Lisbeth Michelsen
1. Stil og status. Karen Blixen og aristokratiet
I første kapitel diskuterer jeg aristotelisk patos og aristokratisk ironi. Hvordan anvender Karen Blixen den antikke tragedie i "Vejene omkring Pisa"? Jeg undersøger, hvordan fortællingen er komponeret over et tragisk forløb. De store, forløsende, tragiske følelser indfries dog aldrig. Hvorfor ikke? Det skyldes at Karen Blixen aristokratiske personer er ude i stand til at gennemgå et tragisk plot. På den baggrund belyser jeg aristokratiets kulturhistorie. "Vejene omkring Pisa" finder sted i romantikken, hvor aristokratiet mister en række privilegier. Det for konsekvenser for fremstillingen af Karen Blixens "stil-aristokratiske" personer. De udfordrer det elegante og det eksklusive med det excentriske og det ekstravagante. Jeg indkredser en "aristokratisk ironi" ved hjælp af det kulturkritiske begreb "camp".
2. Hvad er en forfatter?
At være aristokrat er at være forfatter. Karen Blixen paralleliserer disse identiter i "Vejene omkring Pisa". Jeg ser nærmere på Karen Blixens institutionaliserede og kanoniserede forfatterfigur. En stærk beundringskultur omgiver Karen Blixen. Hun er en stjerne på den litteraturhistoriske stjernehimmel. Men rummer Karen Blixens egen (selv-)iscenesatte, performancedyrkende forfatterrolle en ironi? Jeg giver et nyt bud på Karen Blixens opfattelse af forfatterfiguren via det parodiske potentiale i fortællingens personer; et potentiale vi kan beskrive med "aristokratisk ironi" og "camp". Den anden side af forfatteridentiteten rummer imidlertid den tragiske patos. Karen Blixen ser en teologisk vision i sin forfatterskæbne. Forfatteren bærer i virkeligheden præstens lod. Og her cementeres projektets anagoriske, skæbnestorladne patos.
3. Blixens billeder
"Nature morte" og "tableau vivant" er billedbetegnelser, jeg hæfter på fortællingens særegne situationer. Jeg undersøger, hvordan Karen Blixen udfordrer den romantiske sceneæstetik. Maskuline konventioner bliver feminine i en androgyn atmosfære. Personerne positioneres i paralyser. De er af en helt anden verden i disse stumfilmiske billedmontager. De er ikke bare marionetter, som det ofte påpeges i Karen Blixen-litteraturen, men skulpturelle skuespillere med statuarisk smerte, der er en variation over den antikke Laokoon-figur.
