Aarhus Universitets segl

Professor Kim Halskov udnævnt til årets erhvervsforsker

Kim Halskov, professor ved Arts, modtager hædersprisen som årets erhvervsforsker. Med prisen følger 250.000 kroner overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

-Kåringen af årets erhvervsforsker skal hædre danske forskere med særligt fremragende forsknings- og formidlingsresultater til gavn for danske virksomheders konkurrenceevne.

Sådan lyder kriterierne for at komme i betragtning til erhvervsforskerprisen, der bliver uddelt af FUHU, (Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse). Tidligere har prisen været delt i to kategorier nemlig Kultur og Kommunikation og Samfund og Erhverv, men i år er de to priser slået sammen og konkurrencen endnu hårdere.

Enestående samspil

Priskomiteen har lagt vægt på det enestående samspil mellem erhvervsliv og forskning, som har gjort Center for Avanceret Visualisering og Interaktion (CAVI) til et af de førende forskningsmiljøer inden for design af interaktive IT løsninger, og centerleder Kim Halskov modtager prisen for sin enestående præstation for at fremme dette forskningsområde.

Innovativ formidling

Blandt de fremragende forsknings- og formidlingsresultater kan nævnes to projekter som i høj grad har været med til at gavne danske virksomheders innovations- og konkurrenceevne.

Det drejer sig om udviklingen af det interaktive LEGO-bord, som er et eksempel på fremtidens digitale produktpræsentation i detailhandlen. Det er udviklet i forbindelse med LEGO’s lancering af en af deres Bionicleserier og er udover CAVI sket i samarbejde med Alexandra Instituttet. Det interaktive bord fungerer på den måde, at når børnene sætter æskerne på bordets glasplade, så registrerer en computer både modellerne i æsken og deres placering via et kamera, mens fladskærmen viser de færdige modeller i et rigtigt Bionicle-univers, som det kendes fra animationsfilmene. Flytter man æskerne på glaspladen, vil animationerne gå, kravle eller flyve med på skærmen, og nærmer figurerne sig hinanden, giver de sig til at slås eller springe op på ryggen af hinanden afhængig af figurerne. Projektet har ført til en videreudvikling af konceptet til LEGO Box, som nu er opstillet i mere end 65 butikker verden over.  

I et andet forskningsprojekt udviklede CAVI sammen med tegnestuen BIG, Martin Professional, og Kollision mediefacaden til den danske pavillon til EXPO 2010 i Shanghai, som blev en af de mest besøgte. Facaden er en dynamisk facade som består af 3500 farvede lysdioder i hullerne i pavillonens perforerede ydervægge. Den farveskiftende arkitektur, som pulserer med liv som kunst, da den styres af dagslyset og temperaturfølere, giver mediefacaden en ny udtryksform og den besøgende en kommunikativ og interaktiv facade.

Projektet bidrog til forskningen inden for mediearkitektur, og samarbejdet har ført til en udvikling af mediefacader som nyt forretningsområde hos de involverede virksomheder.  

På den måde har CAVI i mange af sine projekter bidraget med ny viden om de muligheder og udfordringer, der ligger i integration af digitale lag i vores fysiske rum og bygninger. CAVI har inden for dette felt opbygget en betydelig viden om relationerne mellem rum, bruger, indhold og interaktionssituation.

Prisen bliver uddelt den 9. Maj og bliver overrakt af H.K.H. Prins Joachim.

Læs mere om CAVI’s projekter:

CAVI formidler sine projekter og forskningsresultater på www.CAVI.dk

CAVI er desuden redaktør af følgende website, som formidler innovative oplevelsesorienterede anvendelser af IT: www.digitalexperience.cavi.dk

Læs mere om Erhvervsforskerprisen.