Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kolonialismens fysiske spor

Kolonialismens vedholdenhed #1

08.09.2020 | Mads Anders Baggesgaard

Dato ons 07 okt
Tid 15:00 18:00
Sted Kunsthal Aarhus
Tilmelding er lukket

Til seminaret forholder vi os til, hvordan vi i udstillinger, formidling og kunstværker kan arbejde med den koloniale arv og dens nutidige aftryk. Cecil Marie Schou Pallesen og Ulrik Høj Johnsen belyser, hvordan museal indsamling, bearbejdning og formidling af objekter fra koloniale og postkoloniale lande kan skabe samarbejde, dialog og refleksion over historien og nutidige relationer mellem lande. Med udgangspunkt i udstillingen Other Tales, der kan opleves på Kunsthal Aarhus i perioden 21.08.–01.11, vil Sammy Baloji fortælle om sin kunstneriske praksis. En praksis, der er kendetegnet ved et metodisk dekoloniserende blik rettet mod andre fortællinger end den gængse vestlige fortælling om kolonialismens begivenheder.

Inden seminaret kan du komme med på en gratis omvisning i Balojis udstilling Other Tales med Kunsthal Aarhus’ personale. 
Moderator: Mads Anders Baggesgaard, lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og leder af CLSC

Deltagere: 
Cecil Marie Schou Pallesen, antropolog og postdoc ved Moesgaard Museum 
Ulrik Høj Johnsen, antropolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum
Sammy Baloji, udstillingsaktuel kunstner i Kunsthal Aarhus

Kolonialismens vedholdenhed

Når vi taler om kolonialisme, er det ofte i et historisk perspektiv. Med et begreb som postkolonialisme blev det ligefrem proklameret, at vi var klar til at se på, hvad der kom efter det koloniale. Spørgsmålet er, om kolonialismen er et overstået kapitel, og om dens mekanismer hører fortiden til? Lever tidligere magt- og racismestrukturer videre i nye former? Bygger den globale kapitalisme på en kolonialistisk tankegang? 

I denne seminarrække undersøger vi, hvordan kolonialismen påvirker verden i dag: Fra pandemiens magtstruktur til individets egen selvforståelse. Ved at belyse kolonialismen fra seks forskellige vinkler vil vi prøve at forstå og åbne op for debatten om kolonitiden på en måde, der muliggør en ny viden om og forståelse af verden.

Kolonialismens vedholdenhed tager afsæt i soloudstillingerne af congolesiske Sammy Baloji (1978), belgiske Sven Augustijnen (1970) og jamaicanske Ebony G. Patterson (1981) i Kunsthal Aarhus. Seminarrækken er udviklet i et partnerskab mellem Centre for the Study of the Literatures and Cultures of Slavery (CSLC), Aarhus Universitet og Kunsthal Aarhus. 

Til hvert enkelt seminar præsenteres og diskuteres kolonialisme fra en bestemt vinkel af inviterede kunstnere, forskere og kuratorer, der arbejder med netop dette område. Lektor i Litteraturhistorie og leder af CLSC, Mads Anders Baggesgaard, modererer samtalen til alle seks seminarer. 

Program

7.10. 2020, kl. 15–18
#1: Kolonialismens fysiske spor

22.10.2020, kl. 15–18
#2: Den videndes magt

5.11.2020, kl. 19–21
#3: Pandemiske magtstrukturer

9.12.2020, kl. 16–18
#4: Kolonialisme: En nordisk virkelighed

2021
#5: Kroppe i koloniernes kølvand

#6: Teknologisk kolonialisme

Seminar