Svend Østergaard (26.6.1949 – 4.2.2017) afsluttede sine kurser sidst i november, samtidig med at han beklagede sig over stadig stigende rygsmerter – at han beklagede sig over noget var i sig selv et dårligt tegn. Og han måtte af samme grund melde afbud til den årlige julefrokost med ansatte og studerende på Centeret, hvilket var et endnu værre tegn. Han har siden midten af december været sygemeldt, omgivet af sine allernærmeste: Marianne og deres børn Lauge og Astrid.

Svend yndede at fortælle, at han havde haft tre ambitioner i tilværelsen. Den første var at blive stormester i skak. Den kunne ikke indfries – ifølge ham selv, fordi der blev røget for meget i de haller, hvor turneringer og holdkampe blev spillet.  Herefter besluttede han sig, igen med egne ord, for at blive et ”matematisk geni”. Han studerede derfor matematik på Aarhus Universitet og fik 13 for sit syv sider korte speciale. Det var dog efter udsagn heller ikke nok til at indfri den anden ambition, da man i matematikkens verden i princippet skal fremstå som geni i en meget ung alder. ”Og de fleste store genier var allerede døde, da de var lige så gamle som mig,” som han gerne konstaterede. Endelig var der den store forfatterambition, som han aldrig berettede om i detaljer, men som antagelig voksede fra samme grund som hans kærlighed for og senere forskning i litteratur.

Tre gange har dansk semiotik i almindelighed og Center for Semiotik i særdeleshed altså risikeret at gå glip af Svend Østergaard. Vejen ind i dette for en matematiker så aparte miljø var en plakat i Studenterhuset, som han tilfældigt fik øje på en dag sidst i 70’erne. Den annoncerede Den Occidentale Rationalitets Død. Han har senere sagt, at han med sit diplom fra Matematisk Institut følte sig et sted mellem lettere pikeret og oprigtigt nysgerrig: Kunne det virkelig passe? Stod det så grelt til med den vestlige fornuft? Han deltog altså i mødet ledet af Esbern Krause Jensen og helliget Jacques Derrida. Under mødet blev en person i salen af Krause Jensen opfordret til at belyse et særligt vanskeligt spørgsmål. ”Så rejste en 17-årig knægt sig,” fortalte Svend, ”og gav sig meget roligt, med ganske lav, men fast stemme til at tale om en vis Hjelmslev, Derrida og ’la trace’, samtidig med at han tegnede firkanter med pile.” Fløsen var den da omtrent 35-årige Per Aage Brandt, og fra den aften var Svend en fast del af det danske semiotikmiljø. Først omkring Per Aage Brandts ugentlige seminar på spanskafdelingen, herefter som forskningslektor på det grundforskningsfinansierede Center for Semiotik (1993-1998) og endelig som lektor på kandidatuddannelsen Kognitiv Semiotik, hvor Svend har undervist og forsket siden 2001.

Svend har gennem alle disse år og sammenhænge på sin egen diskrete og stilfærdige måde sat et afgørende præg på forskningen i menneskelig betydningsdannelse, sådan som den blev forstået i det århusianske semiotikmiljø, og sådan som den har udviklet sig på Centeret. Som matematiker spillede han en central forsknings- og formidlingsrolle i den vending, semiotikken tog i midten af 1980’erne, hvor man begyndte at anvende katastrofeteoriens matematiske modeller til at bestemme betydningsdannelsens strukturer. Det arbejde udmøntede sig i hans PhD-afhandling samt i de to udgivelser The Mathematics of Meaning (1997) og Kognition og katastrofer (1998). Dernæst var han, igen uden store armsving og sandsynligvis uden selv at være bevidst om det, primus motor i den kobling af semiotikken til de kognitive videnskaber, der for alvor tog fat i og med oprettelsen af kandidatuddannelsen i Kognitiv Semiotik i 2001. Her var Svend, frem til december 2016, den, der mest systematisk byggede bro mellem betydningsteorien og de empiriske videnskaber: det være sig inden for psykolingvistikken, udviklingspsykologien, den kognitive lingvistik eller forskningen i social kognition. Med dette arbejde – og med sit sind, sin humor, sine færdigheder som underviser og sin konstante lydhørhed over for de studerende – har han formet de yngre forskere og undervisere, der i dag tegner Centeret.

Svends kapacitet som forsker, omfanget af hans viden og skarpheden af hans analyseevne er lette at illustrere: Han er den eneste ansatte på Center for Semiotik, der i forsknings- og udgivelsessammenhæng har samarbejdet med hver eneste af alle de andre ansatte: først Per Aage Brandt, siden Frederik Stjernfelt, Peer Bundgaard, Mikkel Wallentin, Kristian Tylén og Riccardo Fusaroli. Og dét inden for en bred vifte af forskellige områder, hvortil han i hvert enkelt tilfælde ydede væsentlige bidrag. Svend var den mur, vi alle ønskede at spille bold op ad.

I efteråret lærte flere af os med bedrøvelse, at han ville gå på pension til sommer. Det var svært at forestille sig Centeret uden hans tilstedeværelse, i undervisningslokalet, på gangen, på hans kontor, når noget skulle vendes, en artikel skrives sammen eller diverse (helst ikke særlig seriøse) anekdoter udveksles. For det er svært at forestille sig et mere afholdt og elsket menneske end Svend Østergaard, som ven, som kollega, som underviser. Svend var en unik kombination af stor humoristisk sans (gerne af en absurd, montypythonsk art, men også underdrejet og underfundig), vid, viden og hjertevarme. Få mennesker har vi grinet så meget med som med ham. Få har vi set præsentere så skarpe analyser og dét i alle de domæner, han mestrede: lingvistik, litteraturteori, billedanalyse, social kognition, dynamisk systemteori (samt naturligvis skak, Carl Barks’ Anders And, Marx Brothers, snooker, Tour de France, Borges, Fawlty Towers, Proust og AC Milans storhold i midten af 1960’erne). Og ingen har vi hellere siddet ved siden af i kantinen, i udlandet til kongresmiddagene eller ude i byen med vore kolleger.

Så det ville være et tab for os, når Svend gik på pension. Nu er tabet et helt andet, dybt og uafvendeligt, indtil minderne en dag hjælper os med fylde det ud igen. Da kan vi overtage stafetten fra Svend og forsøge ligesom ham med et smil, et grin, et blink i øjet  at gøre folk omkring os gladere og klogere.

Vi sender Marianne, Lauge og Astrid alle vore kærligste tanker og vores medfølelse.

Æret være Svends minde!

Center for Semiotik
v. Institut for Kommunikation og Kultur

Bisættelsen finder sted fra Vejlby Kirke torsdag den 9. februar 2017 kl. 15.00.