Aarhus Universitets segl

The rest is silence

 – barok og neobarok i Svend Åge Madsens forfatterskab

Anders Gejl

Visse strømninger inden for den litterære modernisme og i særdeleshed inden for postmodernismen bliver ofte sammenlignet med barokkens svulstige og antitetiske stil og har derfor fået tilnavnet neobarok . Oftest har teoretiske sammenligninger mellem 1600-tallets barok og neobarokken været af æstetisk karakter, men dette speciale søger derimod at trække en række filosofiske paralleller.Svend Åge Madsens forfatterskab har flere eksplicitte og implicitte referencer til barokke værker og problemstillinger, og det spænder desuden over både den abstrakte modernisme og postmodernismen. Derfor fungerer forfatterskabet godt som en relativt repræsentativ indgang til emnet.

Udgangspunktet for den filosofiske undersøgelse af barokkens væsen er tavsheden . Men tomhed, intethed, hulhed, stilhed kan i den barokke antitese blæses op som en sæbeboble, hvis overflade er skøn, farverig, spraglet, larmende. Denne paradoksale repræsentation af tavsheden bliver undersøgt i Gryphius’ sørgespil Cardenio und Celinde (1657) med teoretisk hjælp fra Walter Benjamin for at blive sammenlignet med en moderne tavshed i Svend Åge Madsens Tilføjelser (1967), der er stærkt inspireret af Ludwig Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus . Herefter følger en mere eksistensfilosofisk undersøgelse af tavshedens konsekvenser for det at være menneske. Levereglerne i Baltasar Gracians Oraculó manual y arte de prudencia (1647) sammenlignes med Svend Åge Madsens behandling af attituderelativismen i Dage med Diam eller Livet om natten (1972), og en række barokke og postmoderne eksistenstyper bliver placeret i forhold til Kierkegaards stadier fra den umiddelbare æstetiker til etikeren.

Til slut sættes der fokus på, om Madsens postmoderne projekt er i stand til at overskride den barokke desillusion, om han er i stand til at skabe rigtig mening og ikke blot skin -mening. Spørgsmålet er kort sagt, om hans litteratur kan hæve sig fra at være epistemologisk, afsøgende grænserne for den formulerede virkelighed, til at være ontologisk, dvs. direkte beskæftiget med virkeligheden. I den forbindelse sammenlignes Madsens At fortælle menneskene (1989) med den latinamerikanske magiske realisme , der måske er den litterære genre, som oftest er blevet associeret med begrebet neobarok .

Gennem specialet aftegner der sig en dikotomi, der er forskellig fra den gængse i teoretiske værker om barokken. I den sædvanligvis æstetiske fremstilling bliver barokkens snørklede figurer modstillet med klassikkens rene former, mens det i dette speciales filosofiske perspektiv bliver modstillingen mellem barok og romantik, som kommer i fokus. Barokken er tavshed, antitese, pluralisme, ydre, desillusion og meningsløshed, mens romantikken finder en metafysisk mening i syntese, enhed og indre.

Åbn hele dokumentet i pdf-format >>