Aarhus Universitets segl

Månelyset gennem høje grene

Morten Lykkegaard

I Månelyset gennem høje grene – en filosofisk-æstetisk refleksion over den litterære erfaring med særligt henblik på overgangen fra Kant til Hegel har jeg forsøgt at fremhæve den store betydning, Kants kritik af den rene fornuft har haft for vores måde at reflektere den litterære erfaring på, således som denne er kommet til udtryk igennem det sidste århundrede. Det er min tese, at Kants filosofi i overskyggende grad har domineret vores måde at reflektere relationen mellem litteratur og verden på og at hans transcendentale bestemmelse har været bestemmende for den tilsyneladende så uoverstigelige kløft, vi i dag har for vane at sætte mellem disse to størrelser. Jeg har derfor analyseret indflydelsen herfra i forskellige poetologiske refleksioner – repræsenteret af Gilles Deleuze, Per Højholt og Alain Robbe-Grillet – for at demonstrere, hvorledes spørgsmålet om Kants negative bestemmelse af tingen i sig ( Ding an sich ), og i relation hertil afvisningen af den dogmatiske metafysik, stadig hjemsøger den moderne litteraturteoretiske og æstetiske forståelse.

Denne forståelsesramme finder sit udspring i Descartes' berømte kopernikanske vending, der sætter det afgrænsede cogito i centrum for enhver begrebsliggørelse af verden og følgelig henviser ethvert begreb om verden til objekt for en sådan erkendelsesmodus. I Robbe-Grillets forståelse af le nouveau roman kommer dette til udtryk ved en negativ litterær praksis, der udelukkende forholder sig til verden som kronisk fraværende og derfor risikerer at opløse sig selv i tomme, transcendentale former. Hvilket ikke overraskende medvirker til, at det mest fremherskende træk ved le nouveau roman i manges øjne er dens kedsommelige, intetsigende narratologi.

Det har derfor været mit sigte at demonstrere de alvorlige problemer, der knytter sig til en sådan form for negativ bestemmelse, som mange ellers idag anser for evident og ubestridelig (og som nogle – særligt amerikanske teoretikere som f.eks. Paul de Man og J. Hillis Miller – har forsøgt at gøre den dekonstruktive tænkning til fortaler for), eftersom en mere dybdegående problematisering af en ellers given dikotomi måske vil give os en mulighed for at betragte den litterære erfaring i et andet perspektiv. Jeg har derfor fokuseret på den efterfølgende kritik af den kantianske transcendentalisme, som de tyske idealister, særligt Fichte og Hegel, fremstillede, da denne kritik med en imponerende, insisterende grundighed udfoldede sig i en filosofisk kontekst, hvori de kantianske begreber endnu ikke havde nået at konsolidere sig som apriorisk uafviselige.

Hegel præsenteres ofte som filosofiens store uhyre; dén filosof, der mere end nogen anden ville forene alle verdens elementer i én ubrydelig enhed, hvilket i lyset af modernitetens hypostasering af det fragmentariske naturligvis har gjort ham yderst suspekt. I samme grad som vi værdsætter og anerkender Kants transcendentale beskedenhed, er vi nærmest ved at dø af skræk, når vi konfronteres med Hegels postulat om en absolut fornuft, der er i stand til at suspendere alle begrænsninger, via det notoriske og for mange så vederstyggelige begreb om Aufhebung , som i dag identificeres med en totalitær verdensforståelse. Modsat Kants begreb om forstanden ( Verstand ), der med dets begrænsende, transcendentale bestemmelser, som forbød subjektet nogen umiddelbar, ontologisk relation til verden i sig selv, synes at korrespondere perfekt med den modernistiske fordring, at verden for altid er holdt uden for vores erkendelse, og at det mest fyldestgørende, vi derfor kan stræbe imod er en mere eller mindre kontingent erkendelse, som blot har til formål at bekræfte sprogets utilstrækkelighed, og således dømme det til dets egen solipsistiske sfære, frem for at demonstrere fornuftens ( Vernunft ) potentialer, som – til nogens overraskelse – også er indeholdt i Kants transcendentale bestemmelse. Hegel så disse potentialer og bestræbte sig efterfølgende på at demonstrere, hvorledes fornuftens refleksion hverken kan gøres til genstand for affirmation eller ren negation, eftersom den ikke tillader den adskillelse – som den dualistiske tænknings lange tradition ellers har promoveret – mellem på den ene side erkendelsen i sig selv som en tom form og på den anden verden i sig selv som en ligeledes ubestemt substans. Hvilket vil sige, at den negative bestemmelse, hvormed Kant gestaltede et begreb om en afgrænset forstand, var grundet i et falsk refleksionsbegreb. Den 'sande' refleksion, hævdede Hegel, kræver snarere en særlig fremstillingsform, der transcenderer den klassiske dualisme mellem det blot subjektive og objektive.

Det er denne særlige modus, som jeg med udgangspunkt i Hegels tidlige Differenz ­-skrift har forsøgt at perspektivere i forhold til den litterære erfaring i det håb, at den vil give os mulighed for at betragte litteraturen blot nogle få skridt hinsides den fatale (og nihilistiske) solipsisme, som en énsidig kantianisme risikerer at tilskrive den. Det vigtige er her at hæfte sig ved den hegelske refleksions dynamiske kapaciteter frem for dén 'stivnen' i en fastlåst enhed, som han i moderniteten ellers så ofte er blevet identificeret med. Som tænker af den dynamiske potentialitet kan Hegel på mange måder siges at være mere på højde med den moderne litteratur end Kant, hvis rigide kategoriseringer og substanshypostasering snarere placerer denne på niveau med de naturvidenskabelige diskurser. Når man således fradømmer litteraturen ethvert krav på 'sandhed', sker dette ofte med implicit henvisning til et naturvidenskabeligt begreb om en sådan 'sandhed' – nemlig sandheden i form af en adækvat overensstemmelse mellem to stabile komponenter, i.e. verden og forstanden – således som det også fremgår af den kritik, Heidegger og Agamben, som demonstreret i dette speciale, fremsætter.

'Sandheden' som dynamisk potentialitet i hegelsk forstand fremstilles her via en gennemløbende analyse af Fernando Pessoas korte, enigmatiske digt ?Månelyset gennem høje grene?, der i sin ellers tilsyneladende så intetsigende udtryksform viser sig at indebære en kompleks æstetik for den moderne litteratur. Men, vel at mærke, en æstetik hinsides den klassiske æstetiske refleksion, Kant gjorde sig til fortaler for, og som endnu indskrænkede ethvert æstetisk udtryk til den erfaringsbundne forstandsverden. En æstetisk forståelse hinsides Kant identificerer ikke blot enhver metafysisk bestræbelse med håbløs, dogmatisk overtro, men fastholder i stedet et metafysisk element hinsides differentieringen mellem det subjektive og det objektive, dvs. en metafysik, der vibrerer som betydningsbærende potentialitet hinsides enhver bestræbelse på at fastlåse det litterære erfaringsfelt i en dualistisk bestemmelse. Når først den litterære praksis begynder at tro på dette erfaringsfelt, vil det igen blive muligt for litteraturen at sige en ting eller to om, hvorledes denne forunderlige verden er skruet sammen, i stedet for at holde sig til alenlange beskrivelser af et bordben som ren fænomenalitet.

Åbn hele dokumentet i pdf-format >>