Aarhus Universitets segl

Om centeret

Som følge af den digitale revolution er et traditionelt kulturvidenskabeligt genstandsfelt som litteraturen i løbet af kort tid forandret i en sådan grad, at det aktuelle begrebsapparat kommer til kort. Den teknologiske udvikling udfordrer et traditionelt litteraturbegreb og indebærer, at eksisterende teorier ikke længere er dækkende. F.eks. er de gængse genre- og mediebegreber utilstrækkelige til at kategorisere og analysere værker, der forhandles som apps til smartphones og tablets, ligesom et traditionelt skriftorienteret tekstbegreb udfordres af, at billeder og lyd gør deres indtog i litteraturen. Samtidig udvisker den digitale litteratur grænserne mellem skrift og kode, mellem bogsider og interfaces. Derfor bliver det atter relevant at spørge til, hvad litteratur er, hvad en bog er, hvad læsning er, og hvad litterær erkendelse er – og for hvem?

Medieudviklingen stiller også nye krav til de institutioner, der formidler litteraturen: Som følge af litteraturens migration til andre medieplatforme skal bogbranchen udvikle nye forretningsmodeller og bibliotekerne opfinde nye formidlingsformer; og kulturforskningen skal udvikle nye metoder til at analysere litteraturens dynamiske udtryksformer.

Delprojekterne i pilotcenteret vil undersøge, hvordan de aktuelle transformationer i mediebilledet og det litterære felt påvirker 1) litteraturen forstået som et samspil mellem form, indhold og medie 2) litteraturens indflydelse på det øvrige mediebillede 3) vilkårene for at producere og distribuere litteratur 4) læsernes reception og købernes forbrugsmønstre 5) formidling af litteratur i institutioner som biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Tilsammen vil delprojekterne bidrage til at besvare centerets overordnede forskningspørgsmål:

Hvordan forandrer litteraturens semantiske, materielle, brugsmæssige og institutionelle niveauer sig i samspil med nye medier, og hvilke metoder kan litteratur-, informations- og medievidenskaberne sammen udvikle til at beskrive og analysere litteraturens og det litterære kredsløbs aktuelle transformationer?

Et opdateret helhedsblik på litteraturens produktion, distribution og reception indebærer både en analyse af, hvad der historisk har kendetegnet den skrift- og bogbårne litteratur, og en aktuel og fremadrettet diskussion af, hvordan litteraturen forandrer sig i dialog med de nye medier. En sådan bestræbelse lader sig ikke opfylde inden for traditionelle faglige positioner. Snarere end enkeltfaglige analyser af litterære forskelle og essenser kalder udviklingen på, at man retter fokus mod overgange, interaktioner og brudflader. Med sin integration af forskellige litteratur-, kultur-, informations- og medievidenskabelige fagligheder og sin inddragelse af eksterne samarbejdspartnere som forlag og biblioteker danner centeret ramme om en interdisciplinær nytænkning af litteraturens status og funktion i en medialiseret tidsalder.