For nylig blev Tabish Khair interviewet til weekendtillæget på den amerikanske statsejede radiostation National Public Radio, der ugentlig når ud til 26,4 millioner lyttere.

Emnerne var godt nok kulturmøder og fremmedhed, og intervieweren var stationens korrespondent i det Indien, som Khair også forsker i, i litteraturen. Men anledningen var ikke forskning; det var romanthrilleren The Thing about Thugs fra 2010, der først blev udgivet i USA og Canada i juli.

En dækning, som Tabish Khair gerne tager imod:

–Den slags mediedækning er altid godt for salget. Det er simpelthen fire-fem af den slags indslag, der får en roman ind på bestsellerlisten, siger Tabish Khair.

Romanen The Thing about Thugs foregår i 1800-tallets England, hvor inderen Amir Ali først hyldes og fremvises som et forbedret eksmedlem af den religiøse Thugee-kult; en kult der ellers havde for vane at blive venner med rejsende – for så senere at bestjæle og myrde dem.

Snart sker der dog en række makabre mord, og Ali står som den hovedanklagede for rædselsfulde gerninger, der måske – eller måske ikke? – må skyldes et fremmedelement i den victorianske storby.

Begrænset overlap

Undervejs kredser den dystre historie om kultur og fremmedhed, og den er indstillet til flere priser for blandt andet Sydasiatisk litteratur.

Anmelderne roser Tabish Khair for en kompleks skrivestil med flere forskellige fortællerstemmer, der med brud og modsigelser stimulerer læserens fantasi til at arbejde med, hvad det egentlig er, der er sket.

Bestsellerliste eller ej, så ser Tabish Khair sine romaner som et selvstændigt projekt, der heller ikke har så meget at gøre med hans forskning – også selvom det nogle gange deler emne:

–Selvfølgelig er der et overlap. For et par år siden skrev jeg en akademisk bog om gysergenren ’goth’ og fremmedhed, og nu har jeg så selv skrevet gotisk fiktion, der foregår i Victoriatiden. Men man tænker og skriver på en helt anden måde, når man skriver fiktion, og opgaven er, virkelig ikke at blive for pedantisk.

Ud over skriveblokeringer

Mens skrivestilen ikke er den samme, kan arbejdet med romanerne omvendt godt skubbe forskningen fremad:

–I al fald hjælper det med at overvinde angsten for ”den tomme side”. Som forsker kan man lære bare at skrive, hvor man ellers godt kan stivne over for den udfordring at få tankerne ned på papiret. Faktisk så synes jeg, at mine romaner er meget letlæste, og så er de skrevet for at give læseroplevelser - ikke for at tilfredsstille en akademisk læser, siger Tabish Khair.

Hør indslaget på National Public Radio