Aarhus University Seal

Kolonialisme: En nordisk virkelighed

Kolonialismens vedholdenhed #4

Info about event

Time

Wednesday 9 December 2020,  at 16:00 - 18:00

Location

Kunsthal Aarhus

De nordiske lande har været dybt involveret i den transatlantiske kolonihistorie, men kolonialismen er ikke forbeholdt den sydlige halvkugle eller vores erindringer. Kolonialismen er en nordisk virkelighed, især når vi taler om aktuelle kolonialiseringer af Grønland, Færøerne og Sápmi. Hvad reflekterer, erindrer og glemmer vi, når vi forholder os til historien - og hvordan kan vi tale sammen om nutidens udfordringer, der både er en del af storpolitik og hverdagsliv?

Moderator: Mads Anders Baggesgaard, lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og leder af CLSC

Deltagere: Lill-Ann Körber, professor ved Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet 
Mathias Danbolt, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet

Kolonialismens vedholdenhed

Når vi taler om kolonialisme, er det ofte i et historisk perspektiv. Med et begreb som postkolonialisme blev det ligefrem proklameret, at vi var klar til at se på, hvad der kom efter det koloniale. Spørgsmålet er, om kolonialismen er et overstået kapitel, og om dens mekanismer hører fortiden til? Lever tidligere magt- og racismestrukturer videre i nye former? Bygger den globale kapitalisme på en kolonialistisk tankegang? 

I denne seminarrække undersøger vi, hvordan kolonialismen påvirker verden i dag: Fra pandemiens magtstruktur til individets egen selvforståelse. Ved at belyse kolonialismen fra seks forskellige vinkler vil vi prøve at forstå og åbne op for debatten om kolonitiden på en måde, der muliggør en ny viden om og forståelse af verden.

Kolonialismens vedholdenhed tager afsæt i soloudstillingerne af congolesiske Sammy Baloji (1978), belgiske Sven Augustijnen (1970) og jamaicanske Ebony G. Patterson (1981) i Kunsthal Aarhus. Seminarrækken er udviklet i et partnerskab mellem Centre for the Study of the Literatures and Cultures of Slavery (CSLC), Aarhus Universitet og Kunsthal Aarhus. 

Til hvert enkelt seminar præsenteres og diskuteres kolonialisme fra en bestemt vinkel af inviterede kunstnere, forskere og kuratorer, der arbejder med netop dette område. Lektor i Litteraturhistorie og leder af CLSC, Mads Anders Baggesgaard, modererer samtalen til alle seks seminarer. 

Program

7.10. 2020, kl. 15–18
#1: Kolonialismens fysiske spor 

22.10.2020, kl. 15–18
#2: Den videndes magt 

5.11.2020, kl. 19–21
#3: Pandemiske magtstrukturer 

9.12.2020, kl. 16–18
#4: Kolonialisme: En nordisk virkelighed

2021
#5: Kroppe i koloniernes kølvand 

#6: Teknologisk kolonialisme