Christian Cohr Arffmann
Kløgtige afbrydelser
En litteraturhistorisk undersøgelse af absorption og kontemplation i Henry Fieldings tableauer
Resumé
Kan man italesætte det uudsigelige? Kan man skabe bevægelse ved hjælp af et fastfrosset øjeblik? Og kan man skabe indlevelse og fremmedgørelse på samme tid?
Umiddelbart lyder det som umulige paradokser. Ikke desto mindre har man inden for både litteraturen, kunsten og teaterets verden forsøgt at tematisere disse modsætninger; repræsentationer med iscenesatte standsninger der viser betydningsmættede højdepunkter; øjeblikke, der kalder på recipientens opmærksomhed og fremviser noget ekstraordinært spændende. Et indrammet standset øjeblik, der i sig rummer en selvstændig dynamisk handling. Det er det, som man kalder et tableau.
Tableauet har sin oprindelse i 1400-tallets religiøse og folkelige tradition, hvor Jesu lidelseshistorie og andre bibelske fortællinger blev gennemspillet. Denne sceniske forkyndelse var med til at skabe uudslettelige indtryk og dybtfølte reaktioner på publikum. Siden er tableauet blevet adapteret som et kunstnerisk greb og som betydningsfortykkende standsning.
Traditionelt set er tableauet opfattet som et æstetisk fænomen, der vækker affekt og medlidenhed hos recipienten som respons på en vellykket virkelighedsrepræsentation. Det absorptive tableau griber sjælen, er uden for kategori og refererer til en ubenævnelig andethed
Jeg vil imidlertid lokalisere en anden form for tableau, som har den diametralt modsatte effekt. Det kontemplative tableau skaber snarere fremmedgørelse og distanceret betragtning end indlevelse. Med termerne absorption og kontemplation vil jeg uddybe disse modsætninger og sætte tableauet ind i en bred kulturhistorisk kontekst og især beskæftige mig med det litterære tableau. De to centrale positioner inden for tableauet vil jeg belyse via de engelske forfattere Henry Fielding og Samuel Richardson. I sine romaner Clarissa og Pamela betjener Richardson sig af en minut-for-minut-realisme, med hvilken han lader læseren kigge ind ad nøglehullet, fordybe sig i romanfigurerne og få et indblik i karakterernes inderste psykiske lag. Fieldings tableauer, derimod, består af intellektuelle appeller, omfangsrige retoriske ekskurser og metafiktive henvendelser til læseren. Fielding lader i Tom Jones og Joseph Andrews romanfigurerne være vehikler for sin konversation med læseren og har ikke noget imod at kompromittere det litterære værks mimesis.
Hvor det absorptive tableau er et billede for sjælen, er det kontemplative tableau et billede for intellektet. Dette skal beskues på behørig og distanceret afstand, og indgår i et samfundsmæssigt kredsløb, hvor kunstens egenart blandes op med filosofi og moral. Det har en tydelig didaktisk karakter og tenderer imod det allegoriske. Hvor det absorptive tableau inkorporerer en introvert realismes bestemmelser, indeholder det kontemplative tableau i højere grad en kunstfærdig udvendighed, en kompleks form for stillen til skue. Det absorptive tableau er et kig ind i en anden verden, som foregår bag lukkede døre, og det er ofte et indre psykisk rum der udforskes. Hvorimod det kontemplative tableau er en konversation med læseren om moral, manerer og dømmekraft.
Absorption og kontemplation er også nye måder at imødegå det evige spørgsmål om idé og inkarnation – et emne som er uundgåeligt, når det drejer sig om litterære, visuelle og sceniske tableauer.
