Aarhus Universitets segl

Orfeus og selvets spejl

Mischa Sloth Carlsen

Under en storm i februar 1922 bevæges Rainer Maria Rilke (1856-1926) så meget af naturens kosmiske kræfter, at han på ganske få dage og ad to omgange i løbet af måneden skriver et af sine hovedværker, Die Sonette an Orpheus. Ifølge ham selv er de 55 sonetter opstået ganske uplanlagt. Samtidig rummer de et kondensat af æstetisk erfaring fra et langt forfatterliv – foranlediget af erindringen om den unge danserinde Weras pludselige død. Specialet er en litteraturfilosofisk analyse af dette værk med henblik på en bestemmelse af den poetiske tænkning, sonetterne lancerer som signifikant for Rilkes oeuvre. Det mytiske stof om Orfeus udgør sammen med filosofiske bidrag af især Heidegger, Blanchot, Levinas og Ricoeur analysernes diskussionsgrundlag. Hovedtesen er, at Rilke med udgangspunkt i Orfeus' dialog med den døde Eurydike søger at definere grundlaget for og mulighederne med en poetisk tænkning, der udspringer af litteraturens egne kræfter. Dette befordrer en dialog mellem et jeg og et fraværende du i digteren selv som tekstinstans. Dialogen antager da karakter af en imagination i jeg'et, idet den beror på lige dele fantasi og virkelighed.

I kapitel I fremlægges en bestemmelse af det "moderne orfiske" på baggrund af tre præmisser hos Rilke, der har dialogen som omdrejningspunkt. For det første understreger valget af sonetten og sonetcyklen, hvorledes der er tale om en selvrefleksiv tænkning, der er indbegrebet af moderniteten og den moderne bevidsthed. For det andet aktualiserer Rilke med sit valg af Orfeus og Eurydike disse mytefigurer som metapoetiske personae i en særegen poetisk tænkning, der muliggøres af romantikkens universalpoesi hos Friedrich Schlegel og vitalismen hos Friedrich Nietzsche. For det tredje bliver Rilkes møde med Hölderlins pindariske digtning af afgørende betydning for det "moderne orfiske": Rilke kan forlade enhver form for mytologisk grund til fordel for en "orfisk litteraturfilosofi" – d.v.s. en litterær fænomenologi, der har afsæt i livsverdenen.
Dette leder over i selve undersøgelsen, der falder i de tre kapitler II, III og IV som forskellige analytiske og diskuterende snit ind i Die Sonette an Orpheus.

Kapitel II er en næranalyse og teoretisk diskussion af åbningssonetten, og af hvordan det orfiske møde med "den Anden" etableres gennem digtningen i kraft af det litterære stilistiske sprog. Mødet afslører synæstesien mellem syn og hørelse som digtets oprindelse.

Kapitel III giver en indgående analyse af væsentlige gennemgående momenter, der forbinder værkets to dele. De primære momenter er åndedrættets etablering af en forbindelse mellem begivenhed og kosmos, det dialogisk spejlende forhold til mytens Eurydike og livsverdenens Wera og Rilkes belysning af de litteraturfilosofiske kvaliteter i forholdet mellem mytefigurerne Narcissos og Ekko. Kapitlet omhandler, hvordan Rilkes digtning med udgangspunkt i den orfiske kærlighed konstituerer et levende spejl af subjektet i dets fænomenverden blandt tingene. Endelig er kapitel IV en undersøgelse af selve den poetiske ontologi, som indstiftes i den poetiske tænknings møde og når sit fulde omfang i værkets anden del, og af hvordan denne udsiger subjektets egenhed. Herigennem belyses Rilkes begreb om "den egentlige dag". Ikke mindst som et korrektiv til især Heideggers læsning, der i mange årtier har domineret Rilkereceptionen, bringer det sit eget bud på, hvordan Rilke i sin sonetcyklus peger på ideen om digtningens tidslige "Weltinnenraum" som en værensudstrømning fra mødet med den Anden og med livets skinbarlige flygtighed som materiale.

På baggrund af denne undersøgelse af Die Sonette an Orpheus er det således min hensigt at diskutere, hvorledes Rilke peger på digtningen som en filosofisk kompetence. Denne kompetence er enestående ved at udklække en fænomenologisk tænkning, som kun kan finde sted gennem et æstetisk værks billeddannelse, idet den hviler i og forskyder de særtræk, myten om Orfeus og Eurydike repræsenterer i modernitetens erfaring af selvets muligheder for at reflektere sin egen grund. I sin grundlæggelse af en poetisk tænkning med udgangspunkt i det orfiske viser Rilke, at litteraturens egen fænomenologi er stedet, hvor det moderne menneske kan vinde størst indsigt i tidens indvirkning på betydningsdannelsen.

 

Åbn hele dokumentet i pdf-format >>