Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forskere vil skabe etiske rammer for overvågningsteknologi, så demente borgere sikres et trygt og værdigt liv

Forskere fra Aarhus Universitet har sammen med VIVE, Aarhus Kommune samt Erhvervsakademi Aarhus modtaget en bevilling fra VELUX FONDEN til et projekt, de kalder LIVSTEGN. Projektet sker i tæt samarbejde mellem forskere, demente, pårørende og plejepersonale.

25.11.2019 | Marianne Ester Back

Vandreadfærd er et af kendetegnene hos demente. Et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet skal sikre etisk brug af overvågningsteknologi, så det bliver muligt at finde tegn på liv hos demente med vandreadfærd.(Modelfoto: Colourbox.com)

Lektor og leder af Center for Overvågningsforskning Anders Albrechtslund står i spidsen for projektet men i tæt samarbejde med pårørende til demente og plejepersonale.

”En velkendt problematik hos demente er deres trang til at gå ture. Det kan i nogle tilfælde føre til, at den demente borger ikke kan finde hjem igen til både bekymring og fare for sig selv og andre. Projekt LIVSTEGN handler om etisk brug af overvågningsteknologier til at finde tegn på liv hos demente med vandreadfærd,” forklarer lektor i Informationsvidenskab, Anders Albrechtslund, der står i spidsen for projektet.

Forskerne vil blandt andet undersøge og evaluere brugen af overvågning til at sikre demente borgere, som har tendens til at gå fra deres boliger. Det skal være med til at forebygge den utryghed, som det giver hos pårørende og plejepersonalet. Derfor sker projektet også i tæt samarbejde med praktikere og pårørende:

”Vi vil både inddrage demente, pårørende og plejepersonalet i processen, så de kan være med til at identificere og håndtere praktiske og etiske udfordringer og være med til at afprøve overvågningsteknologier og arbejdsgange,” forklarer Anders Albrechtslund.

Ny lovændring lovliggør overvågningsteknologi

Projektet rammer ned i en akut samfundsproblematik. Antallet af danskere over 60 år med demens stiger. Det anslås, at mindst 89.000 danskere har demens, og det tal forventes at være fordoblet frem med 2040. Projektet er desuden blevet til på baggrund af en ny lovændring på området. Anders Albrechtslund forklarer:

”Tidligere har overvågningsteknologi til demente været defineret som magtanvendelse, der krævede godkendelse, og som også indebar tilsyn fra myndighederne, men denne lovændring åbner for brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi i plejen af demente.”  

Projekt LIVSTEGN er forankret i det informationsvidenskabelige forskningsfelt, som har en lang tradition for at arbejde med implementering af teknologier på samfundsområdet.

”Når vi arbejder med teknologi, gør vi det ud fra en antagelse om at udvikling og brug af teknologi både påvirkes af og påvirker de konkrete situationer og omgivelser, som de vedrører. Overvågningsforskning som felt er knyttet til Informationsvidenskab og sociologi og spiller en væsentlig rolle i dette projekt, fordi der er fokus på de sociale, politiske og etiske konsekvenser af overvågning i forskellige sammenhænge,” slutter Anders Albrechtslund af.   

Projektet kommer til at køre i fire år med opstart den 1. januar 2020.


Fakta

Projektet “LIVSTEGN: Overvågningsteknologier for et trygt og værdigt liv med demens” er blevet bevilliget 4.972.565 kr. Bevillingen er givet under VELUX FONDENS humanvidenskab og praksis-program. VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der støtter humanvidenskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål for at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag. Derudover støtter fonden aktive ældre, øjen- og aldringsforskning.

Læs mere:

Læs pressemeddelelsen fra VELUX FONDEN: Fælles forskningsprojekter kigger nærmere på vores liv og hverdag


Kontakt

Lektor Anders Albrechtslund
Leder af Center for Overvågningsforskning
Institut for Kommunikation og Kultur, Informationsvidenskab
Mobil: 21630388
Mail: alb@cc.au.dk

Bevillinger, Sundhed og sygdom, Afd. for Digital Design og Informationsvidenskab, Arts