Dansk Selskab for 1700-talsstudier [Danish Society for 18th Century Studies] blev stiftet i 1995 i Odense af en kreds af 1700-tals-forskere fra Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Det kongelige Bibliotek.
Initiativet til oprettelsen af selskabet kom fra den svenske litteraturforsker, den senere professor ved Uppsala universitet, Marie-Christine Skuncke, der var formand for Svenska sällskapet för 1700-talsstudier i perioden 1990-1994. Marie-Christine Skuncke fremsatte forslaget på det svenske selskabs konference om ”Upplysningens miljöer. Et nordisk perspektiv”, der blev afholdt på Lunds universitet i 1993. Det svenske selskab var tilsluttet den internationale sammenslutning, International Society for 18th Century Studies (ISECS), og i 1996 blev det danske selskab også godkendt som fuldgyldigt medlem af ISECS på ISECS’ årsmøde i Athen. Marie-Christine Skuncke var i øvrigt også medvirkende ved oprettelsen af det islandske og det norske selskab for 1700-talsstudier.
I den første bestyrelse for Dansk Selskab for 1700-talsstudier fungerede Anne-Marie Mai som formand, og Thomas Bredsdorff som næstformand, mens Anne Scott Sørensen, Karen Klitgaard Povlsen og Valborg Lindgärde var medlemmer af bestyrelsen. I 2000 afløste selskabets nuværende formand, Søren Peter Hansen, Anne Scott Sørensen i bestyrelsen – og Anne-Marie Mai på formandsposten.
Siden det første bestyrelsesvalg har Karin Esmann (1998-2003) og Steffen Arndal (2001-2005) haft sæde i bestyrelsen. I 2003 indvalgtes Lars Ilsøe og i 2005 Signe Clausen og efter vedtægtsændringerne i 2010, der muliggjorde et større antal bestyrelsesmedlemmer indvalgtes Lasse Horne Kjældgaard, Nan Gerdes og Rikke Christensen i bestyrelsen. Siden da har Rikke Christensen og Signe Clausen forladt bestyrelsen og i stedet er Jens Bjerring-Hansen (indvalgt i 2017) og Simona Zetterberg- Nielsen (indvalgt i 2018) indtrådt i bestyrelsen.
På generalforsamlingen i 2023 valgte Thomas Bredsdorff, Lars Ilsøe og Lasse Horne Kjældgaard at udtræde, og i stedet indvalgtes Valdemar Nielsen Pold, Tine Reeh og Ulrik Langen enstemmigt i bestyrelsen.
Selskabet har hvert år gennemført et årsmøde, der blandt andet har været henlagt til historiske lokaliteter i Ribe, på Sorø Akademi, på Tersløsegård, på Kunstakademiet, på Bakkehuset, på Medicinsk Museion og på Hofteatret i København. I mange år har selskabet også arrangeret et efterårsmøde, der ligeledes har været placeret på forskellige lokaliteter rundt om i landet bl. andet i Horsens, i Christiansfeld og i Aarhus samt i København.
Selskabet har desuden deltaget i ISECS internationale konferencer, der afholdes hvert 4. år. Selskabet har således forestået roundtables og/eller paneler på konferencerne i Dublin (1999) og i Los Angeles (2003) og har desuden deltaget med paper-præsentationer i både Montpellier (2007), Graz (2011), Rotterdam (2015), Edinburgh (2019) og i Rom (2023). Derudover har Selskabet holdt videnskabelige sessioner på ISECS årsmøder i Halle (2006) og i Dublin (2008) og holdt foredrag i Graz (2009). Søren Peter Hansen og Anne-Marie Mai har desuden deltaget i ISECS’ årsmøder i Kolding (2010), Graz (2011), Montreal (2012), Rotterdam (2013) og i Sofia (2014). Derudover har Søren Peter Hansen deltaget som Det danske 1700-talsselskabs delegeret i årsmøderne 2015 (i Rotterdam), 2016 (i Firenze), 2017 (i Edinburgh) og 2018 (i Bordeaux). Fra 2019 (i Edinburgh) som medlem af ISECS’ EC, 2020 (i Potsdam (pga. Covid19 via Zoom) og i 2023 i Lund.
Anne-Marie Mai blev valgt til General Secretary i ISECS’ bestyrelse for perioden 2011-2015 og Søren Peter Hansen blev i 2019 valgt som ISECS’ Treasurer for perioden 2019-2023.
Selskabet har endvidere været repræsenteret på Det Norske 1700-talsselskabs seminarer i Bergen i 2007, i Tromsø 2011 og igen i Bergen i 2015.
I 2008 etablerede Selskabet denne hjemmeside, der gennemgik en totalrenovering i 2013 og efter endnu et sammenbrud en reorganisering i sommeren 2018.
I 2010 var Dansk Selskab for 1700-talsstudier ansvarlig for afholdelsen af ISECS’ årsmøde og den dertil knyttede videnskabelige konference med temaet: Joy and Laughter. Konferencen blev afholdt på SDU i Kolding. Samme år deltog Selskabet i flere arrangementer i forbindelse med Golden Days-arrangemenet om Oplysningstiden – bl.a. i samarbejde med Bakkehusmuseet.
Siden 2011 har Det danske 1700-talsselskab deltaget i redaktionsarbejdet for det nordiske 1700-talstidsskrift Sjuttonhundratal, der i 2019 skiftede navn til 1700-tal. Nordic Journal for Eighteent Century Studies.
Lasse Horne Kjældgaard, Søren Peter Hansen, Jens Bjerring-Hansen og Simona Zetterberg Gjerlevsen (Nu Simona Zetterberg-Nielsen) har varetaget redaktionelle opgaver. De to sidstnævnte udgør pt (2022) det danske islæt i redaktionen.
I august 2022 var Det danske 1700-talsselskab vært ved den tredje skandinaviske 1700-talskonference Rights and Wrongs in the 18th Century, der blev afholdt på Københavns Universitet. (Se Call for Papers og nærmere om denne konference på www.rightsandwrongs1700.dk)
De nordiske 1700-talsselskaber aftalte i 2010 at bestræbe sig på, at der hvert fjerde år afholdes en stor Nordisk 1700-talskonference i et af de nordiske lande..
August 2013 afholdtes den første fællesskandinaviske 1700-talskonference på Lysebu i Oslo under titlen: The Eighteenth Century in Practice. Konferencen blev afholdt af det norske 1700-talsselskab med repræsentanter for det norske, det svenske, det danske og det finske 1700-talsselskab i tilrettelæggergruppen.
I 2017 var det svenske 1700-talsselskab vært for den anden skandinaviske 1700-talskonference, der blev afholdt på Universitetet i Uppsala med temaet: The Eighteenth Century: Past and Present og senest har Det finske 1700-talsselskab tilkendegivet, at det arbejder på at være vært ved den fjerde nordiske 1700-talskonference i 2026.