med større computere og nye softwareprodukter. Ikke mindst muligheden for at optage (sample) og bearbejde reallyd på computeren, som blev muligt med indkøb af kraftigere Mac-computere og software som Sound Designer II fra firmaet Digidesign, samt sequencer programmet Digital Performer (der havde hele to dedikerede audiospor), åbnede op for nye muligheder og skabte en bredere interesse for brugen af computere til musikproduktion på instituttet. Fra og med 1992 flyttede al undervisning i digital musik fra DIEM tilbage til musikinstituttet, hvor undervisningen i form af kortere kurser nu blev udbudt af lektor Jens Johansen og undertegnede.
Kursernes primære formål var at understøtte den praktiske undervisning i brugen af computere og anden digital teknologi til musikproduktion, men teoretiske aspekter vedrørende algoritmisk komposition, lydbearbejdning og computermusikæstetik m.m. var en væsentlig bestanddel af kurserne. I en rapport fra 1993 om Musikvidenskabeligt Instituts digitale lydstudie fremlagde vi en vision for en række af kurser i digital musik, der bl.a. andet skulle omfatte undervisning i Studieproduktion (Betjening af båndoptager og computer, herunder hvordan de sammenkobles og synkroniseres (!), signalveje, optageteknik og synthesizer kendskab), Sonologi ( lydlære og -analyse, synteseformer og digital signal processering, spatialisering og akustik, samt psykoakustik) og Computere og komposition ( musikalsk repræsentation i computeren, algoritmisk, stokastisk og interaktiv komposition, samt computermusik historie og analyse). Altså et ret ambitiøst forslag for som vi anførte i rapporten, var der for os at se ingen grund til at betvivle, at fremtidens musiklokaler ville indeholde såvel mixere, synthesizere, effektmaskiner som computere, hvorfor de nævnte kurser ville være brugbare for fremtidens musikundervisere. Rapporten fastslog også, at man burde interessere sig for både det auditive og det visuelle element i produktion, analyse og oplevelse af digital musik og således arbejde med audiovisuelle produktioner. For som vi anførte kunne man forestille sig ”at fremtidens CD eller minidisk netop vil indeholde både billeder og musik af og med den aktuelle kunstner”.
Udviklingen af informationssystemer og multimedier var et andet emne som rapporten pegede på kunne være relevant at arbejde med fordi lyd og musik, som et narrativt og dramatiserende element, også vandt stadig større indpas f.eks. i museumsinstallationer. Da audiovisuelle relationer er noget som musikvidenskaben har interesseret sig for lige fra operaen til datidens hotte audiovisuelle medie — musikvideoen konkluderede vi, at ”musikfolk har en vigtig funktion at spille i udviklingen af multimedie orienterede informationssystemer”.
Med støtte fra Jens Johansen, der som lektor netop havde fået til opgave at videreudvikle det digitale lydstudie og sætte fokus på digital musik, fik jeg i 1995 tildelt et ph.d.- stipendium, hvorved et forskningsmæssigt grundlag for computerbaseret musik i traditionen fra den elektroniske og konkrete musik, kunne styrkes. Emnemæssigt var mit ph.d.-studium i periferien af den øvrige forskning på musikinstituttet, men der var dog et delvist fællesskab med den forskning, der knyttede sig til populærmusikken hos lektorerne Charlotte Rørdam Larsen og Ansa Lønstrup i forhold til nye medier og herunder de teknologiske muligheder for produktion og fremføring af musik, som den digitale teknologi muliggjorde. Ikke desto mindre var det ikke i regi af musikvidenskab at den forskningsinteresse for lyd og musikteknologi i første omgang kunne videreudvikles.
Det videre forskningsarbejde i digital lyd og computerbaseret musik kom for mit eget vedkommende i stedet til at foregå i regi af et samarbejde mellem institut for datalogi, informationsvidenskab og så de æstetiske fag, som musik nu var blevet en afdeling under. Det var et samarbejde om en suppleringsuddannelse i multimedier, der blev søsat i 1997 og som i de følgende år udviklede sig til en helt ny uddannelseslinje i Digital design, hvorunder en toårig kandidatuddannelse i Audiodesign blev oprettet i 2004. Her kunne den forskningsinteresse som føromtalte rapport om det digitale lydstudie udpegede foregå gennem forskning og undervisning i bl.a. multimediale informationssystemer og i nye audiovisuelle kontekster som computerspil m.m.
Kandidatuddannelsen i audiodesign foregår i dag i et samarbejde mellem informationsvidenskab og musikvidenskab, med samlæsning af kurser svarende til et halvt års fuldtidsstudier på tværs af kandidatuddannelserne i audiodesign og musikvidenskab. I det samarbejde er der fokus på studier af musik som kommunikativt virkemiddel i forskellige mediekontekster og på lytning og lydmiljøer i traditionen fra soundscape-studier og akustisk økologi, som jeg indledningsvist omtalte. Det er også i regi af det samarbejde og kandidatuddannelsen i audiodesign i øvrigt, at undervisning og forskning i lyddesign, lydprogrammering og algoritmisk komposition har kunnet etablere sig og forhåbentlig også vedbliver at være en del af et fremtidigt studie i musikvidenskab på Aarhus Universitet.
