Rasmus Grøn
Temaet for dette speciale er forholdet mellem identitet og fortælling, æstetisk form og subjektiv erfaring, i Herman Melvilles Moby Dick. Udgangspunktet er en læsning af Melvilles amerikanske klassiker er et kultur- og romanhistorisk overgangsværk som i opbruddet fra en amerikansk romantik afsøger den subjektive og æstetiske erfaring og forms muligheder i en moderne verden, som har mistet sin immanente meningssammenhæng. Det afføder en række spændinger i værket:
Tematisk, hvor en episk og encyklopædisk ambition og jagten på sandhed og bestemmelse som bærende tema modsvares af fragmentering og relativering af erkendelsens muligheder. Kompositorisk, hvor plottets enstrengede, lineære jagtmotiv modsvares af fortællingens vævende, deskriptive digressioner.
Og det er specialets tese, at disse spændinger kan føres tilbage usbjektets problematik, og belyses i en analyse af romanens to protagonister, kaptajnen Ahab og fortælleren Ishmael, som to subjektive erfaringspositioner, der samtidig udgør romanens bærende kompositionsprincipper: Ahab er plottets centralgestalt, da romanens narrative bevægelse udfoldes omkring dennes hævnprojekt, og kaptajnens hævnbegær bliver katalysator for romanens narrative begær. Ishmael er diskursens centralgestalt, da romanens fortælling lader sig anskue som et produkt af Ishmaels sproglige iscenesættelse.
Og det er gennem sameksistensen af disse to modsatrettede erfaringsperspektiver at Melvilles romanværk tager form som kompleks og spændingsfyldt totalitet.
I første kapitel præsenteres specialets teoretiske hovedperspektiv, nemlig Georg Lukács' Theorie des Romans, hvor romanen defineres som den særegene æstetiske form for den moderne verden, som har mistet sin immanente meningssammenhæng. Denne sprængte verden kan kun bringes til repræsentation i romanens "ironisk totalitet" – en form, der er tæt forbundet med det moderne individs identitetsprojekt.
De teoretiske pointer udfoldes i specialets andet kapitel, som skitserer romanens erfaringshorisont gennem en analyse af rejsen som livs- og erfaringsmetafor. Med afsæt i den topografiske metaforik og romanens mest centrale dikotomi mellem stasis og bevægelse, forstening og fluktuation, beskrives rejsens dobbelte figuration i romanen. På den ene side udfoldes den inden for en amerikansk mytologi, som en ekspansiv og emanciperende bevægelse, hvori såvel individ som fællesskab finder sin bestemmelse. Denne figuration, som også illustrerer en væsensforskel mellem den amerikanske og europæiske romans erfaring af forholdet mellem individ og samfund. På den anden side overskrives denne mytologi af en splittelseserfaring, hvor den oceaniske verden fremstilles som et fremmed eksistensrum af betydningstomme tegn, og rejsens bevægelse forvitrer i en labyrintisk tomgang uden mål og mening.
Det tredje kapitel, "Ned i malstrømmen – Ahab og det mytiske", påviser hvordan kaptajn Ahab viser en vej ud af dette rum, idet han i sin monomane hævntørst forvandler rejsens labyrintiske inerti til en målrettet lineær bevægelse.
Ahab repræsenterer en heroisk, episk individualisme, og han giver den moderne rejse mening og retning ved at indstifte et metafysisk hævnprojekt, hvori han finder sin bestemmelse. Men dette projekt hviler på en mytologisk livstolkning som netop har mistet sin validitet, og kaptajn Ahabs promethiske projekt afsløres i romanen som en narcissistisk hengivelse til en rent indre, abstrakt sandhed.
I sin insisteren på idealets mytiske kraft er Ahab ikke blot en anakronistisk Don Quijote-figur, men også en moderne magtfigur, som formår at forvandle sin indre vilje til ydre lov og gøre sin subjektive mytologi til fælles virkelighed. Et forhold, som peger på mytens moderne ideologiske potentiale som totaliserende livstolkning.
Men frem for at give verden metafysisk fylde medfører Ahabs monomani som en instrumentalisering og tømning af verden for fylde, hvilket illustreres ved, at rejsens lineære bevægelse gradvist overlejres af malstrømmens entropiske bevægelse ned i vanviddets og undergangens spiraler.
I kapitel 4, "Call me Ishmael", beskrives det hvordan fortælleren Ishmael, som den eneste overlevende fra skibbruddet, repræsenterer en erfaringsmodus, som overskrider præmisserne for Ahabs idealistiske projekt. Hvor Ahab søger en overvindelse af splittelsen, udgør Ishmaels position en pragmatisk, relativistisk modus, som med udgangspunkt i splittelsen af en melankolsk indsigt i alle idealers tomhed søger mod en tentativ omgang med verdens former, i en tilstand af ekvilibrium mellem indre og ydre virkelighed. Denne position rummer to modsatrettede flugtpunkter: mod selvets beskyttede autonomi, som reflekteres i romanens status som lukket æstetisk konstruktion, og mod den personlige investering i verden, som afspejles i romanens åbning mod og fascination mod verdens tingslige overflade, og rummer konturerne til en social etik i romanen.
Hvor Ahab drives af et begær mod afslutningen – et erfarings slutpunkt –repræsenterer Ishmael tværtimod en hengivelse til det uafsluttede og ubestemte som eneste mulige frihed. Hvor Ahab er fikseret som offer for sin monomani, fastlåst i sit begærs irreversible rute, repræsenterer Ishmael en fleksibel og digressiv erfaringsmodus. Men Ishmaels identitet antager derved heller aldrig nogen fast form eller biografisk fylde i romanens fremstilling, men forbliver en flydende positionering.
I "Afrunding og perspektivering" inddrages Franco Morettis teori om The Modern Epic i en uddybning af de komplekse og komplementære relationer mellem romanens to subjektive erfaringsprojekter, der til slut perspektiveres i en analyse af romanens fraværende idealfigur, sømanden Bulkington.
