Mindeord for Pia Rasmussen: Engagement og nysgerrighed

Pia Rasmussen, studielektor ved Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er død efter længere tids sygdom. Læs forhenværende institutleder Niels Lehmanns mindeord.

19.12.2016 | Niels Lehmann

Pia Rasmussens liv stod i musikkens tegn, og karakteristisk for hende er, at hun hellere fulgte den rigtige melodi end den lige vej – og altid med et stort og smittende engagement i sagen. Denne tilgangsvinkel resulterede i en righoldig karriere med en stor og varieret produktivitet.

Pia blev født i Tønder, hvor hun startede med at gå til klaver. I begyndelsen af 70’erne begyndte hun at læse musikvidenskab på Københavns universitet og blev hurtigt en vigtig aktør i det fagkritiske studentermiljø. Pia tog sig tid til at færdiggøre sine studier og blev således først færdig 1988. Den studiemæssige langsommelighed skyldtes dog på ingen måde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle med musikken. Tværtimod.

Engagementet i fagkritikken førte hende hurtigt videre til et livslangt engagement i kvinde- og kvindemusikbevægelsen, hvor hun blev en helt central figur. Hun underviste på de første kvindemusikstævner, hun var med til at indspille de første plader med kvindemusik, og så var hun – ikke mindst – med i det helt centrale band Søsterrock fra 1976 til 1979. Dette dybe engagement i tidens musikalske kulturproduktion tog selvfølgelig tid fra de almindelige studier. Til sidst fandt hun dog også tid til at skrive et speciale, der selvfølgelig kom til at dreje sig om en banebrydende victoriansk kvindelig suffragette og operakomponist, Ethel Smyth.

Selvom hun i midten af 90’erne søgte mod universitetet i Århus og blev ansat som assistent på Aarhus Universitet i 1995 og få år senere som studieadjunkt og -lektor, fortsatte hun sit praktiske virke. At kunne spille og komponere musik var ganske enkelt en del af hendes livsnerve. Som udøvende bevægede hun sig især i retning af jazzmusik, men som filmmusikkomponist inddrog hun mange forskellige stilarter – ofte i meget poetisk klædedragt som fx i Pigen i Havnen fra 2001.

Pia så ingen grund til at holde sig til snerrende genregrænser og rigide niveaudelinger og udforskede musikalske universer sammen med sin mangeårige musikalske partner Chris Poole. Lige så gerne som hun komponerede filmusik, lavede hun materiale til elementær klaverskole, og efterhånden som computeren vandt frem, kastede hun sig lige så nysgerrigt over den for at udæske dens musikalske muligheder, som hun satte sig til klaveret.

Pia gjorde aldrig noget halvt, og hun gik ind i universitetsverdenen med det selvsamme engagement, som lå til grund for hendes deltagelse i det aktive musikliv. Efter sin ansættelse blev hun hurtigt en central spiller i fagmiljøet, og da der var behov for det, påtog hun sig opgaven som uddannelses- og afdelingsleder i en krævende tid med bl.a. organisatoriske udfordringer.

I lederfunktionen kom ikke mindst Pias store indsigt i og kontaktflade til det pulveriserende musikliv hende til gavn. Fx havde hun fra sit arbejde i Dansk Musik Informationscenter i perioden 1990 til 1994 fået enormt mange kontakter, der kunne aktiveres, når hun skulle slå et slag for musikvidenskab på Aarhus Universitet.

Ligeledes var hendes store nysgerrighed over for enhver mulig musikalsk udvikling et stort aktiv. Bl.a. resulterede det i en stor interesse for at indføre computer som et centralt skabende element i fagudviklingen, ligesom hun fattede interesse for entreprenørskab som en mulige måde, hvorpå man kunne indstille musikfaget på forandrede rammevilkår. Under hendes ledelse blev faget Musikalsk Produktion indført i musikfaget, og Pia fulgte nyudviklingen op med en udgivelse – naturligvis i ibogsformat – der er nyskabende inden for sit felt.

Pia døde som hun levede – givende, fuld af nærvær og med en stædig insisteren på at få tingene gjort. Til det sidste arbejdede hun på at få afsluttet alle de opgaver, hun havde sat sig for, men hun tænkte også på eftertiden. Hendes arkiv om kvindemusikbevægelsen blev overgivet til Rockmuseet, og hun indstiftede Ethel-prisen, opkaldt efter en anden kvindemusikalsk pioner. Hun nægtede at overgive sig til sygdommen, før hun selv syntes, at hun var klar til det. Vi er mange, der vil savne Pia, hendes varme engagement og hendes smittende nysgerrighed. Tak for alt det, du gav.

Niels Lehmann
Forhenværende institutleder

 

 

Arts