Konspirationsretorikken i det amerikanske valg

Overraskelsen over Trumps nominering og efterfølgende valgsejr vil ingen ende tage, men er det i virkeligheden blot et udslag en klassisk retorisk stil i USA?

15.11.2016 | Esben Bjerggaard Nielsen

Meget er blevet skrevet om Donald Trump og hans retorik i løbet af det seneste års valgkamp. På trods af dette virker det ikke til, at folk udenfor USA helt har forstået hverken manden eller fænomenet Trump. Jeg har i de seneste måneder rejst rundt på danske gymnasier og talt om det amerikanske valg, og hver gang er jeg blevet mødt med spørgsmål og udsagn såsom, ”men de kan jo ikke vælge en som Trump!”, ”hvordan kan nogen stemme på ham?”, ”han er jo idiot – kan folk derovre virkelig ikke se det?”.

Nuvel, jeg skal i det følgende prøve at give mit bud på én mulig vinkel på Trumps retorik. Journalister og akademikere som Ezra Klein og George Lakoff har skrevet om henholdsvis Trumps autoritære appeller og hans brug af en metaforisk ”strict father” persona. Dette synes for mange at være kernen af Trumps retorisk, men for at forstå dette bliver vi nødt til at gå længere tilbage end blot den nyligt overståede valgkamp, og i stedet starte ved Trumps oprindelige entré på den politiske scene.

I marts 2011 var Donald Trump gæst på tv-programmet Good Morning America, hvor han åbent luftede sin tvivl om, hvorvidt Barack Obama virkelig var født i USA. Trump allierede sig således med en på det tidspunkt voksende højreorienteret konspirationsteori om Obamas ophav. Man kan ifølge den amerikanske forfatning kun stille op som præsident, hvis man er født i USA. Derfor mente Trump, at Obama muligvis havde ”stjålet” valget ved illegitimt at blive valgt til præsident. Presset fra Trump fortsatte, og på trods af latterliggørelse fra både medier og Obama selv lykkedes Trumps forehavende faktisk. Obama endte således med at fremvise sin fødselsattest.

 

Konspirationsteoretikerens retorik

Trumps vej ind på den politiske scene – og i virkeligheden hans første politiske sejr – var igennem tilslutningen til og den retoriske brug af en konspirationsteori. Dette er som sådan ikke så underligt, hvis man ser det i konteksten af den amerikanske politiske kultur og populærkultur. Således har mange af de store amerikanske thrillere i de sidste mange årtier haft konspirationen som plotmæssig omdrejningspunkt. Tilbage i 1964 skrev Richard Hofstaders det nu klassiske essay ”The Paranoid Style in American Politics”, hvori han påviste forbindelsen mellem amerikanske politiske bevægelser op gennem historien og den politiske tone i sin samtid (fra McCarthy til Goldwater). Stephen O’Leary beskriver ligeledes i ”Arguing the Apocalypse” (1994), hvordan meget af den moderne apokalyptiske tankegang i USA i virkeligheden har sit udspring i de samme troper og rationaliseringer, som man finder i konspirationsteorier. Disse stærke kulturelle strømninger, der begge har lagt grund for flere realpolitiske tiltag, er således forbundne. Det skal her noteres, at konspirationsteorier er udbredte både på den amerikanske venstre- og højrefløj.

Konspirationsretorik opererer ud fra to tematiske topoi – henholdsvis ondskab og autoritet. Konspirationsteorien skaber (ligesom den klassiske apokalyptiske fortælling) en sammenhængende forståelse af den verden man lever i. Den giver forklaring på sociale normer, sociale og politiske hændelser samt personers rolle i det større samfund. Ondskab fremstilles her som en ”Anden”, der på trods af at være udenlandsk eller på anden vis fremmed ofte skjuler sig iblandt befolkningen. Et eksempel herpå er den amerikanske senator Joe McCarthys påstande om kommunistisk infiltration af det amerikanske samfund i 1950’erne. Sådanne påstande fremsættes for dels at motivere til politisk handling, at forklare verdens ondskab samt at tæmme denne trussel ved at skabe en symbolsk (eller konkret) syndebuk.

Det vigtige i fremstillingen af toposen om ondskab er, at den på en gang er både uhåndgribelig og magtfuld. Det er her ideen om ”sammensværgelsen i skyggerne” tager form som et udtryk, der kan anvendes retorisk. Dette bringer den anden topos om autoritet i spil. Den konspirationsteoretiske retor afviser her bredt anerkendte autoriteter i civilsamfundet – såsom politikere, medier og videnskabsfolk – da alle disse anses som værende infiltrerede af den omspændende konspiration imod befolkningen. I stedet funderes argumentationen i utraditionelle kilder og autoriteter, da dette så at sige sikrer ”neutralitet” (forstået som frihed fra indflydelse fra sammensværgelsen). Et studie fra 2014 af J. Eric Wood og Thomas J. Oliver viste således, at cirka halvdelen af de adspurgte amerikanere mente at meget af, hvad der sker i verden, er styret af en lille skjult gruppe mennesker. Deres holdninger til, hvad medierne fortæller dem er således påvirket af denne grundantagelse. Sådanne holdninger er et vigtigt retorisk vilkår for en politisk retor, og Donald Trump har ikke været sen til at bruge det som både en vej ind i politik og en stemmesamlende retorisk strategi. Et af de mere synlige udslag af dette, er måden hvorpå han siden august har rammesat et muligt tab i valgkampen:

 

November 8, we'd better be careful, because that election is going to be rigged. People are going to walk in and they're going to vote 10 times, maybe, who knows? (1. August, 2016)

Watch Philadelphia. Watch St. Louis. Watch Chicago. Watch so many other places. Stop crooked Hillary from rigging this election! (3. November, 2016)

Last night in Clark County they kept a poll open until 10 o'clock at night so a certain group could vote. It wasn't in an area that normally has high transition. You think this is a free and easy election? (4. November, 2016)

 

Fortællingen om, hvordan valget er fikset til modstanderens fordel, har haft stor gennemslagskraft – især i valgets sidste uger, hvor Clinton igen måtte kæmpe for at nedtone den verserende email-skandale. Hvis man skulle lave en klassisk retorisk argumentationsanalyse på ovenstående citater, ville man nok hurtigt stille spørgsmål til, hvor Trump får sine belæg fra. Der synes mest af alt kun at være svage anekdotiske belæg her. Min pointe er dog, at Trump slet ikke har brug for belæg i den traditionelle forstand for at motivere sine kernevælgere, idet hans påstande ikke blot er tilpasset til men også styrker den konspiratoriske logik, som netop har været Trumps retoriske ramme. I modsætning til hovedargumenter om f.eks. at Kina stjæler amerikanernes succes vender Trump her fokus mod sin modstander og det politiske system. Det giver netop mening i konteksten, da Hillary Clinton allerede under primærvalgene blev fremstillet som ”systemets kandidat” overfor Bernie Sanders’ mere folkelige persona. Publikums accept af Trumps argument afhænger således hovedsageligt af eksterne faktorer i forhold til en specifik amerikansk konspirationslogik og deres vurdering af Clintons etos.

 

Trump taler slet ikke til dig

Kenneth Burke giver os nogle brugbare begreber til at forstå de eksterne faktorer i måden Trumps retorik bliver accepteret hos publikum. For det første har Trump arbejdet hårdt på at skabe identifikation med sin politiske persona. Dette er sket ved hovedsageligt at bruge større amerikanske kulturelle fortællinger om den succesfulde forretningsmand, der er manifestationen på den amerikanske drøm, og amerikansk exceptionalisme (forestillingen om at USA er en nation med en stor gudsbestemt skæbne, der står som et lysende eksempel for resten af verden). Trumps personlige appel er således ikke afspejlet i hans egne handlinger eller hans livsvilkår i forhold til publikums. I stedet iscenesætter han kontinuerligt sig selv i forhold til en række specifikke kerneværdier. På den måde bliver meget af Trumps appel til sit hovedpublikum implicit. Dette kan ses i Trumps talestil, der igennem det seneste år mere har lignet et jazzorkester, der jammer, end regulær politisk tale. Et eksempel på denne jam-tilgang ser man i nedenstående uddrag af Trumps valgtale i South Carolina den 15. juli.

 

Look, having nuclear — my uncle was a great professor and scientist and engineer, Dr. John Trump at MIT; good genes, very good genes, okay, very smart, the Wharton School of Finance, very good, very smart — you know, if you’re a conservative Republican, if I were a liberal, if, like, okay, if I ran as a liberal Democrat, they would say I'm one of the smartest people anywhere in the world — it’s true! — but when you're a conservative Republican they try — oh, do they do a number — that’s why I always start off: Went to Wharton, was a good student, went there, went there, did this, built a fortune — you know I have to give my like credentials all the time, because we’re a little disadvantaged — but you look at the nuclear deal, the thing that really bothers me — it would have been so easy, and it’s not as important as these lives are (nuclear is powerful; my uncle explained that to me many, many years ago, the power and that was 35 years ago; he would explain the power of what's going to happen and he was right — who would have thought?), but when you look at what's going on with the four prisoners — now it used to be three, now it’s four — but when it was three and even now, I would have said it's all in the messenger; fellas, and it is fellas because, you know, they don't, they haven’t figured that the women are smarter right now than the men, so, you know, it’s gonna take them about another 150 years — but the Persians are great negotiators, the Iranians are great negotiators, so, and they, they just killed, they just killed us.

Når jeg har vist dette uddrag for gymnasiestuderende og lærere rundt omkring i landet, har reaktionen netop været slet skjult undren. Det virker simpelthen så usammenhængende, at det er svært at tro, at nogen kunne overbevises af en sådan retorik. Min indvending er her for det første, at sådanne reaktioner virker til at lede efter stemmeflyttende retorik, når Trump hovedsageligt gør brug af stemmesamlende retorik. For det andet viser det tydeligt forskellen mellem at være indenfor eller udenfor en specifik kulturel logik. Trump taler på ingen måde til os danskere. Vi er så langt fra at være hans intenderede publikum, at man som dansker nærmest kan have svært ved at afkode Trumps ord. Dette problem har Trumps egentlige publikum dog ikke. I identifikationen med Trump som en manifestation af et større amerikansk etos ligger der netop et implicit afkodningsarbejde. Ord som ”nuclear”, ”Liberal/Conservative”, ”the four prisoners” og ”the Iranians” i citatet ovenfor fungerer som såkaldte dog whistles – kodeord som man skal have en vis insiderforståelse for at kunne afkode og sætte i en meningssammenhæng. På den måde behøver Trump ikke en stram form, men snarere gentagelser af ord, der refererer allerede etablerede værdier og sager, og som passer ind i den forståelsesramme, som allerede er etableret i Trumps persona og hans fortælling om USA.

 

Trumps tragedie

Det andet begreb, vi får fra Burke, er attitude – som han definerer som den verdensanskuelse, der sætter stemningen for en retorisk udveksling. Trumps konkrete udsagn, hans forsøg på at etablere identifikation med sit publikum og det afkodningsarbejde, som kræves af publikum, vil ifølge Burke alle tage udgangspunkt i en specifik attitude til den sociale verden lige nu og til historien. Dette bringer os tilbage til konspirationsretorikken. Den dominerende attitude i en konspirationsteori er tragisk, forstået på den måde at fortællingen i en konspirationsteori – ligesom den klassiske tragedie – bevæger sig imod et enten figurativt eller bogstaveligt drab (enten ved sammensværgelsens afmontering eller dens sejr og efterfølgende udslettelse af al modstand). I Attitudes Toward History fra 1937 beskriver Burke tragedien som en fortælling, der på grund af et ideal om social perfektion ikke tillader en særlig høj grad af nuancer, men snarere har konflikten som et omdrejningspunkt. Det er således en attitude, der medfører både en ufravigelig sikkerhed om en given sag og en forståelse af uenighed som en eksplicit konflikt.

Det er denne forståelse af en grundattitude, der ligger til grund for ikke blot afkodningen af en given retorik men også mulig efterfølgende materiel handling. Når Trump således rammesætter sin retorik indenfor en konspiratorisk stil – ved f.eks. at sige, at Obama stiftede ISIS, at ”Crooked Hillary” er den mest korrupte politiker i mands minde eller at demonstranter er ude på at snigmyrde ham – taler han ikke blot ind i et større etableret kulturet plot om skjulte kræfter med en forbryderisk dagsorden. Han sætter også ord på en underlæggende tragisk attitude til den sociale verden, der kan være et produkt af politiske og dagligdags frustrationer, men som krystalliseres via en specifik retorisk form.

På trods af, at alt dette kan lyde relativt abstrakt, danner det baggrund for to generelle påstande om den underlæggende kerne i Trumps retorik. For det første er Trump ikke så usammenhængende, som mange danskere og andre ikke-amerikanere giver udtryk for. I virkeligheden er vi nødt til at forstå mange af Trumps valgtaler som et referentielt kludetæppe, der i høj grad gør brug af en konspiratorisk form for at skabe en aktiv politisk platform for kampagnen og det senere præsidentskab. I stedet for at lede efter større tematiske sammenhænge, er man nødt til at lede efter enkelte ord og fortællinger – især i kraft af definerende navneord og værdiladede adjektiver – da disse har central funktion. For det andet går denne referentielle modus uforholdsmæssigt godt i spænd med den indforståethed og de identifikationsskabende og meningssorterende makanismer, der ligger i hjertet af enhver konspirationsteori.

Trumps succes kan derfor ses i lyset af en klassisk amerikansk stil og kulturel fortælling, snarere end noget helt nyt og uforudset.

 

 

Blog
Tags: Amerikansk Valg, Donald Trump, Konspirationsteorier, Kenneth Burke