Tidligere arrangementer

Selskabet har på sine tidligere års- og efterårsmøder tematiseret mange – og meget – forskellige områder inden for 1700- tallet. Selskabet har desuden deltaget i planlægningen og afviklingen af flere 1700-talskonferencer.
Nedenfor følger en oversigt over en stor del af aktiviteterne:

2023

Årsmødet blev holdt d. 27. maj på 4. Maj-Kollegiet på Frederiksberg.
Først talte Cand.teol, Ph.d. Nanna Eva Nissen om Blasfemiforbrydelser og den skønsmæssige vurdering af straffesager i 1700-tallets Danmark, og efter frokost talte
Arkivar, dr.phil. Tyge Krogh om Den skarpe eksamination. Tortur i Danmark og dens ofre.

2022

Årsmødet blev holdt på Københavns Universitet torsdag d. 25. august i forbindelse med den af Selskabet arrangerede skandinaviske konference Rights and Wrongs in the 18th Century.
I stedet for faglige indlæg på selve årsmødet havde medlemmer af selskabet gratis adgang til alle foredrag på konferencen om torsdagen. (Programmet for konferencen kan ses her).

2021

Årsmødet blev holdt på 4. Maj-Kollegiet på Frederiksberg. Af hensyn til årsmødets gæst, præsidenten for ISECS, professor Penelope Corfield fra London, blev årsmødet afviklet på engelsk.
Penelope Corfield talte om The Eighteenth-Century Advent of the Egalitarian Handshake og professor mso Tine Damsholt talte om A considerable number of white-clad daughters of the middle classes” –  performing equality and other revolutionary virtues in late 18th-century Copenhagen.
The International Society of Eighteenth Century Studies (ISECS) blev om eftermiddagen præsenteret af Penelope Corfield (President of ISECS) og Søren Peter Hansen (Treasurer of ISECS) med efterfølgende diskussion.

2020

Pga. Covid19-epidemien blev der ikke afholdt årsmøde i 2020

2019

Årsmødets tema var “Pietisme”.
Årsmødet blev afholdt i Christians Kirke (fra 1759) på Christianshavn, hvor sognepræst Flemming Pless viste kirken frem og fortalte om dens historie.
Professor Anne-Marie Mai (fra SDU) talte om Christiansfeld og Brødremenigheden, Lektor Juliane Engelhardt (fra Saxo-Instituttet, KU) talte om Melankoli og kropslighed i 1700-tallets pietisme og dr. teol. Tine Reeh Om pietistisk subjektivisme og kritik af mosaisk ret.

2018

“Slaver og slaveri” var temaet for årsmødet, der blev afholdt  i Harsdorffsalen på Rigsarkivet d.12. maj. Af hensyn til selskabets gæst, professor Brycchan Carey fra Northumbria University, Newcastle, blev årsmødet afholdt på engelsk.
Brycchan Carey talte om Africans in Eighteenth-Century London og lektor Gunvor Simonsen, University of Copenhagen om Race, Slavery, and the Market: Africans in Eighteenth-Century Copenhagen.
Efterfølgende var der livlig debat mellem talerne og tilhørerne.

2017

Temaet for årsmødet, der blev afholdt 6. maj, var “Lærde kvinder” og mødet blev afviklet i Odense adelige Jomfrukloster, hvor Lic.phil. og forlagsdirektør Marianne Alenius talte om ‘Karen Brahe og hendes bibliotek’.
I anledning af sin 80-årsdag udnævntes Thomas Bredsdorff, der var en af selskabets ‘founding fathers’, til æresmedlem. Udnævnelsen var begrundet af Thomas Bredsdorffs mangeårige utrættelige beskæftigen sig med 1700-tals problemstillinger, der har resulteret i en lang række bogudgivelser om emnet.

Efterfølgende var Institut for Kultur og Medier på SDU vært ved en reception i anledning af udgivelsen af selskabets antologi “Det lange lys. 2000-tallets spørgsmål, 1700-tallets svar” (redigeret af Thomas Bredsdorff og Søren Peter Hansen), der samme dag udkom på forlaget U-press. Såvel bogens redaktører som dens illustrator (fotografen Ole Akhøj) og forlagsdirektøren (Mads Julius Elf) talte.

2016

Årsmødet d. 28. maj blev afholdt på Københavns Universitet i det tidligere konsistoriale mødelokale. Temaet var Nordiske skribenter, og Simona Zetterberg Gjerlevsen holdt oplæg om Johannes Ewalds prosahistorie Hr. Panthakaks Historie , Henrik Blicher talte om Jens Baggesens og Labyrinten og fra Norge havde vi besøg af Ph.d. Aina Nøding, der talte om nordmanden Claus Fasting og hans skriverier i samtidens tidsskrifter.

Efterårsarrangementet blev arrangeret i samarbejde med Holbergsamfundet og bestod i ebn aften på Frederiksberg Slot hvor dr. philos Karen Skovgaard-Petersen og Ph.d. Kristoffer Schmidt talte om Holbergs Helte – dels i heltehistorierne, dels i Niels Klim, og
Dr. phil Bent Holm talte om et af loftsmalerierne på slottet.

2015

25. april fejrede Selskabet sin 20 års fødselsdag. Årsmødet blev afholdt på Københavns Universitet i det tidligere konsistoriale mødelokale.
Initiativtageren til dannelsen af Dansk Selskab for 1700-talsstudier, den svenske professor Marie-Christine Skuncke, blev i den anledning udnævnt til æresmedlem af selskabet. (Talen til Marie Christine Skuncke kan læses her.) Marie-Christine Skuncke holdt i den anledning årsmødets festforelæsning om Linnés efterfølger, Carl Peter Thunberg.
På 20-årsdagens program var temaet i øvrigt “Velfærd og oplysning” og Niels Finn Christiansen, Peter Henningsen og Peter Wessel Hansen talte om 1700-tallets sociale strukturer og Ulrik Langen styrede diskussionen. Barokspecialisterne, violinisterne Bjarte Eike og Peter Spissky, sørgede for den musikalske underholdning.

Efterårsarrangementet blev afholdt på Bakkehuset, hvor både Peter Zeeberg (fra Det danske Sprog og Litteraturselskab) og Ph.d. Cecilie Flugt talte om oversættelse – og oversættelser af – Holbergs roman Niels Klim.

2014

31. maj afholdt Selskabet årsmøde på Det kgl. Bibliotek med temaet: Encyklopædier.
Professor John Pedersen talte om Diderots og d’Alemberts Encyclopédie og Ph.d. Linn Holmberg fra Umeå Universitet talte om “The forgotten encyclopedia”, en næsten færdigskrevet – men totalt glemt – encyclopædi skrevet af en munkeorden, Mauristerne, i Paris i årene ca. 1747 – 1755.Guitaristen Jesper Lützhøft spillede guitarmusik af bl.a. Silvius Leopold Weiss, og forskningsbibliotekarerne Jesper Düring Jørgensen og Anders Toftgaard viste sjældne encyclopædier frem.

I marts måned afholdt Dansk Selskab for 1700-talsstudier i samarbejde med Holbergsamfundet et aftenmøde om Pietismen og oplysningen.
Professor Erik A. Nielsen præsenterede sin bog om pietisten og salmedigteren Hans Adolph Brorson og efterfølgende diskuterede han pietisme og oplysning med direktøren for Det danske Sprog- og Litteraturselskab, næstformand i Dansk Selskab for 1700-talsstudier, Lasse Horne Kjældgaard og de fremmødte medlemmer fra de to foreninger.<

2013

Dansk Selskab for 1700-talsstudier deltog i planlægningen af den fælles-skandinaviske konference The 18th Century in Practice, der blev afholdt på Lysebu ved Oslo sidst i august med det norske 1700-talsselskab som vært.

Årsmødet, der blev afholdt 1. juni, havde som tema: “Børn og Litteratur i 1700-tallet”. Lektor Nina Christensen fra Aarhus Universitet holdt foredrag om Børn, litteratur, dannelse og opdragelse i 1700-tallets sidste halvdel. Efter foredraget var der en lille orgelkoncert i Frederiksberg Kirke ved organist Allan Rasmussen og rundvisning på Frederiksberg Slot.

Efterårsmødet var arrangeret i samarbejde med Holbergsamfundet og blev afholdt i Erichsens Palæ i København. Prof. Dr. phil. Thomas Bredsdorff og professor dr. jur. Ditlev Tamm diskuterede “Hvad er oplysning?”

2012

2012’s årsmøde havde “Byen, bylivet og bygningerne. København i 1700-tallet” som tema og lå således i forlængelse af tidligere arrangementer, hvor vi har beskæftiget os med arkitektur og byplanlægning på guidede ture i såvel provinsen (f.eks. Ribe (2000), Horsens (2009) og Christiansfeld (2008)) som i København (Frederiksstaden (2007)). Mødet afholdtes med bl.a. besøg og rundvisning på Københavns Museum (tidligere Bymuseet i København) og oplæg ved arkitekt Mette Maegaard Nielsen om typiske 1700-talsbygninger – facader og indretninger.

Efterårsmødet i Aarhus 2012 var koncentreret om naturvidenskaberrne i 1700-tallet med foredrag af Helge Krag, Ivan Tafteberg Jacobsen og David Dunér og med besøg på Steno-museet i Aarhus.

2011

holdt vi årsmøde på Fyn og besøgte Sanderumgårds have. Karin Esmann talte om 17- og 1800-tallets romantiske haver og kammerherreinde Susanne Vind tog os på vandring i parken.
Samme efterår var vi i Skt. Petri Kirke og på Københavns Universitet, Frue Plads, hvor Merete Onsberg talte om retorik i 1700-tallet.

2010

var temaet på årsmødet rejselitteratur. Allan Sortkær Pedersen holdt foredrag om opdagelsesrejsende i 1700-tallet. I tilgift gav guitaristen Jesper Lützhøft eksempler på 1700-tals-guitarmusik.

I 2010 var selskabet desuden vært for det årlige internationale ISECS-EC-møde og havde i den forbindelse arrangeret konferencen Joy and Laughter in the 18th Century som afholdtes på SDU/Kolding i slutningen af august med ca. 80 konferencedeltagere fra ca. 20 forskellige nationer. Anne-Marie Mai og Søren Peter Hansen var hovedarrangører.

I 2010 deltog selskabet desuden i Golden Days-arrangementer. I samarbejde med Bakkehusmuseet arrangeredes således både teaterforestillinger, oplæsningsaften og et 1700-talsseminar.

2009

I 2009 var temaet billedkunst. Vi besøgte Statens Museum for Kunst og blev vist rundt i 1700-talssamlingen, hvorefter Nan Gerdes holdt oplæg om obskøn politisk illustreret satire i Frankrig 1789-1791.

Efterårsmødet blev holdt i Horsens, hvor Bodil Møller Knudsen talte om det russiske eksilhof i Horsens tog os på byvandring gennem 1700-tallets Horsens og Annette Hoff  talte om Hverdagslivet på herregården Bidstrup 1771-96 og i Horsens.

2008

I 2008 satte vi fokus på teatret i 1700-tallet og havde til årsmødet, der blev holdt i Hofteatret på Christiansborg, inviteret en gæsteforelæser fra Oslo Universitet, Anette Storli Andersen, til at tale om teatret i Norge i 1700-tallet på årsmødet.

2007

var temaet for årsmødet ”Lægevidenskaben i 1700-tallet”. Mødet blev holdt på Medicinsk Museion, hvor vi hørte om 1700-tallets medicin, dets læger og deres kirurgiske instrumenter. Efterfølgende var der guidet byvandring i området omkring Frederiks Hospital ved. historikeren Henrik Tjørnelund.

2006

Holberg og Baggesen stod i centrum for årsmødet 2006. Vi holdt årsmødet på Holbergs Tersløsegård og hørte dels Søren Peter Hansen tale om Holbergs forhold til religion, dels hørte vi om musik og musikalitet i Jens Baggesens Labyrinten – v. Signe Clausen og Bjarte Eike (ledsaget af musikeksempler).

1995-2005

På tidligere årsmøder og div. efterårsarrangementer har vi bl. a. hørt om fransk malerkunst, om engelsk satire i form af et foredrag om Hogarth og galskaben og om galskabens historie. Vi har hørt om ovnsætteri i Sønderjylland. Om Brødremenigheden i Christiansfeld, om biblioteker i 1700-tallet og om 1700-tallets rejselitteratur. Vi har haft tema om Carsten Niebuhr og Arabien med oplæg af Torben Wolff, Torkil Funder og Michael Harbsmeier og vi har besøgt Vor Frelser Kirke, hvor vi hørte ukendt orgelmusik fra 1700-tallet. Vi har besøgt Sorø Akademi og Kunstakademiet i København, for at høre Else Marie Bukdahl tale om Wiedewelt og Diderot. Og vi har mødtes i Bakkehuset og hørt Helge Baun Sørensen fortælle om musik og musikfremførelse af 1700-talsmusik i 2000-tallet – og Mads Julius Elf tale om Smagen i Holbergs Peder PaarsThomas Bredsdorff og Søren Peter Hansen har holdt oplæg om Bellman, Fredman og malerkunsten

Samarbejde med andre selskaber

Selskabet har samarbejdet med andre nationale selskaber. Således afholdtes i 2001 en fælles konference med Det Franske Selskab for 1700-talsstudier på Sandbjerg i Sønderjylland. Her var indlæg af bl.a. Thomas Bredsdorff, Marie-Christine Skuncke, Ralf Hemmingsen, Søren Peter Hansen og Anne-Marie Mai.
I 2017 afholdt det danske og tyske 1700-talsselskab en fælleskonference i Wolfenbüttel med dansk-tysk kulturudveksling i 1700-tallet som emne. Konferencen var arrangeret af Professor Stefanie Stockhorst (formand for det tyske 1700-talsselskab) og Søren Peter Hansen med Henrik Blicher, Tine Reeh, Jesper Lundsfryd Rasmussen og Anne-Marie Mai som oplægsholdere.

I 2011-13 har selskabet samarbejdet med såvel det norske som det svenske og det finske 1700-talsselskab om etableringen af en fælles-nordisk 1700-talskonference, der blev afholdt første gang i Oslo i august 2013. Denne konference fulgtes af den anden fælles-nordiske 1700-talskonference, der blev afholdt i Uppsala i 2017 – og i 2021 vil København være vært for den tredje af slagsen.

I 2012 – 2013 har selskabet som nævnt samarbejdet med Holbergsamfundet, og i fællesskab har vi bl.a. arrangeret en diskussionsaften, hvor Thomas Bredsdorff og Ditlev Tamm diskuterede spørgsmålet: “Hvad er oplysning”, og en aften hvor Erik A. Nielsen præsenterede sin bog om salmedigteren H.A. Brorson i samtale med Lasse Horne Kjældgaard. Desuden har vi sammen med Holbergsamfundet medvirket til afholdelsen af en Holberg-aften på Frederiksberg Slot, hvor hvor dr. philos Karen Skovgaard-Petersen og Ph.d. Kristoffer Schmidt talte om Holbergs Helte – dels i heltehistorierne, dels i Niels Klim.

Konferencedeltagelse

Medlemmer af selskabet har deltaget i adskillige internationale konferencer. Selskabet har således været repræsenteret med enkeltoplæg, round tables eller sessions på konferencer i både Dublin, Los Angeles, Halle, Bergen, Montpellier, Kolding, Tromsø, Graz, Montreal, Oslo, Edinburgh, Uppsala, Oxford og Bordeaux.