Aarhus University Seal

Ny uddannelse skal styrke lærernes digitale kompetencer

Mange lærere og pædagoger mangler kompetencer til at undervise i digitale designprocesser, viser forskningsprojektet Fablab@School.dk. Derfor har Aarhus Universitet nu oprettet en efteruddannelse i Digital fabrikation og designtænkning i samarbejde med tre kommuner.

Foto: Lars Kruse/AU Foto

Digital teknologi er uundgåelig i vores hverdags- og arbejdsliv, nu og i fremtiden. Ifølge professor Ole Sejer Iversen, der leder projektet Fablab@School.dk ved Aarhus Universitet, er det derfor vigtigt, at skolebørn lærer at forstå og designe med digitale teknologier. Her er nye digitale fabrikationsteknologier som 3D-printere og laserskærere et middel til at give børnene en forståelse for digital teknologi gennem konkrete ”hands-on” undervisningsforløb.

Problemet er, at lærere og pædagoger endnu ikke er klædt på til at undervise i de nye teknologier. Derfor er det nødvendigt med en målrettet efteruddannelse:

”Lærerne udtrykker i vores undersøgelse, at de mister autoritet og kontrol i de nye former for læringsforløb, og at de mangler teknologisk viden inden for fabrikation og designtænkning. Den nye efteruddannelse skal ruste lærerne til at anvende nye muligheder og skabe en generation af kreativt, digitalt tænkende børn,” fortæller Ole Sejer Iversen.

3D-print på skoleskemaet

Efteruddannelsen i Digital fabrikation og designtænkning er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Silkeborg, Vejle og Aarhus Kommuner, og undervisningen vil foregå i alle tre kommuner.

Daria Loi er underviser på efteruddannelsen og fortæller, at det er vigtigt at lære børn at designe ny teknologi med mening:

”Hvis vi ønsker en ny generation af unge innovatører der er i stand til at skabe nye meningsfyldte teknologier og produkter – så er vi nødt til at skabe de rammer, der skal til. Jeg håber, at vi når til en fremtid, hvor alt, hvad der bliver designet, bliver skabt af en årsag.” – Daria Loi, ph.d. og UX innovation manager ved Intel Corporation

Ifølge Ole Sejer Iversen kan efteruddannelsen være med til at gøre undervisning i digital fabrikation mere bredt tilgængelig for danske skoleelever. Dette er for nyligt blevet presserende, efter den politiske beslutning om, at børn i folkeskolen skal undervises i IT og medier, innovation og entreprenørskab som en del af de eksisterende fag (’De Forenklede Fælles Mål’).

Den nye Efteruddannelse for lærere og pædagoger i digital fabrikation og designtænkning starter i februar 2016.


Fakta:

Digital fabrikation og designtænkning er en del af Masteruddannelsen i it – interaktionsdesign og multimedier. Uddannelsen er et samarbejde mellem Silkeborg, Vejle og Aarhus Kommune støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

http://www.fablabatschool.dk er et forskningsprojekt ved Aarhus Universitet i samarbejde med Stanford University, Universität Bremen og University of Central Lancashire.


Yderligere information:

Ole Sejer Iversen, professor MSO i informationsvidenskab, Aarhus Universitet

E-mail: oiversen@cavi.au.dk

Fastnet: 87 16 19 96

Mobil: 50 54 67 78

Mathias Haugaard Jørgensen, national koordinator for FabLab@SCHOOLdk

E-mail: majo@silkeborg.dk

Mobil: 21 54 24 92