Aarhus Universitet i spidsen for globalt kæmpeprojekt om teknologi i fremtidens byer

EU giver trecifret millionbeløb til lektor Martin Brynskov og fyrtårnsprojektet SynchroniCity. Hermed får Aarhus Universitet en ledende rolle i forhold til at udvikle Internet of Things i byer, og en enestående mulighed for sammen med et globalt konsortium at sætte et fingeraftryk på den igangværende digitale omstilling

22.02.2017 | Arts Kommunikation

Foto: SynchroniCity/Tom Blockley

SynchroniCity vil sammen med otte europæiske byer og byer i Sydkorea, USA, Mexico og Brasilien i et internationalt konsortium med 34 partnere skabe et globalt digitalt marked for Internet of Things (IoT) og Smart Cities, som bygger på fælles standarder og tager udgangspunkt i borgerne og byernes behov.

”Dette forskningsprojekt er et rigtig godt eksempel på, at Aarhus Universitet udvikler sin viden i tæt samarbejde med både virksomheder og det omgivende samfund. Dette samarbejde er helt afgørende i forhold til at finde løsninger på nogle af de store globale udfordringer, som samfundet står overfor,” siger rektor Brian Bech Nielsen.

De digitale teknologier rammer vidt og bredt og skaber ikke bare en masse muligheder i kraft af indsamling af data og øget automatisering, men også en lang række dilemmaer.

”Den digitale omstilling er en kæmpe udfordring, og det er langt hen ad vejen ikke den tekniske udvikling, der volder problemer. Det svære er at blive enige, og at få teknikken til at fungere i praksis, på markedsvilkår, uden at skabe nye sociale, kulturelle og etiske problemer. Det er den nuværende globale politiske situation et markant udtryk for,” fortæller Martin Brynskov, lektor ved Informationsvidenskab, koordinator og leder af projektet.

Fælles digitalt marked med mennesket i centrum

For at få skabt et velfungerende fælles digitalt marked med mennesket i centrum inviteres små og store virksomheder som en del af projektet gennem udbud til at bidrage, så nye ideer kan modnes i praksis og sprede sig som ringe i vandet, på tværs af by- og landegrænser.

Martin Brynskov forklarer: ”Byer er katalysatorer for denne gennemgribende digitale omstilling af hele samfundet. Det er her al kompleksiteten mødes. Men vi ser også, at simpel copy-paste ikke fungerer fra den ene by til den anden. SynchroniCity er en del af en langt større global bevægelse, som skal få os videre fra forsøgsstadiet og med eksemplets magt skabe løsninger og standarder, der passer til den virkelige verden på en måde, der både er god for både borgere, myndigheder og virksomheder. Vi skal vise, hvordan man kan koble lokale hensyn til et globalt marked ved at sætte menneskers behov i centrum.”

Aarhus Universitet er leder af konsortiet, der også tæller Alexandra Instituttet, som er den anden danske partner.

”Aarhus Universitet og IT-Byen Katrinebjerg har i mere end et årti haft en ambition om at være et globalt center for udvikling af Internet of Things, populært kaldet ”IT i alting”. Der er et stort marked i smarte produkter og services, men det kræver, at vi kan få mange aktører til at arbejde sammen, at vi kan skabe fælles standarder i et samspil mellem mange fagligheder. Det er vi gode til i Aarhus,” siger Ole Lehrmann, direktør for Alexandra Instituttet A/S.

Projektet bygger på det globale initiativ Open & Agile Smart Cities (OASC), som tæller over 100 byer i 22 lande, og som Martin Brynskov er formand for. Initiativet har hovedkvarter i Bruxelles.

SynchroniCity blev lanceret på konferencen Connected Smart Cities i Bruxelles.

Se video fra åbningen med Europa-Kommissær, Günther H. Oettinger

Se video fra åbningen med lektor Martin Brynskov m.fl.


Fakta om SynchroniCity          

  • SynchroniCity er navnet på et nyt EU-projekt (Horizon 2020, LEIT-ICT-IoT)
  • Projektet har et samlet budget på ca. 150 mio. kr. (20 mio. euro), heraf ca. 120 mio. kr. (15 mio. euro) fra EU, resten kommer fra virksomheder, byer og partnerlande.
  • SynchroniCity er en del af at et større IoT-initiativ kaldet European Large Scale Pilots Programme med en samlet ramme på mere end 750 mio. kr.
  • Der er i alt 34 partnere tilknyttet projektet, både virksomheder, byer og universiteter.
  • De centrale byer i projektet er: Eindhoven, Helsinki, Antwerpen, Manchester, Porto, Santander, Milano og Carouge (Genève), samt Léon (Mexico), Seongnam (Sydkorea), Portland (USA) og en række brasilianske byer.
  • Læs mere om det globale initiativ Open & Agile Smart Cities (OASC).

Yderligere information


Martin Brynskov

Lektor og koordinator for SynchroniCity
Digital Design og Informationsvidenskab
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Mail: brynskov@cavi.au.dk
Twitter: @brynskov  
Mobil: (+45) 3068 0424  

 Foto: Kristian Granquist 

 

 

Forskning, Afd. for Informationsvidenskab og Digital Design