Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Afdelingen deltager som partner i et nyt EU-forskningsprojekt

ScreenMe er titlen på et EU-finansieret forskningsprojekt, som Centre for Media Industries and Production Studies netop er blevet partner i. Forskningsprojektet er en del af EU’s Twinning-program, der skal styrke nye medlemsstaters institutioner – i dette tilfælde Tallinn Universitet i Estland.

12.04.2021 | Benjamin Andreassen

Hanne Bruun er tilknyttet som Principal Investigator (PI) på projektet.

"Det er ikke et egentligt forskningsprojekt. Det er et netværksprojekt, hvor vi skal udvikle forskningsprojekter og styrke Tallinn Universitets evne til at være en forskningsinstitution."

Sådan beskriver professor i medievidenskab, Hanne Bruun, det nye netværksprojekt, som Centre for Media Industries and Production Studies er partner i. Hun er selv tilknyttet projektet som Principal Investigator (PI), og Hanne Bruun er ikke i tvivl om, at afdelingen kan bidrage til styrkelsen af Tallinn Universitets forskningskapacitet, netværk og synlighed inden for det medievidenskabelige område:

"Tallinn Universitet er i forvejen dygtige til at uddanne praktikere, men de vil gerne have et bedre netværk omkring deres universitetsuddannelse inden for medievidenskab og medieproduktion. Aarhus Universitet kan samtidig styrke forskningsadministrations kompetencer hos Tallinn Universitet, så de kan søge flere forskningsmidler fra EU," siger Hanne Bruun. 

ScreenMe hører under EU’s Twinning-program, hvis formål er at give nye medlemslande midler til at styrke deres institutioner og administrative systemer. Det er et gensidigt forpligtende partnerskab mellem ligeværdige partnere, hvor medlemslandets praktiske erfaring på et EU-relevant område nyttiggøres i modtagerlandet1.

ScreenMe består af følgende partnere: Tallinn University (Estland), Aarhus University (Danmark), Ilmenau Technical University (Tyskland), Jönköping University (Sverige), Lut University (Finland), Munster Technological University (Irland) og Vrije Universiteit Brussel (Belgien).

Bliver en del af stort business school-netværk

Det er ikke kun Tallinn Universitet, der får gavn af netværksprojektet. Ifølge Hanne Bruun kan Afdeling for Medievidenskab og Journalistik også få et bredere netværk inden for business management-forskningen. Et miljø, som afdelingen hidtil ikke har beskæftiget sig meget med:

"Fra Aarhus Universitets synspunkt er formålet at få en bedre kontakt til media management-miljøet, som primært ligger i business school-regi. Potentielt set kan vi fremadrettet inddrage nogle af aspekterne ind i vores kandidatuddannelse," siger Hanne Bruun.

Hanne Bruun forklarer, at Aarhus Universitet kan give nogle andre perspektiver i netværksprojektet end business school-institutionerne. Her er det især afdelingens viden inden for forandringerne i den audiovisuelle branche i den digitale æra og det mediesystemiske- og produktionsorienterede perspektiv på de forandringer, der kan være et interessant aspekt at inddrage i Tallinn Universitets fremtidige arbejde:   

”Vi er sammen med Vrije Universiteit i Belgien meget fremme med den mediesystemiske tilgangsvinkel, hvor vi især er gode til at lave teoretisk informerede medieanalyser af, hvad der foregår i branchen," siger Hanne Bruun.

Det er Ulrike Rohn, der har inviteret afdelingen til at blive en del af netværksprojektet. Ulrike Rohn er Professor of Media Management and Economics på Film, Media, Arts and Communication School (BFM) – en del af Tallinn Universitet. Hanne Bruun fortæller, at hun tidligere har arbejdet sammen med Ulrike Rohn:

"Ulrike Rohn skrev, at hun var i gang med at starte et netværk og spurgte, om det var noget, vi var interesseret i. Det sagde jeg selvfølgelig ’ja’ til. Man skal huske, at der er stor konkurrence om forskningsmidlerne, hvilket afspejler sig i succesrater helt nede på omkring 5-10 pct. Derfor vidste man ikke på det tidspunkt, om netværksprojektet reelt set ville blive til noget. Men dette viser samtidig, at internationale kontakter er vigtige," siger Hanne Bruun. 

Skal stå for arbejdspakker 

Det er ikke kun Hanne Bruun, der repræsenterer Aarhus Universitet. Mads M. T. Andersen og Jakob Isak Nielsen, ligeledes fra Medievidenskab, er også tilknyttet projektet. De skal stå for nogle arbejdspakker, der blandt andet indebærer planlægning af seminarer og workshops. Hanne Bruun uddyber:

"Hele projektet er delt op i seks arbejdspakker. Her har vi ansvar for bestemte opgaver i arbejdspakke 1, 5 og 6. Mads M. T. Andersen og Jakob Isak Nielsen har opgaver i forhold til arbejdspakke nummer 1, hvorimod jeg er medansvarlig for arbejdspakke nummer 5 og 6."

Projektet skulle oprindeligt have været indledt med et 'kick-off meeting' i Tallinn sidste år. Det blev dog aflyst på grund af corona, hvorfor mødet blev afholdt på Zoom den 4. februar 2021. Her fik projektets deltagere mulighed for at præsentere dem selv og deres miljøer samt diskutere de seks arbejdspakker. 

Selvom arbejdet er på et tidligt stadie, er Hanne Bruun overbevist om, at samarbejdet bliver succesfuldt. ScreenMe-netværket har fra begyndelsen haft et klart formål:

"Projektet vandt på, at det var stort og havde en meget solid konceptualisering. De vidste, hvad de ville med det. Det var let at forstå og forholde sig til. Estland er et ungt demokrati og et tidligere østblok-land, som har brug for at udvikle deres institutioner, og derfor kan det være en god idé at have noget interaktion med de gamle demokratier og institutioner i andre dele af Europa," afslutter Hanne Bruun.

Man kan læse mere om ScreenMe på deres hjemmeside. Projektnummeret er: 952156.

1 Udenrigsministeriet: Dansk deltagelse i EU's Twinning programmer

Medievidenskab og Journalistik