Aarhus Universitets segl

Nyt forskningsnetværk om telemedicin

Ledelsen på Aarhus Universitet har besluttet at sætte midler af til et nyt forskningsnetværk for telemedicin.

Aarhus Universitet er ramme for en omfattende forskning i telemedicin. Et delområde handler om at levere it-baserede sundhedsløsninger uafhængigt af tid, sted og rum. Andre forskergrupper arbejder med brugerdrevet udvikling af sundheds-IT og sundhedsteknologi, læreprocesser i fremtidens sundhedsteknologier, sundhedsøkonomi og – organisation samt behovsdrevet og brugerinddragende forebyggelse og behandling. Disse mange delområder af forskning i telemedicin har indtil nu ikke været koordineret tværs af fagligheder.

”Vi ønsker med etableringen af forskningsnetværket AU Telemedicin at udbygge de mange telemedicinske forskningsområder og sikre en bedre koordinering af aktiviteterne. Grundtanken er, at vores netværk skal være åbent og inkluderende, så alle med interesse i telemedicinske løsninger, både internt på Aarhus Universitet og eksternt i form af virksomheder eller øvrige interessenter kan deltage, ” fortæller lektor Finn Olesen, der også er formand for styregruppen.

Formålet med det nye forskningsnetværk er således ikke at bedrive enkeltprojekter, men aktivt at kortlægge og koordinere de mange forskningsprojekter, der aktuelt gennemføres på Aarhus Universitet og at stimulere til nye ved at samtænke forskellige kompetencer og fagligheder på en koordineret måde så forskningen bliver til gavn for både befolkningens sundhed og samfundsøkonomien.


Eksempler på telemedicin

-Selvmonitorering med it-baserede ressourcer: Patienter med kronisk sygdom kan tilbydes webbaserede løsninger, typisk med måleudstyr til at registrere tilstand og kliniske værdier

-Telerehabilitering: Teleinstruktion bl.a. fra fysioterapeut i fysiske øvelser. Kan også indbefatte virtuel konsultation og virtuelle træningssessioner.

-Telecare-overvågning: Overvågning af ældre eller handicappede borgere i deres hjem, blandt andet gennem sensorer på kroppen eller i hjemmet.

-Teletolkning: - Tilstedeværelse af tolk via webkamera og skærm i forbindelse med konsultationer på en sengeafdeling eller et sundhedscenter.


Fakta om forskningsnetværket AU Telemedicin

  • AU Telemedicin er en nyt forskningsbaseret netværk.

 

  • Netværket skal sikre sammenhæng og udvikle forskningsområder med relation til telemedicin på Aarhus Universitet.

 

  • Telemedicin er et meget højt prioriteret tværdisciplinært indsatsområde på Aarhus Universitet Formålet er at integrere forskning med implementering i kommuner og regioner i samspil med industrien.

Læs mere om AU Telemedicin


Yderligere information

 


Formand for styregruppen

Lektor Finn Olesen
om-instituttet/organisation/medarbejdere/

Institut for Æstetik og Kommunikation - Informationsvidenskab

mail: finno@dac.au.dk

Direkte telefon: 87161992

Næstformand for styregruppen

Professor Michael J. Hasenkam

Institut for Klinisk Medicin

mail: hasenkam@clin.au.dk

Direkte telefon: 78453089

Mobiltelefon: 40913616