Af Morten Michelsen
Da jeg som ung studerende omkring 1980 for første gang hørte om musikinstituttet på Aarhus Universitet, var det i en løs triangulering af landets tre musikinstitutter: Aarhus var dem med musikpædagogikken, Aalborg dem med popmusikken og København, hvorfra jeg hørte, var dem med den traditionelle musikvidenskab. Så var det sat på plads og rollerne fordelt. Dengang var afstandene meget længere, end de er i dag, så det var ikke lige til at afprøve, om udsagnet holdt vand.
Indimellem var der dog møder på tværs af landsdelene, specielt for at arbejde med udviklingen af uddannelserne. Studienævnene mødtes, som jeg husker det, på for københavnere så eksotiske steder som Hald Hovedgård. Der blev udvekslet ideer på kryds og tværs, mens Calle Møller uafladeligt spillede Tristan og Isolde på klaveret. Vi fra København var lidt misundelige på specielt aarhusianernes ITP fag, som de endda selvbevidst havde dokumenteret i rapporter. Men trods flere års udvekslinger fik møderne mig bekendt ikke rigtig nogen indflydelse på studieordningerne nogen steder. Vi fortsatte hver især ad vort spor.
Noget andet at være misundelig over var forlaget. Instituttet havde tilsyneladende eget forlag med navnet Publimus, og både undervisningseksperimenter og reviderede specialer blev udgivet der. Nogle står i dag som lidt naive eller komiske, fx Dunhammer og sejl, hvor der nærmest blev givet points til enkelte grupper, alt efter hvor politisk progressive de var. Andre er meget mindre mærket af tidens tand og vidner om en tid, hvor studenterdrevet forskning faktisk var en realitet. Tidsskriftet Modspil havde også sit udspring i Aarhus, men blev efterhånden et nationalt projekt. Som københavnsk studerende var det mest den Publimus-udgivne forskning, vi hørte og læste der hinsides Kattegat – den mere traditionelt orienterede forskning hørte vi ikke rigtig om. Eller det gjorde vi, da en række mere eller mindre Aarhus-baserede forfattere i 1990 udgav Gads Musikhistorie som en slags old school-svar til den københavnske, socialhistoriske Gyldendals Musikhistorie.
1980’ernes studerende prøvede flere gange at tage direkte kontakt, og det lykkedes i midten af årtiet, hvor en gruppe studerende fra København kom til Aarhus og deltog i undervisningen i et par dage. Lidt senere på semestret var det omvendt, og en gruppe Aarhus-studerende besøgte københavner-instituttet. På den korte bane var det rigtig inspirerende, og i København prøvede vi straks at få lavet om på vores studieordning med inspiration fra Aarhus. Det gik heller ikke denne gang. En enkelt længerevarende virkning var der dog – et møde mellem to unge, en aarhusianer og en københavner. Sød musik opstod, og de er stadig sammen.
Mit tredje fysiske møde med Aarhus-instituttet var en del år senere, i 1993, hvor to af instituttets forskere, lektor Charlotte Rørdam Larsen og ph.d.-studerende Lisbeth Ihlemann, havde fået en bevilling til forskernetværket Nordisk Rockforskning (1992-96). Som ph.d.-studerende blev jeg inviteret med til seminarerne, bl.a. i den gamle institutbygning i Universitetsparken og noget senere på den Rytmiske Højskole i Vig. Disse besøg viste, at min læresætning fra 1980 langt fra holdt. Her tog Aarhus-folkene både popmusikken og nogle af de nye udviklinger i musikvidenskaben på sig i et projekt, der for første gang bragte nordiske populærmusikforskere sammen og dannede udgangspunkt for en længere række samarbejder på tværs af grænserne både mellem de nordiske lande og mellem de danske musikinstitutter. Det resulterede også i flere halvårlige gæsteprofessorater inden for det fagområde, fx Simon Frith og Georgina Born.
Da jeg efter mange studieår kom om på den anden side af det grønne bord som adjunkt, viste det sig (for mig), at der faktisk var flere institutionelle samarbejder, som blot skulle videreføres. Der var de stadige forsøg på at holde liv i Dansk Selskab for Musikforskning (det lever stadig) sammen med Thomas Holme, og der var aktiviteterne i censorkorpset, som var og er den bedste indføring i de andre institutter og deres måder at tænke musikvidenskab og musikuddannelse på. Det er også den bedste måde at møde mange forskellige kolleger på.
At få gang i forskningsprojekterne har nok været det allermest spændende. I flere omgange har vi været heldige at modtage nogle større bevillinger til projekter, der involverede forskere fra forskellige institutioner. I 2000’erne var det et projekt om rockmusik i Danmark, og i 2010’erne et projekt om musikradio. I rockprojektet var fra Aarhus var den allestedsnærværende Charlotte med sammen med Mads Krogh og Anja Lindelof, begge som ph.d.-studerende. I et projekt spændt ud mellem musikantropologi og -sociologi bidrog de med emner, som ikke var studeret før: Tommy Steele i Danmark, forholdet mellem de unge pigtråds- og beatmusikere og Dansk Musikerforbund, pop og rock i dansk fjernsyn og hiphopanmelderi i Danmark.
I radioprojektet var Aarhuskontingentet endda større. Charlotte og Mads blev suppleret med Steen Kaargard Nielsen samt Iben Have fra AUs medieafdeling. De var så mange, at det blev klart billigere at lade københavnere komme til møde i Aarhus end omvendt. Med emnet musikradio tog vi fat på noget, der heller ikke internationalt var udforsket i særlig høj grad. Og jeg er stadig lidt imponeret af, at det lykkedes os at få produceret tre bøger – en forskningsformidlende og to videnskabelige antologier til det internationale forskningsmiljø.
Lige siden midten af 1970’erne har der været tale om nedskæringer. Og hvis det kun var det, som var sket, så ville der ikke have været nogen musikuddannelser tilbage – eller universiteter for den sags skyld. Så der er jævnt hen flydt penge tilbage til uddannelserne igen, og vi har ind imellem haft mulighed for at ansætte unge forskere i stedet for dem, der blev pensioneret. Den konstatering skal dog ikke skygge for, at antallet af musikforskere i Danmark er blevet reduceret kraftigt siden de store år i 1970’erne og 1980’erne. Til gengæld har bevidstheden omkring forskningens betydning ændret sig, så at antallet af publikationer er steget tilsvarende.
Når man som udefrakommende ser på forandringerne i den forskning, som instituttets eller afdelingens forskere har publiceret, så er der sket et ganske stort skift. Publimus-forskerne var studerende eller nylige kandidater og dermed ikke ansat, men det nye, der langsomt kom til, bygger på deres arbejder inden for populærmusik, musiksociologi og fagets videnskabsteori. Efterhånden som nye generationer tog over, er instituttet blev et hjemsted for forskning og undervisning i det, vi på nydansk kalder cultural musicology, dvs. en udforskning af musik som praksisser snarere end som objekt, en forskning med blik for disse praksisser som integrerede dele af mere omfattende netværk og en forskning, der hylder afkanoniseringen i dens mange aspekter.
Samtidig er det en forskning, der på mange måder formindsker eller måske endda overskride nogle af de dikotomier, som traditionelt har bidraget til at opdele faget: tekst/kontekst, rytmisk/klassisk, historisk/systematisk, praksis/teori. Det kunne være emner som praksisteori, rap, reklamemusik, musik- og kulturpolitik, musikkulturelle møder, reformationen som kulturrevolution, musikradio, musik og erindring, brevskrivning som netværksaktivitet, soundtracks, musikvideoer, fonografi, genreteori, affekt, streaming, mediering eller aktør-netværk teori. Alt i alt en utrolig bred vifte af emner og indfaldsvinkler, specielt når man tænker på, hvor få forskningsansatte, der har været i de sidste to årtier.
Det var disse forskere og den profil, jeg mødte, da jeg blev ansat på afdelingen i 2019. Som sagt kendte jeg kollegerne fra tidligere forskningssamarbejder, og min forskningsprofil understøtter da også grundlæggende ovenstående samtidig med at den udvider den historiske dimension. To år senere var vi endda så heldige at få ansat en egentlig musikantropolog som en del af forskningsbemandingen. Heldige, fordi hun vil kunne bidrage til en væsentlig udvidelse af det cultural musicology-perspektiv, som er fremherskende i afdelingens forskning, og måske endda med perspektiver, der slet ikke er relateret dertil.
I forlængelse af dette har også selve uddannelsen udviklet sig voldsomt i de senere år. Stort set alle fagene – både teoretiske og praktiske – er blevet udvidet med en refleksiv og perspektiverende dimension. Fx er musikhistorie ikke bare musikhistorie, men Musikhistorie og historiografi og Musikhistorie og kulturarv, og Arrangement og brugsklaver har også teoretiske forelæsninger. Desuden er de fleste fag praksisorienterede, dvs. rettet mod mere eller mindre specifikke erhvervsfunktioner. Kandidatuddannelsens A-linje hedder endda Musik i brug. Det har været tankevækkende at møde en sådan uddannelsestænkning. I mit nogen-og-fyrre-årige fagperspektiv står det klart, at mange aspekter af faget er gået tabt gennem årene – og heldigvis for det. Det viser, at musikvidenskab stadig er et dynamisk fag i udvikling. Men der er jo også aspekter, som jeg nostalgisk savner i uddannelsesbeskrivelserne. Men som redaktører ynder at sige: ”Kill your darlings”.
Jeg vil mene, at de takter, der angivet i den seneste studieordninger er gode, når Aarhus Universitets uddannelse i musikvidenskab skal kunne klare sig frem mod 100 årsjubilæet.
