Aarhus Universitets segl

Sommerferie i hælene på din helt

Ystad har en Wallander-pakke, Paris tilbyder en Da Vinci-tur, og Oxford har Harry Potter Tours. Det kaldes filmturisme og er blevet et fænomen i hele verden. I Danmark er filmturisme endnu forholdsvist nyt, men danske byer vil fremover i stigende grad spille hovedrollen, når turister vil se film i virkeligheden, vurderer ekspert.

Wallanderland er en ny bog af Anne Marit Waade, der belyser, hvordan landskaber, lys og provinsmiljø spiller en afgørende rolle i tv-serier og markedsføringen af dem.
Anne Marit Waade, lektor på Medievidenskab, forsker i filmturisme og betydningen af locations.

”De er tykmavede…de har lange, smidige, brune fingre, rare ansigter, og de ler en dyb, smittende latter...” Og hvem er de så? Hobbitter – og årsagen til, at New Zealand er blevet ”my precious” for mange turister. Anne Marit Waade, lektor på Medievidenskab, kalder det for filmturisme, når man går i fodsporene på en film. Hun har senest været en tur på New Zealand for at opleve, hvordan New Zealand har profiteret af filmatiseringer af litterære værker som Ringenes Herre og Hobbitten.

Filmene promoveres på, at de er optaget på New Zealand, og den smukke ø i Stillehavet bruges omvendt til at markedsføre filmene:  

”På New Zealand har produktionsselskaber og lokale turistaktører før optagelserne af filmene indledt et strategisk samarbejde. Filmatiseringerne har skabt ekstra attraktioner og er blevet en millionforretning, så New Zealand i dag nærmest er synonym med Tolkiens litterære værker,” fortæller Anne Marit Waade, der de sidste fem år har forsket i filmturisme og betydningen af locations.

Ystad er en forbryderisk god destination

Det er ikke kun på New Zealand, at produktion af film bliver knyttet til specifikke steder, som turister efterfølgende kan opsøge, som tilfældet er på New Zealand, hvor man for eksempel kan gå i Frodos fodspor. Produktion af film og tv-serier har i udlandet med stor succes været knyttet til specifikke steder: Paris tilbyder en Da Vinci-tur, Oxford har Harry Potter Tours, og så er der Ystad, som har en forbryderisk god Wallander-pakke.

”Ystad er den mest vellykkede film- og fodsporsturistdestination i skandinavisk sammenhæng. Her har indspilningen af Henning Mankells kriminalroman med hovedpersonen Kurt Wallander tiltrukket sig enorm opmærksomhed, fordi man i Ystad har arbejdet professionelt og strategisk sammen om tv-produktion, medieturisme og regional udvikling, fortæller Anne Marit Waade, der netop nu er aktuel med en bog, der blandt andet belyser, hvordan landskaber, lys og provinsmiljø spiller en afgørende rolle i tv-serier og markedsføringen af dem.

Ystad er en lille by på størrelse med Ebeltoft, men det er lykkes at få eksponeret byen verden over, og de mærker turisttilstrømning hver gang, serien bliver udsendt i Sverige, England eller Tyskland. De sælger et autentisk kick eller rettere en iscenesat autenticitet med Wallander cafébesøg, Wallander lejlighed, mordruter osv.

The killing in Copenhagen
Og det er tilsyneladende en efterspurgt vare – og ikke kun blandt filmnørder. Anne Marit Waade inddeler turisterne i tre typer: Fanturister eller filmnørderne, der selvsagt har høj motivation for at tage af sted og se locations i virkeligheden. Turister, hvor fodsporstilbuddet blot er et add-on til ferien, hvis de alligevel er i nærheden, og endelig er der dem, der slet ikke anede noget inden afrejsen, tilfældigt falder over det – og tager det med som en sjov oplevelse.

Motiverne for at ”se film i virkeligheden” er således forskellige, men utvivlsomt en efterspurgt vare – også så småt i Danmark. Men i virkeligheden er lysten til at tage ud og gå i kendte folks fodspor og genopleve populære fortællinger ikke så ny endda, understreger Anne Marit Waade og henviser blandt andet til spøgelsesturisme i England og H. C. Andersen-turisme i Danmark. Til forskel fra dengang er der dog i dag tale om store strategiske satsninger – og de er som noget nyt også på vej i Danmark

”Der er senest med indspilningen af Dicte i Aarhus indledt unikke branchesamarbejder mellem turismeledere, filmproducenter og region, og generelt er der en spirende opmærksomhed på at bruge film- og tv-serier som afsæt for ekstra attraktioner og en tendens til, at locations får mere betydning i fremtiden,” fortæller hun og henviser også til ”The killing in Copenhagen”, hvor man kan følge i hælene på endnu en helt. En helt i en berømt islandsk sweater.


 

Turen går til…

New Zealand: Følg i Frodos fodspor

www.tourism.net.nz/tours/lord-of-the-rings-tours

Sverige: Følg i Wallanders fodspor


www.wallander.ystad.se/en

Frankrig: Følg i Da Vinci fodspor


gofrance.about.com/od/parisattractions/tp/paristours.htm

England: Følg i Harry Potters fodspor


www.walks.com/London_Walks_Home/Harry_Potter/default.aspx

Danmark: Følg i Sarah Lunds fodspor


www.visitcopenhagen.com/copenhagen/famous-danes/killing


 

Yderligere oplysninger
Lektor Anne Marit Waade
Aarhus Universitet, Institut for Æstetik og Kommunikation – Medievidenskab
Mail: amwaade@hum.au.dk
Telefon: 8716 2009
Mobil: 4023 1785