PI: Karen-Margrethe Simonsen
Finansieret af en DFF-bevilling til Eksplorativt Netværk 2024-2028
Dissektion af kroppen er en udfordrende medicinsk disciplin, der siden dens moderne udvikling i 1500-tallets anatomiske teatre har været en vigtig del af lægevidenskaben, der har udviklet den moderne videnskabelige metode. Men dissektion er ikke kun nøgtern videnskab. Dissektion var oprindeligt en humanistisk disciplin med stærke forbindelser til kunsten, og dissektion er præget af både etiske og affektive problemstillinger. Netværkets formål er at etablere et tæt samarbejde mellem danske og europæiske forskere indenfor de æstetiske discipliner, medicin, medicinsk historie og med museumssektoren med henblik på at udvikle en interdisciplinær forståelse af anatomisk dissektion, - både den historiske og aktuelle praksis. Der er fire formål: 1. etablering af en fælles metode, i forlængelse af begrebet om ’undersøgende æstetik’ lanceret af Matthew Fuller og Eyal Weizman 2. sammenligning mellem historiske og nutidige former for dissektion 3. udvidelse af kreativ formidling af anatomisk viden i offentligheden, 3. Etablering af øget forståelse for pædagogiske udfordringer i undervisning i anatomisk dissektion. Netværket har deltagere fra seks lande, herunder to museer: Medical Museion, København og Boerhaave Museum, Leiden. Udover workshops arrangerer netværket en åben konference og en 'open access' publikation om kreativ formidling af anatomi.
PI: Mikkel-Theis Paulsen
Projektet er støttet af DFF (Bevillingsnummer 6218-00024B)
Projektet har til formål at afdække et glemt kapitel i dansk litteratur- og kulturhistorie: Københavns første skuespilshus “Skauborg” (1663) og dets transnationale forbindelser til den hollandske teaterscene. Skauborg lå nær Københavns Slot og var modelleret over Amsterdams Schouwburgteater, der i perioden var knudepunkt for en omfattende europæisk teaterudveksling. På Skauborg blev der opført blodige politiske dramaer af bl.a. Shakespeare, Marlowe, Calderón og Lope de Vega. Dette er bemærkelsesværdigt af flere grunde. Dels fordi man i forskningen længe har antaget, at kommercielt, professionelt teater først blev etableret langt senere i Danmark, og at eksempelvis Shakespeare først blev opført herhjemme i slutningen af 1700-tallet. Dels fordi Skauborgs politiske repertoire blev opført i en periode præget af dyb uro i kølvandet på Frederik d. 3.’s statskup og indføringen af enevælde i Danmark.
Projektet kombinerer tekstanalyse, arkivstudier i Danmark og Nederlandene samt digital netværksanalyse til at belyse Skauborgteatrets historie, repertoire og transnationale udvekslinger med Amsterdam med særskilt fokus på, hvordan tidlig moderne drama blev adapteret på tværs af skiftende politiske og kulturelle kontekster. Dermed søger projektet at bidrage med ny viden om 1600-tallets danske litteratur-og kulturhistorie og teatrets politiske funktion i en historisk brydningstid.