Aarhus Universitets segl

YoungLit til Forskningens Døgn: Litteratur i virkeligheden blandt de unge

Tirsdag den 22. marts var YoungLit repræsenteret ved det årlige Forskningens Døgn, hvor forskere fra hele landet formidler deres arbejde til interesserede deltagere.

Tirsdag den 22. marts var YoungLit repræsenteret ved det årlige Forskningens Døgn, hvor forskere fra hele landet formidler deres arbejde til interesserede deltagere. Det specifikke foredrag var arrangeret gennem Dansk Magisterforening, og der var 34 tilmeldte.

Deltagerne fik indblik i igangværende arbejde, herunder vores forskning om South Gate Forfatterskolen i Aalborg, vores skrive- og læseworkshop på Godsbanen i Aarhus samt det igangværende Q-studie på danske STX- og HTX-gymnasier der beskriver elevers perspektiver på litteratur.

Vi oplever generelt stor interesse i YoungLit-projektet, og flere af deltagerne arbejder selv professionelt med litteratur og formidling, eksempelvis som gymnasielærere, litteraturformidlere på biblioteker og sælgere i boghandlere. Deltagerne udgjorde en blandet flok, men alle viste enorm entusiasme og deltog aktivt i de faciliterede diskussioner.

Følgende spørgsmål dannnede grundlag for en livlig diskussion om litteratur og unge:

  • Hvorfor læser vi bøger?
  • Hvorfor burde unge mennesker læse (mere)?
  • Hvad burde unge mennesker læse?
  • Q-studiet viser, at mange har et positivt forhold til litteratur, men oplever udfordringer med tid og overskud. Hvordan kan det imødekommes?
  • Burde kreativ skrivning fylde mere i hverdagen og/eller på skoleskemaet?
  • Hvilke udfordringer står unge overfor i dag i forhold til at forstå 'den andens' perspektiv – og kan litteratur give modstand eller redskaber her?
  • Hvordan adskiller perspektiver fra litteratur sig fra det, de unge oplever i sociale medier, gaming, film og serier?

 

Har du lyst til at møde YoungLit-forskere og eventuelt booke et foredrag, kan vi kontaktes på mail: dennisf@cc.au.dk