Smart City-tænketank skal sætte fokus på fremtidens by

En ny tænketank skal styrke borgernes by i den digitale omstilling. Tænketanken er nedsat af minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen. Lektor Martin Brynskov fra informationsvidenskab er udpeget som formand for tænketanken.

25.02.2015 | Anja Kjærgaard

Med den digitale udvikling følger både muligheder og grundlæggende udfordringer for vores byer, vores samfund og vores hverdagsliv. Derfor nedsætter minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen tænketanken ”Fremtidens digitale byer – for og med mennesker”. Den skal afdække de vigtigste digitale tendenser og deres betydning for borgerne og give konkrete bud på, hvordan vi sikrer levende byer med udgangspunkt i borgerne.

”Med den digitale udvikling har vi fået nogle muligheder for at gøre vores byer endnu bedre at bo i – også i en fremtid med klimaændringer og flere mennesker. Vi kan for eksempel afvikle trafikken bedre og spare ressourcer med intelligent gadebelysning, men teknologien giver også helt nye muligheder for demokrati og inddragelse. Derfor har tænketanken en vigtig opgave foran sig”, siger minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, der har nedsat tænketanken.

Mange kommuner er allerede langt fremme i både tanke og handling, når det gælder smart city løsninger. Den digitale omstilling er i fuld gang, og både kommuner og virksomheder griber de muligheder, der er for at sikre en bedre og mere intelligent infrastruktur, styrke borgerinddragelsen gennem digitale platforme, eller spare energi.

”Data, teknologi og digitale platforme vil i stadig højere grad være grundstenen i al udvikling, og den udvikling skal vi ikke bare lade løbe af sig selv. Vi skal som samfund sørge for, at den digitale udvikling går i en menneskelig og demokratisk retning. Det kræver en bred debat på tværs af faggrupper, og det kræver en målrettet indsats, politisk retning og et stærkt samarbejde. Det arbejde skal tænketanken bidrage til”, siger Carsten Hansen,

Tænketankens sammensætning er tværfaglig, hvor der både er repræsenteret medlemmer med stor viden om digitale løsninger og medlemmer med viden indenfor byudvikling. 

Tænketanken består af 16 medlemmer fra universiteter, kommuner, organisationer og det private erhvervsliv. Det er Lektor Martin Brynskov fra Informationsvidenskab, der er udpeget som formand for tænketanken. Martin Brynskov er også formand for det europæiske Connected Smart Cities- netværk og har en bred viden om smart city.

”Jeg glæder mig til, at vi i tænketanken skal se på alt fra selvkørende biler og deleøkonomi, til den fysiske udformning og planlægning af rammerne for livet i den gennemdigitaliserede by.  Så vi bruger teknologien bedst muligt i byerne. Tænketanken skal stille skarpt på de vigtigste tiltag og skære igennem skyen af smart retorik og komme med konkrete anvisninger”, fortæller Martin Brynskov.

Tænketanken forventes at præsentere sine anbefalinger og debatoplæg medio 2015.

Forskning, Afd. for Digital Design og Informationsvidenskab