Aarhus Universitets segl

Lydbøger - en ny oplevelse?

Center for Litteratur mellem medier arrangerer i samarbejde med Åby Bibliotek, eReolen og Momolydbog et seminar om lydbøger. Der er gratis adgang, og alle er velkomne. Tilmelding via aakb.dk.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 23. april 2015,  kl. 16:00 - 19:00

Sted

Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Åbyhøj

Arrangør

Litteratur mellem medier, Åby Bibliotek, eReolen og Momolydbog

LYDBØGER – en ny oplevelse

En spændingsroman på vej til arbejde, en erotisk novelle til havearbejde eller et familiedrama mens du strikker. Lydbøger indtager efterhånden flere hverdagsaktiviteter og vinder flere – og yngre brugere.

Lydbøger er på få år gået fra at være for svagtseende og ordblinde til at blive hverdagskost for enhver smartphone- og tabletbruger. Men hvad er lydbøger egentlig for en størrelse? Hvad gør oplæsningsstilen for lytteoplevelsen? Og forstås en fortælling på samme måde, når den står på papir som når den bliver læst op?

Åby Bibliotek undersøger emnet og inviterer alle nysgerrige til "Lydbøger – en ny oplevelse" torsdag d. 23 april kl. 16:00. Gratis entré – tilmelding via aakb.dk

 

PROGRAM

Iben Have og Birgitte Stougaard (Aarhus Universitet), som forsker i brug og udvikling af lydbøger, vil tale om lydbøgernes historiske udvikling og genvundne status.

Skuespilleren Vibeke Hastrup vil fortælle om, hvorfor hun har valgt at indlæse bøger for Mobolydbog, og giver en smagsprøve på forskellige måder at læse op på.

Karin Lund vil forklare, hvordan eReolen fungerer, og hvilke lydbøger, vi kan finde der.

Det vil efterfølgende være muligt at få hjælp til at downloade og streame lydbøger og prøve forskellige opstillede lyttesituationer.

LitteraturStedet på Åby Bibliotek præsenterer i samme anledning en udstilling, der viser, hvordan lydbøger har ændret sig gennem tiden og giver inspiration til hvor og hvordan, man kan lytte til bøger.

Arrangementet er udviklet og afholdt i samarbejde med Center for Litteratur mellem Medier, Aarhus Universitet, Momolydbog og eReolen.

Iben Have og Birgitte Stougaard er lektorer på Institut for Æstetik og Kommunikation, AU. Deres seneste forskningsinteresser er lydmedier så som radio og den digitale lydbog. Sammen har de skrevet bogen Digital Audiobooks – New Media, Users, and Experiences (udkommer på Routledge 2015).

Vibeke Hastrup er skuespiller, historiefortæller, foredragsholder og kommunikationsrådgiver. Hun spiller både i teater og film, og er kendt blandt andet for sine roller i Babette´s Gæstebud og Vikaren.

Momo – Skuespillernes Lydbogsværksted er et andelsselskab af 18 indlæsere skabt i 2008. Momolydbøg producerer lydbøger med det formål, at give en unik og god oplevelse. Lydbøgerne findes på momolydbog.dk

eReolen.dk er bibliotekets e-bog og lydbogstjeneste og findes som app til iOS og Android.

Pressemeddelelse