Som studerende kan det være svært at få opbygget kendskab til det arbejdsmarked, man skal indgå i som færdiguddannet. Derfor giver vi hvert år vores nye kandidatstuderende muligheden for at blive en del af erhvervsmentorprogrammet. Her matches de studerende med en tidligere studerende og profil fra erhvervslivet, som kan give dem sparring på deres job- og karriereovervejelser.
Ved at matche studerende med erhvervsmentorer, der kender deres faglighed og de mange jobmuligheder, der ligger forude, bliver de studerende klædt på til at kunne træffe valg og prioriteringer undervejs i uddannelsen, som matcher deres drømme og virkeligheden efter universitetet.
Vores erhvervsmentorer er alumner, dvs. tidligere studerende, der er fortrolige med vores uddannelser og ved, hvordan de kan bruges på arbejdsmarkedet. Vi matcher mentorer og mentees på baggrund af mentorens erhvervserfaring og den studerendes faglige interesser.
Vil du blive klogere på din fremtid efter studierne og de mange muligheder, der venter dig?
Som mentee får du en sparringspartner, der dedikerer tid, erfaring og viden til at hjælpe og sparre med dig. Mentoren vil eksempelvis kunne dele sine erfaringer og perspektiver på jobmuligheder, kompetencer, relevante studiejobs, samt personlig og faglig udvikling.
Formålet med mentorrelationen er at støtte dig i overgangen fra uddannelse til jobmarkedet - også selvom arbejdslivet måske ikke er lige rundt om hjørnet. For selvom du ikke skal ud og søge dit første fuldtidsarbejde lige nu, så kan en større viden om arbejdsmarkedet og brancher sagtens være brugbart for dig.
Vi sørger for, at du er godt forberedt til mødet med din mentor, så du får mest muligt ud af det, og vi matcher dig
Som mentee får du en personlig sparringspartner, der deler ud af sine erfaringer og perspektiver. Samtalerne kan blandt andet handle om: job- og karrieremuligheder, relevante studiejobs og erfaring, kompetencer, faglig udvikling, netværk, CV, forventninger til løn, ansøgninger eller overgangen fra studieliv til arbejdsliv. Mentorforløbet giver dig mulighed for at stille spørgsmål, få nye perspektiver og blive klogere på dine muligheder.
Hvis du læser Digital design eller Informationsvidenskab, er der typisk ansøgningsfrist i midten af september. Vi skal nok informere dig til kandidat-introdag og ude til undervisning, så du ikke misser muligheden for at få en erhvervsmentor. Læser du Digitalt liv, får du mere information og mulighed for at tilmelde dig i midten af februar.
Du tilmelder dig ved at udfylde et online spørgeskema og svare på spørgsmål om dine faglige interesser. Du kan enten tilmelde dig alene eller i en gruppe med op til to andre studerende.
Du er ikke garanteret en erhvervsmentor ved tilmelding. Hvis der er flere tilmeldte studerende end der er tilmeldte erhvervsmentorer, trækker vi lod blandt de studerende.
Du skal som udgangspunkt holde tre møder med din erhvervsmentor, men det står jer frit for at vurdere, om der er behov for færre eller flere møder. Som mentee er det dit ansvar at tage initiativ til møderne og sende en dagsorden forud for møderne, så din mentor har en idé om, hvad du gerne vil nå omkring til mødet.
Når du er blevet matchet med en erhvervsmentor, sender vi dig en mail med vedkommendes mail. Vi opfordrer dig dog til at oprette forbindelse til vedkommende på LinkedIn, da det er nemmere og mere tilgængeligt.
“Min mentor kunne genkende mange af de overvejelser og spørgsmål jeg havde, hvilket var rart. Jeg fik god inspiration til jobstillinger og muligheder på baggrund af de forskellige erfaringer min mentor har i erhvervslivet.”
"Jeg kunne virkelig mærke, at min mentor havde lyst til at være der og hjælpe mig med mine spørgsmål og tvivl om karrierevej og praktik. Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg altid kunne skrive til hende hvis jeg havde spørgsmål eller andet, så det har virkelig været rart."
“Det bedste ved mentorforløbet var de muligheder det åbnede for mig med en praktiksamtale og shadow work på arbejdspladsen. Jeg fik en god indsigt i hvor vigtig networking er i konsulentbranchen, samt fik jeg gode råd til at finde min egen retning ud fra erfaring/interesser.”
“Jeg besøgte min mentors arbejdsplads 3 gange, da det gav en bedre indsigt i dagligdagen, hvilket som studerende ellers kan være svært at få indsigt i.”
“Jeg havde én samtale på 1 time omkring hvilke typer jobs jeg kunne komme ud og få, samt hvordan jeg arbejder mig hen mod den branche jeg vil ind i. Jeg blev derefter tilbudt en samtale hos hans arbejdsplads til en mulig praktikstilling (the power of networking!). Mit tredje møde med min erhvervsmentor bestod af shadow work, hvor jeg var ved hans side en hel arbejdsdag, rigtig spændende indsigt!”
“Det var et perfekt match. Jeg var blevet matchet med én, som havde præcis den karrierevej, som jeg selv drømmer om. Også rart at vi kunne mødes i cykelafstand. Og min erhvervsmentor var virkelig skøn at snakke med.”
Kunne du godt have brugt en erhvervsmentor, da du selv var studerende? Og har du lyst til at give noget tilbage til din uddannelse?
Som mentor hjælper du en studerende med at få et indblik i arbejdsmarkedet og mulige karriereveje. Derudover får du kendskab til den kommende generation af jobsøgende og mulighed for at reflektere over egen udvikling og værdier, imens du samtidig udvikler dine mentor- og ledelseskompetencer.
Som mentor understøtter du derudover den studerendes læringsproces ved at stille dem spørgsmål, reflektere sammen med din mentee og dele ud af dine erfaringer. Emner for jeres snakke kan fx være jobsøgning, praktik, dine karrierevalg, formidling af kompetencer, netværk, specialesamarbejde, overgang fra studie til første job og meget mere.
Arbejdet som mentor er ulønnet og frivilligt.
Som alumne ligger du inde med erfaringer og indsigter, som kan hjælpe en studerende videre i deres faglige og personlige udvikling. Du kan blandt andet dele perspektiver på job- og karrieremuligheder, relevante studiejobs og erfaring, kompetencer, faglig udvikling, netværk, CV, lønforhold, ansøgninger, arbejdsgange- og opgaver samt overgangen fra studieliv til arbejdsliv. Mentorforløbet giver dig mulighed for at reflektere sammen med en studerende og deler din viden og erfaring, så mentee hjælpes til at finde frem til personlige og faglige mål og ikke mindst veje til at realisere dem.
Hvis du selv har læst Digital design eller Informationsvidenskab og gerne vil være erhvervsmentor for en studerende fra en af uddannelserne, skal du senest tilmelde dig i august måned. Har du læst Digitalt liv, skal du senest tilmelde dig i januar måned.
Du tilmelder dig ved at udfylde et online spørgeskema og svare på spørgsmål om din erhvervserfaring og arbejdsopgaver.
Når du tilmelder dig, kan du vælge, om du vil være mentor for én, to eller en gruppe studerende. Hvis du markerer, at du kan tage én studerende, skal du køre ét forløb og regne med at holde tre møder i perioden. Markerer du, at du kan tage to studerende, skal du køre to forløb og altså regne med at holde 3 møder i perioden. Ved grupper skal du gennemføre tre møder.
Du er ikke garanteret en mentee ved tilmelding. Vi matcher studerende på baggrund af faglige interesser, og er der intet match, får du ikke en mentee i denne omgang.
Du skal som udgangspunkt holde tre møder med din mentee eller din gruppe af mentees, men det står jer frit for at vurdere, om der er behov for færre eller flere møder. Det er mentees ansvar at tage initiativ til møderne og sende en dagsorden forud for møderne, så du har en idé om, hvad de gerne vil nå omkring til mødet.
Når du er blevet matchet med en mentee, sender vi dig en mail om, at du har et match. Det er derefter din mentees opgave at tage kontakt til dig. Din mentee får din mail, men vi opfordrer dem også til at tage kontakt til dig på LinkedIn, da det er nemmere og mere tilgængeligt. Mange virksomheders sikkerhedsforanstaltninger sorterer AU-mails fra eller identificerer dem som spam, da der er mange tal i mailadressen.
Når mentorperioden er slut, inviterer vi alle mentorer til et evalueringsmøde. Da møderne er mundtlige og fortrolige, har vi ikke citater fra mentorerne her. Men mange af dem melder sig som mentor år efter år og synes, at det er givende at kunne hjælpe en studerende.
Mentorer, der har en baggrund inden for Digital design eller Informationsvidenskab, tilmelder sig i løbet af foråret og sommeren, samt deltager i et informationsmøde i august.
Mentorperioden løber fra september til november.
Mentorer, der har en baggrund inden for Digitalt liv (linje på Informationsvidenskab), tilmelder sig i udgangen af året, samt deltager i et informationsmøde i januar måned.
Mentorperioden løber fra februar-maj.
Skriv til Christian Dindler på dindler@cavi.au.dk eller Andrea Thomsen på ast@cc.au.dk