Aarhus Universitets segl

Ensomhed og poesi

Rikke Andersen

Udgangspunktet for dette speciale er Octavio Paz' bestemmelse af den moderne poesi som en dialog mellem analogi og ironi. Ifølge Paz er poesien fra romantikken til og med avantgarden splittet mellem dens forankring i den moderne, historiske virkelighed og et ønske om at negere denne virkelighed ved at fremkalde en særlig poetisk tid, der ikke følger historiens lineære progression, men derimod tilslutter sig naturens og myternes cykliske struktur. Han fremlægger den moderne poesi som vidnesbyrd om den universelle forældreløshed og bevidsthed om døden, der følger med modernitetens sekulariserede verdensbillede. Men samtidig læser han den som et forsøg på at skabe et univers baseret på uendelige korrespondenser, således at mennesket, naturen og sproget bliver forskellige udtryk for den samme uforanderlige helhed, som han benævner universel rytme. Disse to komplementære modsætninger definerer han som henholdsvis ironi og analogi.

Specialets formål er at undersøge tilstedeværelsen af en sådan dialog mellem analogi og ironi i de første to bind af Pablo Nerudas store digtsamling Residencia en la tierra (1933-47). Hvilket forhold præsenterer digtsamlingen mellem det lyriske jeg og omverdenen, og hvilken rolle tildeles poesien i den henseende? Tilbyder poesien en indsigt i universets sande sammenhæng, eller udstiller den tværtimod en indsigt i universets grundlæggende kaos og menneskets fundamentale ensomhed?

Til det formål har jeg delt specialet op i to store hovedafsnit, der ikke kommer med nogle endegyldige svar, men netop betoner dialogen mellem de to modpoler. I første del, Ensomheden, præsenterer jeg de centrale begreber, der er hentet hos Paz, og den litteraturhistoriske kontekst ridses op ved hjælp af Saúl Yurkiévichs forståelse af den latinamerikanske avantgarde. Derudover præsenterer jeg Nerudas værk, og forholdet mellem det lyriske jeg og omverdenen analyseres med henblik på at fremhæve ensomheden og forgængeligheden som jegets overordnede erfaringer.

I anden del, Poesien, sætter jeg fokus på digtenes dobbelttydige fremstilling af poesien dels som produkt af jegets oplevelse af ensomhed, fravær og død, dels som våben herimod. Med afsæt i Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologi og Paz' forståelse af poetisk tid og rytme argumenterer jeg for, at Neruda fremstiller poesien som en kropslig tilegnelse af universets hemmeligheder og uendelighed. På den anden side er poesien uløseligt forbundet med hukommelsen og indebærer derfor også en erfaring af tidens gang og en uønsket påmindelse om sprogets forskel fra verden. Dette komplekse forhold mellem poesi, hukommelse, glemsel og erindring analyserer jeg ud fra Paul de Mans begreber om allegori og ironi.

Ikke desto mindre gør Neruda endnu et forsøg på med poesien som våben at gardere sig mod glemslen og endeligheden. I sidste kapitel viser jeg, hvordan han appellerer til læserens og litteraturhistoriens kollektive hukommelse for på den måde at løsrive poesien fra dens specifikke historiske oprindelse og i stedet gøre den til basis for et ubegrænset åndeligt fællesskab. I den forbindelse henvender han sig flere steder til andre digtere. Disse valgslægtskaber giver mig lejlighed til at vende tilbage til Paz' kobling af romantik og avantgarde og slutteligt læse Neruda ind i litterær tradition, der strækker sig helt tilbage til den spanske barok.

 

Åbn hele dokumentet i pdf-format >>